03 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skat er noget, vi giver til hinanden

Blogs

Trine Pertou Mach
Medlem af bestyrelsen i ActionAid International
Blogindlæg af Trine Pertou Mach
søn. 11. feb - 2018
tor. 10. aug - 2017
ons. 17. maj - 2017

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 07. december, 2017, 09:30:34

Skat er noget, vi giver til hinanden

Det er lidt af et kultursammenstød at opleve det amerikanske samfund og den aktuelle politiske debat om skat. Anti-stat-kulturen er udbredt og har mange forgreninger, dette er åbenlyst en af dem, og det er klart, at Trump og almindelige republikanere ideologisk har rødder her.

En hurtig omskrivning af DR’s venlige opfordring til folk om dog at betale deres licens beskriver meget godt, hvordan jeg har det med skat. Grundlæggende, så betaler jeg skat med glæde, fordi fællesskab fungerer, og fordi alle får det bedre, når flere får det bedre. 

USA er præget af ulighed på stort set alle parametre. Og lægger man race ind over klasseperspektivet, bliver billedet af den amerikanske drøm kun yderligere udvisket.

Også derfor er det lidt af et kultursammenstød at opleve det amerikanske samfund og den aktuelle politiske debat om skat. At kommunisme er et skældsord overrasker mig ikke, men at selv et simpelt argument om, at skattebetaling er en måde at styrke det amerikanske samfund på, kan mødes af tilråb som ’kommunisme!’, er alligevel lidt tungt. Anti-stat-kulturen er udbredt og har mange forgreninger, dette er åbenlyst en af dem, og det er klart, at Trump og almindelige republikanere ideologisk har rødder her.

48.000 jobs slagtet

Vi kender hovedhistorien: At skattelettelser til erhvervslivet og de, der har rigeligt i forvejen, vil skabe økonomisk vækst og arbejdspladser. Et argument, der også høres i det hjemlige fra Socialdemokraterne og over-efter: Skattelettelser til de rige vil skabe vækst og job, velstanden siver ned i samfundets lavere lag – og andet skåret over ”trickle-down”-læsten.

Men lytter man til eksempelvis den progressive tænketank Institute for Policy Studies, så står det også klart, at den myte ikke holder. De har analyseret 92 amerikanske selskaber, der de sidste ti år i praksis har betalt under de 20 procent, der nu foreslås, i skat af deres indkomster og har ikke skabt nye arbejdspladser. Faktisk har 48 af dem tilsammen nedlagt næsten 500.000 jobs (mens deres CEO's selvfølgelig har tjent boksen).

 Trumps aktuelle skatteforslag har en voldsom race- og klassemæssig slagside, som man må formode kun er selvforstærkende, når man overvejer, hvordan det voldsomme underskud i statskassen, som forslaget også medfører, skal dækkes. Og det er ikke småpenge, Senatets skatteudvalg har beregnet underskuddet fra reformen til mere end USD 1.000.000.000.000 i løbet af de næste ti år.

Det er omfordeling fra de fattigste til verdens rigeste, som vil noget og går ud sundhed, uddannelse og sociale ydelser for millioner af amerikanere. Sorte amerikanere, latinoer og ja, også millioner af de hvide arbejderklassevælgere (sidstnævnte satte ellers deres lid til Trump sidste år) kommer til at betale regningen.

Hard core klassekamp

Det amerikanske samfund er i forvejen præget af ulighed på stort set alle parametre. Og lægger man race ind over klasseperspektivet, bliver billedet af den amerikanske drøm kun yderligere udvisket.

Det overraskende er ikke, at velhavende amerikanere får mere med Trump og republikanernes skattelovgivning. Det bør heller ikke overraske, at regningen sendes nedad klassestigen, det er klassisk højrefløjspolitik.

Egentlig er det jo bare hard core klassekamp, som man kun kan håbe, når frem til mediernes sende- og formidlingsflader. Nej, det, der kan undre er, hvordan det lader sig gøre at tørre sine arbejderklassevælgere og indtil videre ikke bleve afsløret i sine falske løfter om, at det her gavner den lille mand.

Trumps twitter-krig mod CNN og andre “fake news”-skydeskiver i uskøn blanding med antimuslimsk propaganda virker åbenbart indtil videre som afledningsmanøvre. Og den elite, som Trump ellers lovede at sende ud af Washington, brokker sig næppe heller.

Den amerikanske elites selvberigelse viser med al tydelighed styrken af populismen, og hvordan den bruges politisk. Endnu et sikkert tegn på, at man som venstreorienteret ikke skal gå ned af det indvandrerkritiske spor for at tækkes aktuelle populistiske strømme. I stedet skal de bekæmpes med solidaritet og klassebevidsthed.