30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mennesker med handicap fanget i paradoksabel situation

Blogs

Thorkild Olesen
Formand for Danske Handicaporganisationer
Også formand for Dansk Blindesamfund og udpeget af socialministeren som medlem af det Centrale Handicapråd.
Blogindlæg af Thorkild Olesen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 16. juli, 2020, 10:23:33

Mennesker med handicap fanget i paradoksabel situation

Arbejdsgiverne er stadig ikke meget for at ansætte mennesker med handicap. Men med førtidspensionsreformen fra 2013 kan færre få pension. Det erklærede mål er, at de i stedet skal ud på arbejdsmarkedet. Resultatet af dette paradoks er, at mange handicappede ender i årelange udsigtsløse beskæftigelsesforløb.

På det seneste har der været et par undersøgelser af arbejdsgiveres holdning til at ansætte mennesker med handicap. Undersøgelserne viser, at det er arbejdsgivere stadigvæk ikke meget for.

Jobcentret har ret til at sanktionere borgere med handicap, men borgere med handicap har ikke ret til at sanktionere jobcentret.

Tidligere er der også lavet undersøgelser af arbejdstageres holdninger til at ansætte mennesker med handicap, og de viser ligeledes, at de potentielle kolleger heller ikke er meget for det.

Samtidig står vi med det paradoks, at arbejdsgiverne, eller i hvert fald deres organisationer, mener, at så få mennesker med handicap som overhovedet muligt skal have førtidspensioner eller andre offentlige overførselsindkomster.

I stedet skal man udnytte handicappedes potentiale og finde det rigtige job til dem. Arbejdstagerne, eller i hvert fald deres organisationer, går på lignende vis for eksempel imod borgerløn, fordi det danske arbejdsmarked efter deres opfattelse bygger på principper om ret og pligt.

Endelig oplever handicappede, at man bliver trukket igennem et kommunalt jobcentersystem, der mest har til formål at holde borgeren hen med unødvendige og i værste fald yderligere sygdomsgørende arbejdsprøvninger, når altså der sker noget i sagerne.

Reform har forværret problem

Der er som sådan ikke noget nyt i det, jeg lige har skrevet. Vi har i årtier haft problemer med, at mennesker med handicap ikke passede ind på arbejdsmarkedet, selv om alle har sagt, at det skulle vi.

Eneste forskel er formentlig, at fleksjob- og førtidspensionsreformen fra 2013 har gjort forholdene endnu værre med de formålsløse arbejdsprøvninger og andre tiltag. Det har betydet, at mennesker med handicap mest har mærket pligterne over for systemet men ikke så meget retten til at få en reel indsats og en afklaring af tilhør til arbejdsmarkedet.

Det er ikke, fordi der ikke er forsøgt gjort noget ved denne beskæftigelsesmæssige catch-22. Der er brugt millioner af kroner på holdningskampagner og konferencer for at få ændret arbejdsgivere og -tageres holdninger til mennesker med handicap i håbet om, at det ville hjælpe flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet.

Der har også været politisk opmærksomhed på, at der skulle gøres noget, altid med udgangspunkt i at man kan tale arbejdsmarkedets parter til fornuft.

Borgere skal have rettigheder

Så måske er vi ved at være der, hvor vi skal diskutere hvordan principperne om ret og pligt skal forstås.

Som antydet oven for er mennesker med handicap mest udsat for pligter over for et kommunalt jobcentersystem, som skal hjælpe med at udrede tilknytningen til arbejdsmarkedet. Men hvad er handicappedes rettigheder i systemet? De er meget svære at få øje på.

Jobcentret har retten til at sanktionere borgere med handicap, men borgere med handicap har ikke ret til at sanktionere jobcentret, hvis der for eksempel ikke sker noget i deres sag, eller hvis ressourceforløbene ikke fører nogen steder hen og forlænges i en uendelighed.

Jeg tror, at en styrkelse af borgernes rettigheder over for systemet vil få den gode effekt, at så skal systemet faktisk gøre noget for at undgå at blive sanktioneret.

Hvad nu hvis man satte en øvre grænse for, hvor længe ressourceforløb kan vare på for eksempel tre år? Inden de tre år skal der være sket en afklaring af, om borgeren skal have fleksjob eller førtidspension.

Hvad nu hvis man satte en øvre grænse på, hvor længe en borger kan være på kontanthjælp? Inden tre år skal jobcentret og borgeren have afklaret, om borgeren kan revalideres, uddannes eller på anden vis sikres en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Eller hvad nu hvis personer, der går arbejdsløse på fleksjobydelse, højest kan være arbejdsløse i tre år? Hvis ikke der er fundet et passende fleksjob inden de tre år er gået, kan borgeren vælge at gå på førtidspension.

Vil flere få pension?

Jamen, vil traditionalisterne inden for beskæftigelsespolitikken sige, vil det ikke betyde, at vi får rigtig mange flere på førtidspension, og det ønsker vi jo ikke?

Dertil må man svare, at der jo ikke kommer flere på førtidspension, hvis jobcentrene sikrer en ordentlig sagsbehandling af borgernes sager, og hvis arbejdsmarkedets parter finder plads til handicappede på arbejdsmarkedet.

Men hvis systemet herunder arbejdsmarkedets parter ikke gør mere, end de gør i dag, ja så bliver der selvfølgelig flere på førtidspension. Men så er det jo den sanktion, de har påført sig selv.