Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor og militæranalytiker på Københavns Universitet, har en ny bog på vej.

Bogen, ”Hvad er krig og fred i dag?”, er tilsyneladende et opråb til politikere og andet godtfolk om, hvordan de (eller vi) naivt fejlvurderer sikkerhedstruslen mod Danmark, og hvorfor det er nødvendigt at hælde mange flere millioner i forsvar og militært isenkram. 

Mantraet om, at mere militærudstyr og forsvar gør os alle mere sikre, er langt mere politisk end den er analytisk.

Politiken har i den anledning et langt og interessant interview med Vedby Rasmussen, hvor han argumenterer, at Vesten for at kunne afværge atomkrig mod stormagter, der er vores fjender, må se i øjnene, at præsident Trumps mantra om at sikkerhed koster, og man må vælge at betale for den. 

Sød musik for militarister

Sød musik i militære og visse politiske kredse, må man antage, sådan at få forskningsmæssigt belæg for at kanalisere flere af de færre skattekroner over i militær oprustning. Meget firseragtigt svar på en svær og ustabil verden, lyder det i andres ører. For risikoen for endnu et oprustningskapløb burde ellers vækker minder om erfaringer, der kan skræmme.

Med de politiske vinde, der blæser, og med psykologien hos en række af de ledere, der sidder rundt omkring i verden, er risikoen for fornyet oprustningskapløb temmelig relevant at inddrage i overvejelserne. Er det virkelig en risiko, der er værd t løbe? Det står ganske åbent i Vedbys analyse. 

Jeg køber gerne præmissen om, at den sikkerhedspolitiske situation i virkeligheden er ganske alvorlig, uforudsigelig og usikker. Med de mange forskellige militære aktører – og med de forskellige politiske ledere, der styrer vægtige lande – er risikoen for et fornyet våbenkapløb, med deraf følgende øget usikkerhed og ustabilitet, aldeles alvorlig.

Men mantraet om, at mere militærudstyr og forsvar gør os alle mere sikre, er langt mere politisk end den er analytisk – og ignorerer eksempelvis, at NATO i forvejen bruger mange flere penge på forsvar end Rusland gør.

Andelen af ikke-statslige aktører vokser

Det ignorerer også den fremvoksende skov af ikke-statslige aktører, der er meget aktive i konflikt og uro i flere dele af verden,  men som agerer på andre præmisser end stat-til-stat-logikken. 

Tilmed befinder vi os i en tid, hvor hele vores verdensorden, hvilende på retsprincipper og normen om international tøjling af magten, står for skud og udfordres fra en række af de selvsamme lande, også i Europa.

Endelig så kan man indvende, at vi har prøvet, hvad truslen om atomkrig og oprustningskapløb gør ved vores samfund og ved global sikkerhed – og det er bare ikke en vej, vi vil bevæge os ud af igen. Atomkrig for pokker – mere militær?! Det er fuldstændig forfejlet svar på det, der er vores – og verdens – udfordringer. 

Der er brug for at ændre kurs og gribe tingene anderledes an. Vi er nødt til at prøve noget nyt. Vi har ikke råd til andet.

At lade forsvarsbudgetterne vokse vil ikke bringe mere dialog, fredelig sameksistens eller mægling. Og at løbe risikoen for, at flere forsvarskroner med højlydt fordømmelse af fjendtlige magter, ikke løber løbsk – er ikke acceptabelt.