Vejlegårdskonflikten igangsatte en nødvendig debat om måden, vi driver fagforening på. Begrebet ”den danske model” var indtil i sommer kun noget, som særligt indviede vidste, hvad dækkede over. Og sådan er det nok i store træk stadig her nogle måneder efter, at Vejlegårdskonflikten var på alles læber.

Prøv at sige ”flexicurity” til et almindeligt LO-medlem eller en gymnasielev og se/hør reaktionen: Flexi-hvad-for-noget?

Til gengæld er bevidstheden om, hvad en rigtig fagforening er, og hvad en overenskomst betyder, vokset i kølvandet på sommerens ophedede Vejlegårdsdebat. Fra at være en tabersag, er konflikten tæt på at blive en vindersag. Stadig flere får øjnene op for forskellen mellem de rigtige fagforeninger og de gule, hvilket blandt andet viser sig ved, at mange de seneste par måneder har skiftet Krifa-medlemskabet ud med et HK-medlemskab.

Det fortæller os, at det nytter at være synlige og gøre noget.

I HK it, medie & industri fik vi en masse reaktioner, da fagforeningen arrangerede en bustur og opfordrede medlemmerne til at køre med til Vejle for at deltage i støttedemonstrationen for 3F’s kamp mod Vejlegården en lørdag i august.

Vi fik sympatitilkendegivelser fra medlemmer, der var glade for at have en fagforening, som var synlig, og som bakkede op om andre forbunds faglige kamp, men andre medlemmer kritiserede os. Vi måtte erkende, at vi havde været for dårlige til at forklare os, og vi gjorde os derpå mere umage med at forklare, hvorfor konflikten var principiel og vigtig. Resultatet var opbakning – også fra de medlemmer, som startede med at være kritiske eller forbeholdne.

Kampagnen ”Er du OK”, som LO og FTF netop har skudt i gang, er et tiltrængt initiativ. Oplysning og kommunikation har stor betydning, men medlemsflugten stoppes ikke ved hjælp af annoncekampagner, medlemsrabatter, facebook-sider eller YouTube-film. Kun ved i praksis at vise forskellen mellem os og de gule, kan vi gøre en forskel.

Langt de fleste fagforeninger har udviklet sig til at være institutioner, der opfattes som – og agerer på linje med - forsikringsselskaber, advokatfirmaer eller offentlige kontorer. Man er blevet sagsbehandlere i stedet for at understøtte organiseringen og det faglige arbejde på arbejdspladserne, selvom det jo er lige præcis dér, den faglige kamp føres bedst.

Afstanden mellem fagforening og medlem er vokset. Store lønforskelle fagforeningsansatte og medlemmer imellem uddyber afstanden, og gør vi ikke noget ved det, vil det føre til yderligere medlemsflugt. Medlemmerne skal kunne spejle sig i deres faglige organisation, og det er umuligt, hvis løngabet er for stort. Arbejder man i en fagforening, skal det være fordi, man mener noget med det – det må aldrig være på grund af lukrative løn- og arbejdsforhold.

HK it, medie & industri har besluttet at være en organiserende fagforening. Det betyder i praksis, at vi arbejder for at genskabe det faglige fællesskab på arbejdspladserne. Vi fører naturligvis de faglige sager og yder den juridiske bistand, medlemmerne har behov for, men det opsøgende arbejde i forhold til arbejdspladser og medlemmer har høj prioritet. Vi bruger mange kræfter på at tegne overenskomster, få valgt tillidsrepræsentanter, få opbygget stærke arbejdspladsklubber og få engageret medlemmerne i det faglige arbejde.

Medlemmerne ude på arbejdspladserne er nemlig klart de bedste til at løse de faglige problemer. En dygtig tillidsrepræsentant kan skaffe bedre resultater, end vi kan opnå i en faglig voldgift eller i byretten, og det er gennem lokal faglig aktivitet, forståelsen for den faglige organisering, skabes.