30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tidligere havnedirektør tiltales for sms-snageri

Statsadvokat omgør politi-beslutning

Tidligere havnedirektør tiltales for sms-snageri

Statsadvokaten i Viborg rejser nu tiltale mod Aarhus Havn's tidligere ledelse for overtrædelse af staffeloven. Til gengæld går Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) fri.

Statsadvokaten i Viborg har omgjort Østjyllands Politis tidligere beslutning om ikke at køre sag mod Aarhus Havn og den tidligere direktør for at have aflæst ansattes SMS'er.
FOTO: PN
1 af 1

Anklagemyndigheden besluttede i sidste uge at rejse tiltale mod tidligere havnedirektør for Aarhus Havn, Bjarne Mathiesen.

Aarhus Havn har i strid med straffeloven læst ansattes SMS’er, mener statsadvokaten i Viborg Jan Reckendorff.

Jeg har ved min afgørelse blandt andet lagt vægt på, at aflæsningen af SMS’erne skete fra en tillidsmands telefon, som også blev brugt privat.
Jan Reckendorff, statsadvokat

Den afgørelse bliver modtaget med glæde af én af de tre kranførere, der blev fyret som følge af sagen.

– Endelig blæser vinden vores vej. Afgørelsen er en stor sejr for os og ikke mindst de kolleger, der stadig slås med dårligt klima på havnen. Man kan jo håbe på, at der er bedre tider på vej, lyder det fra tidligere arbejdsmiljørepræsentant Keld Sørensen.

Statsadvokaten oplyser, at straffesagen om SMS’erne bliver rejst mod Aarhus Havn som virksomhed, den tidligere direktør og driftchef Poul Erik Jessen. 

– Straffesagen kommer hovedsageligt til at handle om, hvor langt en arbejdsgiver egentlig må gå for at skaffe sig adgang til medarbejderes private kommunikation med hinanden, siger Jan Reckendorff.

Han fortsætter:

– Jeg har ved min afgørelse blandt andet lagt vægt på, at aflæsningen af SMS’erne skete fra en tillidsmands telefon, som også blev brugt privat.

Sms-sagen

Den såkaldte sms-sag udsprang af en længerevarende faglig konflikt på Aarhus Havn.

Konflikten skærpes, da havnens daværende direktør Bjarne Mathiesen beordrer arbejdsmiljørepræsentant Frants B. Rasmussens telefon tømt for SMS’er. Formanden for havnebestyrelsen, borgmester Jakob Bundsgaard (S), godkender, at det sker.

På baggrund af 1000 SMS’er i telefonen bliver tre kranførere efterfølgende bortvist. Blandt dem er Frants B. Rasmussen og Keld Sørensen, begge tillidsvalgte. Det sker i november 2012.

De tre fyrede og 25 tilbageværende kranførere, der alle havde modtaget eller sendt SMS'er til telefonen med de beslaglagte beskeder, meldte borgmesteren og havnedirektøren til politiet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om brevhemmeligheden.

Østjyllands Politi afviste første gang i februar 2013 at rejse sagen. Den afgørelse omgjorde statsadvokaten i Viborg, og sendte sagen videre til Datatilsynet.

På trods af at Datatilsynet når frem til, at aflytningen var ulovlig, besluttede Østjyllands Politi i oktober 2013 endnu engang at standse yderligere efterforskning.

Borgmesteren slipper

Borgmester Jakob Bundsgaard, der i et svar til byrådet godkendte havnedirektørens snagen i sms'erne, slipper til gengæld for yderligere tiltale. 

– Efterforskningen har afklaret, at borgmesteren ikke havde noget at gøre med beslutningen om at aflæse mobilerne for SMS’er. Strafferetligt er der ikke grundlag for at føre sag mod Jacob Bundsgaard. Borgmesteren er ikke længere sigtet, siger Jan Reckendorff.

Selve retssagen afgør, hvilken straf lovovertrædelsen skal udløse, men ifølge statsadvokaten bliver der sandsynligvis tale om en bøde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. mar. 2015 - 15:28   21. apr. 2015 - 09:08

Sms-sag

noc@arbejderen.dk
SMS-sagen kort

Som led i en faglig konflikt på Aarhus Havn beordrer havnedirektør Bjarne Mathiesen en arbejdsmiljørepræsentants telefon tømt for sms’er. Formand for havnebestyrelsen, borgmester Jakob Bundsgaard (S), godkender, at det sket.

På baggrund af de 1000 sms’er i telefonen bliver tre kranførere bortvist, heraf to arbejdsmiljørepræsentanter. Det sker i november 2012.

De tre fyrede og 25 tilbageværende kranførere melder borgmester og havnedirektør til Østjyllands Politi for overtrædelse af straffeloven.

Politiet har to gange - 7. februar 2013 og 9. oktober 2014 - afvist at efterforske sagen.

Havnearbejderne klager til Statsadvokaten, som den 15. oktober 2014 beslutter at omgøre politiets afgørelse.

Samtidig rejser Statsadvokaten sigtelse mod Jakob Bundsgaard og Bjarne Mathiesen.

Den 18. september afsiger Retten i Aarhus dom og den tidligere havnedirektør Bjarne Mathiesen bliver dømt for ulovligt at have læst en tillidsvalgts sms'er.

>> Se alle artikler i sagen her