En dagligdags situation i en fagforening: Der står et ulykkeligt og desperat medlem foran os og fortæller, hvordan hans/hendes liv er ved at gå i tusind stykker. Medlemmet har først i to år fortvivlet ledt efter et job, som ikke findes, og derefter været på arbejdsmarkeds- eller uddannelsesydelse, men nu er det slut. Forude venter kontanthjælpen eller - i mange tilfælde - slet ingenting.

En ny LO-formand skal både prioritere medlemmernes interesser frem for partipolitik, og arbejde for en samlet og stærk fagbevægelse.

Den sociale nedtur har allerede længe været en kendsgerning for medlemmet. Nu truer det endelige sammenbrud. Huset må sælges, og måske må familien endog splittes. Medlemmerne spørger: Hvad skal vi gøre? Og de spørger: Hvorfor gør fagbevægelsen dog ikke noget?

De ændrede dagpengeregler blev vedtaget af den forrige regering med støtte fra DF og Radikale Venstre, og Helle Thorning-Schmidt forbrød sig mod egne udtalelser og valgløfter, da hun i regeringsgrundlaget accepterede ændringerne. At hun hårdnakket fastholder reglerne trods et parlamentarisk flertal for at ændre dem, er hendes og Socialdemokraternes problem, men at LO’s formand Harald Børsting ikke klart og entydigt siger fra, er hele fagbevægelsens problem.

Børsting svigtede

I august var LO-toppen inviteret til møde med den socialdemokratiske folketingsgruppe. Forud for mødet havde en række forbundsformænd fra bl.a. HK, Dansk Metal og Dansk El-Forbund udtalt, at de ville sætte dagpengeproblematikken øverst på dagsordenen.

De udmeldinger blev registreret og vakte glæde blandt medlemmerne, men glæden var desværre kort. Umiddelbart inden mødet følte LO-formand Harald Børsting (som man ellers ikke kan beskylde for at gøre meget væsen af sig til daglig) sig nemlig kaldet til at tale forbundsformændene midt imod. ”Nu må fagbevægelsen holde op med at kritisere regeringen så meget”, lød det.

Det var ikke formanden for LO, der talte, men en partisoldat, og den udmelding var et totalt svigt over for de medlemmer, hvis interesser Børsting er valgt til at varetage. Dermed fortabte han for mig at se også endegyldigt retten til at udtale sig på dansk fagbevægelses vegne.

Ny LO-formand

LO holder kongres næste efterår, og der skal vælges ny formand. Allerede nu er der fuld fart på diskussionerne om, hvem der skal afløse Børsting som LO-formand. Der bages rævekager og laves underhåndsaftaler forbund imellem, men kun få bekymrer sig reelt om at skabe et samlet og stærkt LO eller om at føre den vigtige diskussion om en mulig fremtidig fusion af LO og FTF.

Ingen har endnu officielt meldt sig som formandskandidat, men der florerer mange bud. Til gengæld står en ting klart: Skal LO have en formand, der vil prioritere medlemmernes interesser frem for partipolitik, og en formand, som med ildhu vil arbejde for en samlet og stærk fagbevægelse, snævrer kandidatfeltet sig betragteligt ind.