30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringsroulade og den slags

Blogs

Trine Pertou Mach
Medlem af bestyrelsen i ActionAid International
Blogindlæg af Trine Pertou Mach
søn. 11. feb - 2018
tor. 10. aug - 2017
ons. 17. maj - 2017

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 14. august, 2013, 08:16:58

Regeringsroulade og den slags

Det mest interessante ved regeringsrokaden er, om den kan være den vitaminindsprøjtning, som kan få regeringen til at følge et mere venstreorienteret spor.

Fredagen bød på en lille regeringsrokade, som helt naturligt tiltrak sig megen opmærksomhed, kommentarer fra opposition og kommentariat og dermed store mængder spalteplads og tv-tid.

Der er sagt meget om, hvem der skulle eller kunne være røget ind og ud og hvorfor det (ikke) skete. Det er selvfølgelig interessant, men det mest interessante set med venstreorienterede briller er vel, om det kan være dén vitaminindsprøjtning, der kan få regeringen til at tage et mere venstreorienteret spor eller som minimum begynde at føre mere konsistent centrum-venstre-politik.

Godt for SF

Så vil der være en chance for at overbevise tilstrækkelig mange borgere om, at VKO-tiden vil vi ikke ha tilbage. Heller ikke, når den hedder V, K, O, LA.

Rokaden er god for SF. Pia Olsen Dyhr i Transportministeriet lover godt for den kollektive trafik og for at få gjort noget ved trængselsproblemerne. Og at ha´ partiformanden som social-, integrations- og børneminister er også en gevinst.

Jeg blev spurgt af Radio 24syv, om jeg forventede store forandringer i integrationspolitikken, nu hvor Annette Vilhelmsen sidder på posten – eller om jeg tværtimod var lidt utilfreds med, at hun ved tiltrædelsen sagde, at hun vil videreføre regeringens politik.

Hvorfor bruger statsministeren sin taletid på at mene noget om svinekød i børnehaver?

Nu kan alting blive bedre og ting kan gå hurtigere. Også når det gælder om at løse vores samfunds alvorlige integrationsproblemer. Men alene det, at vi ikke skal høre på den danske folkesjæls uforanderlige overlegenhed og grim tale om "dem", samt symbolpolitiske udmeldinger af værste populistiske skuffe, er et afgørende kursskifte fra det sorte tiår med VKO. Og så er der meget god integrationspolitik i regeringen.

At regeringen i øvrigt med rokaden har lagt social- og integrationsområdet sammen, tager jeg som et vigtigt signal om, at integrationsudfordringerne og –vanskelighederne ses som det, de i hovedsagen er: Socialt betingede. I modsætning til kulturelt eller tilmed nærmest genetisk betingede, som dele af de politiske aktører har for vane at råbe.

Vilhelmsen er udover at være et ordentligt menneske også humanist. Og hendes blik på fællesskab og vilje til dialog i tillæg til den sociale indignation, hun har, skal nok vise sig at komme hele området til gavn. Og dermed også både SF og regeringen. Og væsentligst af alt: Os som borgere. For det er trods alt derfor, politikerne er på arbejde.

Vigtigere områder

Derfor var det også med ærgrelse, at jeg nu kan læse, at Helle Thorning-Schmidt bruger sin unikke statsminister-taletid på at mene noget om svinekød i børnehaver og på hospitaler: ”Jeg synes da, man skal holde fast i den måde, vi spiser på."

Nu kan man vel udfordre, både om der kun er én måde, ”vi” spiser på, og hvorvidt det indebærer svinekød dagligt. Man kan også i et folkestyret land som Danmark med normal brug af decentral styring og borgerindflydelse overveje, om ikke, de enkelte institutioner og hospitaler selv kunne finde ud af det fremfor at ulejlige Christiansborg og regering.

Men ærgerligst blev jeg nu over følgende citat: ”Jeg kan da godt forstå, at danskerne gerne vil vide, om der er bedt en bøn for dyret, inden det er slagtet.” Helt ærligt, kan hun det (og vil "danskerne" det)?

Nu er jeg heldig at have en uddannelse, et job og en nogenlunde velfungerende økonomi. Men både alle de medborgere, der ikke har de privilegier, såvel som vores nationaløkonomi, ressourceforbrug og miljø forventer formentlig, at det er dét og skabelse af nye arbejdspladser, der har statsministerens forståelse og fokus.