11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lærlinge vil have del i mesters overskud

Ungdom i aktion:

Lærlinge vil have del i mesters overskud

Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri har ordrebøgerne fulde og scorer penge på at have lærlinge, konstaterer 3F BJMF Ungdom. De unge mener, at byggeriets fremgang skal kunne ses på den kommende overenskomster.

De forgyldte tal viser, hvad byggeriets arbejdsgivere kan tjene på at have en lærling. Der er penge nok til at indfri vores krav til overenskomsterne, lyder det fra BJMF Ungdom, der onsdag aktionerede foran Dansk Byggeris domicil i København.
FOTO: BJMF Ungdom
1 af 1

Resultatet af overenskomstforhandlingerne skal afspejle, at firmaerne i byggebranchen tjener godt, og at de har ordrebøgerne fulde.

Nu har vi i flere år holdt igen på grund af krisen, og så skal vi vel også mærke, når det går fremad igen.
Elias Olsen, BJMF Ungdom

Det mener de unge fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF), der onsdag gennemførte en aktion foran Dansk Byggeris domicil på Nørre Voldgade i København. 

Med store forgyldte tal på halvanden meters højde dannede de unge aktivister summen 277.190 kroner, hvilket svarer til det beløb, som en arbejdsgiver i byggeriet kan tjene ved at ansætte en lærling.

– Arbejdsgiverne kan ikke undskylde sig med, at de ikke har råd. Nu har vi i flere år holdt igen på grund af krisen, og så skal vi vel også mærke, når det går fremad igen, siger stukkatørlærling Elias Olsen til Arbejderen.

Pension

Han er aktiv i BJMF Ungdom, som har forberedt sig grundigt op til overenskomstforhandlingerne, og som blandt andet rejser kravene om betaling af værktøj og indbetaling til pension fra den dag, lærlingeforløbet starter.

– I dag får man først pension indenfor byggeriets overenskomst, når man fylder 20 år, men mange er jo yngre, når de går i lære. Det burde være en selvfølge, at vi som vores ældre kolleger, får indbetalt til pension fra dag ét. Det er de første penge, der giver mest i den anden ende, argumenterer murersvend Morten Egede, der ud over at være aktiv i BJMF er formand for 3F Ungdom.

De unges aktion var timet efter, at repræsentanter fra byggefagforeningerne og byggeriets arbejdsgivere skulle have snakket sammen onsdag, men ifølge Arbejderens oplysninger er der dømt tænkepause i forhandlingerne. Ikke uventet skal det være løsningen på udfordringerne med udenlandsk arbejdskraft i byggebranchen - det vil sige den sociale dumping - der skiller parterne. 

Af de store overenskomster er fagforeninger og arbejdsgivere på det toneangivende industriområde foreløbig ene om at være kommet i mål, mens cirka 110.000 bygningsarbejdere og 80.000 ansatte i transportsektoren stadig mangler at se et forslag til nye overenskomster.

Nej til kopi

Traditionen tro følger de overenskomster, som kommer efter industrien, stort set industriforligets indhold. Men hvis byggeriet kopierer den del som omhandler lærlingene, så er der ikke grund til at juble, mener Bodil Signe Wedele, der er formand for BJMF Ungdom. 

– På pensionsdelen kan vi slet ikke hente noget. Industrilærlinge opnår kun det, vi har i dag. Og i stedet for stigningen på 1,7 procent i lærlinge- og elevsatserne, så foretrækker vi kroner og øre-stigning, som er mest solidarisk, siger ungdomsformanden til Arbejderen.

Forhandlingerne på byggeområdet forventes genoptaget i weekenden. Og måske lykkes det så BJMF Ungdom at give forhandlerne en hilsen med på vejen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2017 - 16:02   04. apr. 2017 - 15:50

OK 2017

noc@arbejderen.dk