I San Diego, hvor jeg bor for tiden, er det amerikanske militær allestedsnærværende. Byen huser en stor flådebase og er omgivet af militærbaser.

Det, der sker i USA, og globalt, i disse år, er alvorligt og splitter og svækker mulighederne for at sætte solidariske alternativer op.

Er man til Jan Guillous bøger om Carl Hamilton, vil man vide, at han netop har gennemgået uddannelse her – i Naval Seals hjerte.

I havnen ligger hangarskibe, og bilbroen over til Coronado-halvøen (med den bedste strand), er angiveligt bygget på en sådan måde, at den indenfor ganske kort tid kan sprænges i luften, i fald flåden skal rykke ud i en krigssituation.

Mlitæret

Det er ikke uaktuelt med en ulmende konflikt mellem styret i USA og i Nordkorea. Det er herfra, amerikanske soldater sendes vestover Stillehavet mod Asien.

På Veterans Day er der skolefri, der er rabatter til ’military families’ overalt selv i genbrugsbutikken, og i vældet af gratis magasiner og aviser på standene foran supermarkeder og cafeer ligger blandt andet MilitaryPress med undertitlen ”serving active and retired military, DoD workers and civilians for more than 40 years”.

I juli kunne man læse om en nylig udkommet bog skrevet af en elitesoldat, Kris Paronto, der tjente i Benghazi i Libyen i 2012, da det amerikanske  konsulat blev angrebet af terrorister, og blandt andet USA's ambassadør blev dræbt. Paronto har en lang militærkarriere og har desuden skiftevis arbejdet for CIA og Blackwater Security Consulting (sic).

Udtalelserne fra elitesoldaten – a hero of Benghazi – er temmelig opsigtsvækkende. Hadet til Hillary Clinton og fortællingen om hendes manglende ansvarsfølelse og handlen i forhold til netop Benghazi får Paronto til at udtale, at han vil være en ’torn i siden på hende”.

Han betvivler mediernes beskrivelser af virkeligheden og erklærer, at ”we have a new combat area”, hvor ’we’ må tale politikerne, TV og nyhedsmediernes folk midt i mod. Det foruroligende ”vi”, må man forstå, er soldaterne, kæmperne, militæret. De rigtige patrioter, der ikke lader sig forstyrre af politik

På mit køleskab sidder en magnet med teksten Love Trumps Hate. Den spiller selvfølgelig både på præsidentnavnet og på, at hans valgkampagne var næret af had. Men Trumps støtter bruger stadig had, og navnlig had mod Hillary Clinton, som et afgørende politisk fundament og mobiliseringsredskab, og måske er det netop omvendt. Hate trumps Love.

Rettigheder i skred

Om end det til stadighed er svært at lægge følelsen af absurd-teater af sig, når man følger tweet-strømmen fra præsident Trump, så er den politiske udvikling i USA og i vores egen del af verden bekymrende.

Skredet i grundlæggende rettigheder, retssikkerhed, forsvaret for og beskyttelse af  grundlæggende demokratiske systemer rejser spørgsmål om, hvor galt det kan gå, hvor langt skredet kan føre. Den nationalistiske højrepopulismes fremmarch er på ingen måde et isoleret problem, vi kan regne med et inddæmme med latter.

Det, der sker i USA, og globalt, i disse år, er alvorligt og splitter og svækker mulighederne for at sætte solidariske alternativer op.

I USA er en manglende fælles offentlighed og massiv mistillid i så store dele af befolkningen til det politiske system et problem, der får yderligere næring fra en alliance af neo-konservative og populister. Og når en formodet amerikansk soldater-helt står frem og siger, at der er krig med politikerne og medierne, så bør alle alarmklokker bimle.