Hvor blev den øgede tryghed af i industriforliget og hvorfor satsede forhandlerne ikke på at bruge fagbevægelsens styrke med mobilisering af medlemmerne til at opnå virkelige nye principielle resultater?

CO-industri har helt opgivet at opnå forbedringer i forhold til øget tryghed.
Servicegruppen i 3F BJMF

Sådan lyder spørgsmålet fra Servicegruppen i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København. Gruppens bestyrelse har besluttet at anbefale et nej til de nye overenskomster, som i disse uger er til urafstemning blandt 600.000 privatansatte fagforeningsmedlemmer.

Ifølge gruppebestyrelsen indeholder forliget visse konkrete forbedringer, men de har et yderst begrænset indhold, meget er omkostningsneutralt for arbejdsgiverne eller betalt med en treårig overenskomstperiode og arbejdsgivernes ensidige ret til at forøge den ugentlige arbejdstid til 42 timer i perioder.

Ingen tryghed

I en udtalelse skriver bestyrelsen for Servicegruppen, at deres gennemgang af forliget viser, at fagbevægelsens forhandlere i CO-industri "helt har opgivet at opnå forbedringer i forhold til øget tryghed".

Bestyrelsen peger på, at forringelserne af dagpengesystemet ellers kalder på tiltag i overenskomsterne, som kan sikre øget tryghed i ansættelsen, som forlængede opsigelsesvarsler og forbedringer af fratrædelsesgodtgørelser.

Servicegruppen kritiserer også overenskomsterne for ikke, at sikre "en reel omfordeling mellem profit og løn i en situation hvor arbejdsgivernes store overskud skulle gøre det muligt".

Solidaritet med byggeriet

Nej-anbefalingen skyldes også en solidarisk indstilling overfor arbejderne indenfor byggeriet, hvor utilfredsheden med forhandlingsresultatet er udbredt. For bygningsarbejderne har ønsket om effektive værktøjer til bekæmpelse af social dumping længe stået helt i top på ønskelisten over forbedringer i overenskomsterne.

Men, som Servicegruppens bestyrelse påpeger i udtalelsen, indeholder den skitse, der nu er til afstemning, "ingen reelle forbedringer i forhold til social dumping som for eksempel kædeansvar".

Og så er skitsen i øvrigt for usolidarisk med de lavestlønnede. Stod det til Servicegruppens bestyrelse, skulle man her have kæmpet for, "en solidarisk lønpolitik, der kunne have givet et lønløft til de minimallønsområder, der står svagt ved de lokale lønforhandlinger."