Meget har forandret sig, siden regeringen for halvanden måned siden iværksatte, hvad der er blevet betegnet som en nedlukning af Danmark.

Vejen ud af den aktuelle økonomiske krise må tage sit afsæt i den politiske forståelse, der blev formuleret som grundlag for regeringens dannelse.

Mange har ganske vist fortsat deres daglige arbejde, men hverdagen har været forandret, og for hundredtusindvis af borgere har nedlukningen været en realitet, der har ramt dem hårdt. Mange har mistet deres arbejde. Endnu flere er blevet hjemsendt med en alvorlig bekymring om, at deres arbejdsplads helt kan forsvinde.

De, der i forvejen var ramt af ledighed eller var sygemeldt fra deres arbejde, er kommet endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

Sundhed før økonomi

De økonomiske problemer er helt indlysende sekundære i forhold til den gigantiske sundhedsmæssige krise, der har ramt vores samfund. Den entydige politiske prioritering har for Enhedslisten været at begrænse smittespredningen og sikre optimale betingelser for af behandle de, der rammes af covid-19.

Sådan er det fortsat. Det er ikke mindst afgørende, at vi som samfund skærmer de ældre, kronisk syge og mennesker med handicap, der er særligt sårbare overfor coronaen.

Det skal derfor også være sundhedsfaglige vurderinger, der sætter rammerne for en genåbning af virksomheder og offentlige institutioner. Sundheden kommer først, hvilket dog på ingen måde må føre til en negligering af krisens økonomiske og bredere samfundsmæssige konsekvenser.

Håndteringen af krisen kan få meget afgørende betydning for den økonomiske og politiske udvikling mange år frem.

Hvor dyb og langvarig, krisen kommer til at være, skal der ikke lyde noget bud på her, men det er vigtigt at slå fast, at coronavirussen ikke er årsagen, men blot den udløsende faktor for den økonomiske krise, vi er på vej ind i.

Arbejdsløsheden eksploderer

Det har længe været forudset, at vi stod overfor endnu en af de tilbagevendende økonomiske kriser, der er iboende vores samfundssystem. Men den bratte nedlukning af vitale samfundsinstitutioner, virksomheder og handel fra den ene dag til den anden giver i sagens natur krisen nogle specifikke træk og har betydet en helt ekstrem hurtig vækst i arbejdsløsheden.

Den hidtidige håndtering af coronakrisen har i hvert tilfælde på overfladen været præget af en betydelig politisk konsensus. Ingen har for alvor villet træde op mod sundhedsmyndighedernes anbefalinger, men det er på det seneste blevet tydeligere, at der ikke overraskende er meget forskellige holdninger til, hvem der skal betale krisens pris, og hvilke mere langsigtede løsninger der er behov for.

Stod det til Venstre og de øvrige borgerlige partier, ville der tilsyneladende ingen grænser være for omfanget af en betingelsesløs støtte til erhvervslivet, mens viljen til at hjælpe de økonomisk dårligt stillede kan ligge på et lille sted.

Der er derfor grund til at glæde sig over, at regeringen i betydelig grad har været lydhør overfor fagbevægelsens og venstrefløjens krav. Støtte til lønkompensation er blevet betinget af at undlade fyringer, og i den seneste aftale er der ikke mindst efter pres fra Enhedslisten lagt hindringer i vejen for, at støttekroner ender hos aktionærerne eller i skattely.

Desværre har regeringen ikke villet lave løsninger, der i rimelig grad tilgodeser de mange ledige. Det er godt, at der er sket en midlertidig suspension af dagpengeperiodens længde, 225-timers-reglen og tidsbegrænsningen for sygedagpenge. Men det er helt skævt, at regeringen har afvist en midlertidig forhøjelse af dagpengene, selv om kravet er ført frem af en samlet fagbevægelse.

Grønne og socialt retfærdige løsninger

I de kommende måneder vil det for alvor vise sig, hvad vej regeringen vil gå. Det skal ikke her kritiseres, at regeringen er gået efter brede politiske aftaler om de akutte initiativer for at inddæmme sundhedskrisen. Men en tilsvarende konsensussøgende linje er ikke en gangbar metode til den videre håndtering af den økonomiske krise.

Forhåbentlig er sporene fra Thornings katastrofale regeringsperiode stadig så friske, at regeringen ikke fristes til at basere sine økonomiske kriseløsninger på kompromiser med højrefløjen.

Vejen ud af den aktuelle økonomiske krise må tage sit afsæt i den politiske forståelse, der blev formuleret som grundlag for regeringens dannelse og den linje, der blev lagt ved efterårets finanslovsaftale.

Der skal gennemføres en gigantisk indsats til for at løse klimaudfordringerne. Den offentlige velfærd, der har vist sin uvurderlige betydning de seneste uger, skal genoprettes og udbygges, og de ledige, de syge og de udsatte skal ikke betale krisens omkostninger.

Vejen ud af krisen skal være grøn og socialt retfærdig.