22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Heunicke vil lukke dumping-hul i vognmandsbranchen

Nyt lovforslag

Heunicke vil lukke dumping-hul i vognmandsbranchen

Trafikministeren er klar med forslag om, at vognmænd, der kører persontransport for det offentlige, skal følge toneangivende landsdækkende overenskomster

– Lovforslaget er et bidrag i regeringens kamp mod social dumping, som er en trussel mod den danske aftalemodel, og som er med til at skabe ulige konkurrencevilkår i branchen, siger Magnus Heunicke.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Transportminister Magnus Heunicke (S) foreslår ny lov, der skal sikre bedre løn og arbejdsvilkår til chauffører, der kører persontransport for kommuner og regioner, også kaldet OST-kørsel.

Det skal som udgangspunkt være niveauet i de mest repræsentative landsdækkende overenskomster i branchen, der skal følges.
Magnus Heunicke

– Det skal som udgangspunkt være niveauet i de mest repræsentative landsdækkende overenskomster i branchen, der skal følges, som netop garanterer et ordentligt lønniveau for chauffører, siger Transportministeren om indholdet i lovforslaget.

Et eksempel på den type overenskomst kan være aftalt mellem fagforbundet 3F og arbejdsgiverne i DI.

Forslaget til lovændring er en reaktion på en højesteretsdom fra februar måned i en sag rejst af den nordjyske vognmand Jørgen Færch mod Trafikstyrelsen.

Færch har i årevis ligget i åben strid med netop 3F. Vognmanden har først aflønnet sine ansatte efter en overenskomst indgået mellem vognmandsforeningen Nortra og chaufførforeningen af samme navn, og dernæst Krifas overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening.

Ifølge begge overenskomster er det helt i orden at provisionslønne sine chauffører i stedet for at betale dem timeløn. Og det synes Højesteret også er i orden.

Intentionerne

Dommen slår altså fast, at vognmanden kan følge en hvilken som helst overenskomst uanset indhold, og det mener Magnus Heunicke åbner op for løndumping i en i forvejen presset branche. 

– Det er imod intentionen med loven, som er, at man skal følge de toneangivende landsdækkende overenskomster, som indeholder bestemmelser om pension, løn under sygdom mm, lyder det fra ministeren, der med lovændringen vil bringe lønningerne tilbage til den hidtidige praksis. 

At regeringen handler på spørgsmålet, glæder Jens Laursen, der er formand for transportgruppen i 3F Randers.

– Jeg håber loven bliver vedtaget, så vi kan få gjort op med de slavelignende forhold, vores medlemmer bliver budt af vognmænd, der kæmper om at komme til fadet. Stor ros til ministeren for at reagere, siger Jens Laursen til Arbejderen.

Han har forsøgt at råbe politikerne op, om den løndumping, der i årevis har fundet sted indenfor transport af handicappede, ældre og skolebørn.

Brodne kar

– Vi har masser af brodne kar i branchen, og vi kender eksempler på chauffører, der arbejder op til 16 -18 timer i døgnet til en løn på 80-85 kroner i timen. Overtidsbetaling og ekstra betaling for at køre i weekends, på helligdage og aften/nat er der ikke noget, der hedder, lyder det fra 3F Randers.

De vilkår, medlemmerne arbejder under, har fået Jens Lauersen til at beskylde regioner og kommuner for at høre til blandt landets største løndumpere.

Løndumpingen foregår via offentligt drevne og kontrollerede trafikselskaber. De sender kørsel i udbud og accepterer tilbud på persontransport fra vognmænd, der tydeligvis ligger langt under, hvad det koster at drive en vognmandsforretning.

Det samme oplever 3F Københavns Chaufførerer. Derfor er der også fra dem stor tilfredshed med ministerens initiativ.

Konsulent Bo Weye Hansen har især bemærket formuleringen i forslaget, der præciserer, at lønningerne skal følge landsdækkende overenskomster.

– På den måde kan vi forhåbentlig få sat en stopper for de vognmænd, der inviterer en chauffør på frokost og får ham til at sætte en underskrift på en "lokal" aftale, siger Bo Weye Hansen.

Han vurderer, at loven, såfremt den bliver vedtaget, kan lukke den ladeport for social dumping, som blev åbnet med højestertsdommen.

Ny lov den 1. juli

Bliver loven fra Transportministeriet vedtaget, træder den i kraft den 1. juli 2015.

Nordjyllands Trafikselskab (NT) tør imidlertid ikke vente på lovgivningsproceesn, udtaler formand Thomas Kastrup-Larsen, der også er socialdemokratisk borgmester i Aalborg Kommune.

På et bestyrelsesmøde onsdag besluttede NT at gøre det til et vilkår i et kommende udbud af persontransport, at vognmændene ikke anvender privisionsaflønnede chauffører.

– Den ideelle løsning ville være at ændre lovgivningen, men for at være sikker på, at grundlaget er på plads til vores næste udbud af flextrafik til sommer, så sætter vi gang i en proces, som vi selv er herre over, udtaler Thomas Kastrup-Larsen til Nordjyske Stiftstidende.

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. mar. 2015 - 05:18   27. mar. 2015 - 05:20

Løndumping

noc@arbejderen.dk