19 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsfællesskabers betydning

Blogs

Jeanette Sjøberg
Lærer og debattør
Født i 1966. Folkeskolelærer siden 1995 og fagpolitisk aktiv gennem en lang årrække.
Blogindlæg af Jeanette Sjøberg

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 20. april, 2020, 09:40:57

Arbejdsfællesskabers betydning

Coronakrisen har understreget betydningen af fællesskaber både på arbejdet og privat. Nedlukningen skete af hensyn til mennesker og menneskeliv. Lad os håbe, at genstarten fortsætter med at sætte menneskelige værdier og arbejdsfællesskaber højt.

I årtier har vi vidst, hvor stor betydning arbejdsfællesskaber på arbejdspladser har for vores fysiske og psykiske velbefindende. Et godt fællesskab og en sund kultur på arbejdspladser medvirker til et tillidsfuldt samarbejde, hvor både komplicerede opgaver løses, og samtidig fremmer de vigtige menneskelige relationer mellem kolleger af mere personlig karakter. Arbejdsfællesskaber bidrager med arbejdsglæde og faglig stolthed.

Med genstarten af samfund og arbejdspladser er der en enestående chance for at få skabt gode og værdifulde arbejdsfællesskaber.

Ikke desto mindre har jagten på effektivitet på flere måder ændret det danske arbejdsmarked – først i det private og siden i offentlig regi med indførelsen af diverse styringsteorier ud fra devisen 'mere for mindre' med New Public Management og andre styringsteorier for at optimere produktivitet, vækst og effektivitet.

Det har medført en topstyring med omfattende fokus på kontrol, ledelsesmetoder, måltal med videre og medvirket til en årelang række af nedskæringer, besparelser og udliciteringer.

I brancher ses endda brug af resultatorienteret målstyring, hvilket har medført, at arbejdsfællesskaber desværre ofte er røget ud med badevandet, og hvor kolleger i jagten på måltal snarere er blevet konkurrenter frem for at arbejde sammen om opgaveløsningen. I andre brancher er den såkaldte 'kerneopgave' skåret helt ind til benet, og der er sat minuttal på hver eneste delopgave. Arbejde er blevet benhård business.

På arbejde – hver for sig

Det er fortsat alt for tidligt at sige noget om, hvordan det vil gå med den coronasituation, som vi p.t. befinder os midt i, og hvad vi kommer til at lære heraf herunder regeringens beslutninger og foranstaltninger, hvilken betydning det får for de mange arbejdspladser samt på det mere personlige niveau for borgerne.

Alligevel har vi på nuværende tidspunkt oplevet store forandringer i vores hverdag, hvad enten vi er ansatte, erhvervsdrivende, studerende eller elever. Vi har gjort os de første erfaringer med de nye foranstaltninger i en forandret og isoleret hverdag.

Det er blevet tydeligt, at vi ikke kan undvære andre mennesker, det sociale samvær med familie, venner og kolleger. Det går ud over vores trivsel og mentale sundhed at være mere eller mindre isoleret.

Vi mærker, at arbejdsfællesskaber er vigtige, vigtigere end som så, og meget går lettere, når vi kan mødes, tale sammen, sparre med hinanden og udveksle viden og erfaringer. Selv om pc-skærmene kan bruges som nødplan til det mest presserende arbejde, giver det ikke samme oplevelse af fællesskab og kollegialt samvær.

Betydning af fællesskaber

Vi må konstatere, at vi er indbyrdes afhængige af hinanden og nok mere, end vi måske gik og var bevidste om – før en alvorlig virus ramte landet. Arbejdsfællesskaber for såvel arbejdende, som for studerende og elever har stor betydning for vores sociale liv og trivsel, for kolleger og kammerater er givende på mange planer.

Regering og Folketing har valgt at følge en klar strategi, hvor mennesker og menneskeliv sættes højere end økonomi, vækst og effektivitet. Man troede nærmest ikke, det var muligt med denne politiske prioritering, men det har gjort stort og stærkt indtryk, at mennesker værdsættes højere end systemer.

Forude venter en vigtig opgave med at få samfund og arbejdspladser til at blive godt kørende igen.

Genstart giver nye muligheder

Når nu den komplicerede opgave med genoplukning af landet og genstart af arbejdspladser, skoler og uddannelsesinstitutioner er sat i gang, og de mange kommende faser iværksættes, så lad os fortsætte med at sætte menneskelige værdier og arbejdsfællesskaber højt.

Med genstarten af samfund og arbejdspladser er der en enestående chance for at få skabt gode og værdifulde arbejdsfællesskaber – for de har stor betydning både rent menneskeligt, kollegialt og på bundlinjen.