20 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Overvejelser om DF og dæmonisering

Blogs

Ulf Harbo
Formand for ForRetssikkerhed
Har været frontkæmper i de sociale modstandsbevægelser, siden han i 2013 blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for Enhedslisten. Er formand i ForRetssikkerhed – Foreningen for erstatning til syge på kontanthjælp, som stævner kommuner, der har lavet ulovlig sagsbehandling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 29. april, 2021, 08:52:46

Overvejelser om DF og dæmonisering

Vi gør os skyldige i grov generalisering af en meget stor befolkningsgruppe, når vi bekræfter hinanden i, at DF-vælgere er racister uden at forsøge at forstå baggrunden for, hvorfor de stemmer for en stram udlændingepolitik.

Til kommunalbestyrelsesmødet den 20. april (video af mødet kan ses her) i Norddjurs Kommune havde Enhedslisten Norddjurs et meget grundigt beskrevet forslag. 

Når vi stempler mennesker som fremmedfjendske, racister eller nazister, risikerer vi, at grøfterne kun bliver gravet dybere, og mange føler sig krænket af os.

Det var en appel til vores borgmester om på vegne af kommunalbestyrelsen at skrive til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg for at få stoppet den humanitære katastrofe, vi risikerer ved at sende syriske flygtninge i Norddjurs Kommune hjem til et uhyrligt regime eller blive interneret i udrejsecentre på ubestemt tid.

Debatten bølgende frem og tilbage mellem DF på den ene side samt SF og Enhedslisten på den anden side, mens de fleste partier i kommunalbestyrelsen valgte ikke at deltage i diskussionen.

Retorikken var hård, og der blev fra DF's side både talt om voldtægter, kriminalitet, en flok analfabeter, og at de bare skal hjem, og at de slet ikke er flygtninge, men immigranter.

Fra SF's side blev der brugt ord som hjerteløs, skammeligt, pinligt, umenneskeligt, og at DF kun er ude på at høste stemmer hos Nye Borgerlige og Socialdemokratiet ved hjælp af grov retorik.

Nazikortet

Jeg sluttede af med at trække nazikortet ved til byrådsmødet at sige:

”Vi lærte efter Anden Verdenskrig og Nürnberg-processen, at vi alle har et personligt ansvar. Vi kan ikke bare sige, at det fik vi ordre til. At sådan var reglerne, og at jeg skulle stå som vagt i koncentrationslejren og sende jøderne ind i gaskammeret. Man har et personligt ansvar for det, når man ser forbrydelser mod menneskeheden – som at sende folk tilbage til tortur og død. Så er man forpligtet til at reagere på det. Det er ikke rart at høre på, men det er, hvad der sker lige nu.”

Den hårde retorik endte med, at DF følte sig misforstået og sammenlignet med nazister, hvilket førte til en reportage i lokalavisen med overskriften, "Dansk Folkeparti: Enhedslisten stempler os som nazister".

Grov generalisering

Jeg har ofte oplevet, at mange af mine kammerater på den politiske venstrefløj dæmoniserer DF's vælgere, men når cirka 33 procent af vælgerne i mit eget området og i mange andre områder stemmer Dansk Folkeparti, så gør vi os selv skyldige i grov generalisering af en meget stor befolkningsgruppe, når vi for eksempel bekræfter hinanden i, at DF-vælgere er racister, uden at forsøge at forstå baggrunden for, hvorfor de stemmer for en stram udlændingepolitik.

Når vi stempler mennesker som fremmedfjendske, racister eller nazister, risikerer vi, at grøfterne kun bliver gravet dybere, og mange føler sig krænket af os, hvilket var præcis, hvad der skete til vores byrådsmøde, hvor Diana Therese Skøtt Larsen fra DF sluttede af med at komme med nogle meget kloge betragtninger om vores egen manglende empati og forståelse for andre end os selv og dem, der deler vores egne holdninger.

”Jeg er noget lamslået over den måde, I tiltaler os på, fordi vi ikke har nøjagtig den samme mening, som I har ... Det vidner jo netop om, at I kun har empati for jeres egen side. I har ikke empati for andre", sagde hun blandt andet.

Generelt kan man sige, at når Ø trækker nazikortet, føler DF sig krænket og trækker offerkortet og gør dermed Ø til krænkeren.

Stop dæmonisering

For at bryde ud af det mønster bliver vi nødt til på venstrefløjen at have forståelse for DF's politik og lade være med at dæmonisere DF's vælgere ved at stemple dem som racister eller nazister.

Det kan for eksempel gøres ved at udvise empati for den frygt, mange har for, at vi hverken kulturelt eller økonomisk har råd til at have for mange flygtninge/indvandrere.

Eller udvise empati for den misundelse, uretfærdighedsfølelse og vrede mange danskere føler, når de selv bliver tabere i vores uddannelsessystem og på vores arbejdsmarked, mens de ser, at mennesker fra andre lande klarer sig megagodt. Disse følelser er funderet i klassiske "os og dem"-flokstrukturer, der er en del af vores biologi som flokdyr og derfor vanskelige at komme udenom.

Men hvordan kan vi udvise forståelse og empati for holdninger om en stram udlændingepolitik uden at legitimere en umenneskelig politik, der resulterer i systemvold, for eksempel i form af tidsubestemt ophold i udrejsecentre på en ø, tålt ophold eller hjemsendelse til forfølgelse, tortur og død?

Det er et kæmpe dilemma, fordi vi på den ene side bør forsøge at drikke dialogkaffe med mennesker, der helt alvorligt siger, at syrerne bare skal hjem hurtigst muligt, fordi de er immigranter, der er kriminelle og voldtager, samtidig med at vi også skal tage skarp afstand fra grove generaliseringer, som fornedrer en kæmpe befolkningsgruppe. 

Den slags generaliseringer gør integrationen dårligere og resulterer i mere kriminalitet og dårligdom, fordi befolkningsgrupper, der systematisk fornedres i det offentlige rum, i større eller mindre grad begynder at internalisere disse holdninger og derfor generelt får sværere ved at blive gode samfundsborgere.

Start med dig selv

Jacob Holdt slår blandt andet fast:

”Vi får de indvandrere, vi har fortjent, fordi vi vælger at skabe dem i vort eget billede. Danskernes negative tænkning om muslimerne er værre end tyskernes om jøderne i 1930'erne.”

Hvis vi skal kigge indad på venstrefløjen i Danmark, kunne man sige, at vi får de racister, vi har fortjent, fordi vi skaber dem i vores eget billede, for eksempel når vi beskylder dem for at være racister eller sammenligner dem med nazisterne under Anden Verdenskrig og dermed lader vores fordomme og vrede få forrang for en respektfuld og empatisk dialog, hvor vi oprigtigt forsøger at forstå det, vi stempler som racistisk.

Jacob Holdt mener, at den værste form for racisme er den, vi alle bedriver i hverdagen, og som ofte er skjult både for en selv og andre, hvilket gør, at den i langt højere grad bliver opfattet som en sandhed og internaliseret i kommende generationer, uden at vi lægger mærke til det, som for eksempel at sorte har mere rytme end hvide mennesker.

Så der er nok at tage fat på, hvis vi på venstrefløjen vil gøre noget ved de fordomme, der gennemsyrer vores samfund, eller sagt med Michal Jackson ikoniske ord fra Man in the Mirror: "If you wanna make the world a better place. Take a look at yourself and then make a change".