De har deres arbejdsjakker med. Med flouriserende farver og refleksbånd. Også hjelmene har de med. Alt det på trods af at byggepladsen i dag – i hvert fald for nogle timer – er skiftet ud med et lille kontor bag Københavns Byret i den indre by.

Vi havde det godt i Italien, men der var ikke noget arbejde at få.
Vincenzo Pascale

Vi befinder os hos tolken Carina Graversen, og der er fundet ekstra stole frem, og kaffen er kommet på bordet. Til stede er tillidsmand Pasquale Zaza, metalarbejder Vincenzo Pascale og specialarbejder Claudio Chirico. De er alle medlemmer af fagforeningen 3F, arbejder på metrobyggeriet og er ansatte i det italienske entreprenørfirma Cipa, som også har sendt Gianluca Aprea fra firmaets administrationskontor.

Alle fire er, som navnene antyder, italienere, og så er de gået med til at fortælle Arbejderens læsere om det at komme til et fremmed land for at arbejde. Allerhelst vil de dog gerne fortælle om den positive forandring, de føler, der er sket i Cipa siden afslutningen på det historiske sværdslag, virksomheden udkæmpede med 3F, og som i marts 2015 endte med, at Cipa idømtes Danmarkshistoriens største bod for social dumping.

– Jeg starter. Det gør jeg altid, griner 45-årige Pasquale Zaza fra Bari i Apulien. Han har efterladt en kone og to døtre på hjemegnen. Både Pasquale og hans familie håber dog på at få økonomisk råderum til at trække rødderne endegyldigt op og flytte dem til den danske muld.

Pasquale Zaza var et af de uundværlige vidner, som gjorde 3F's sag imod Cipa mulig, og som sikrede firmaets ansatte den historiske efterbetaling af skyldig løn. Det har kollegaerne kvitteret for ved at vælge Pasquale til deres tillidsmand.

– Før jeg kom hertil, havde jeg arbejdet for Cipa i Italien i tre måneder. De foreslår så eller spørger mig, om jeg har lyst til at tage med til Danmark og arbejde. Og det vil jeg gerne, for jeg vil gerne til udlandet. Jeg havde tidligere været i Tyskland og arbejde i en kort periode, og det ville jeg faktisk gerne prøve igen - at bo og arbejde i udlandet.

På trods af at Pasquale hjemme i Italien altid havde været medlem af fagforeningen, melder han sig ikke med det første ind i den lokale fagforening, da han kommer til København i november 2013.

– Kollegaerne sagde, at jeg ikke skulle melde mig ind, fordi det godt kunne få konsekvenser. Jeg fik at vide, at jeg kunne risikere at miste mit arbejde, og eftersom jeg faktisk gerne ville arbejde, meldte jeg mig ikke ind, forklarer han.

Jeg er selvfølgelig bange for at blive fyret. Men jeg havde tillid til 3F.
Pasquale Zaza

Ikke før Pasquale Zaza i januar 2015 opsøger fagforeningen 3F BJMF for at høre om hans rettigheder i forhold til at modtage børnechek, griber de faglige sekretærer Silas Grage og Elo Hansen chancen og fortæller Pasquale om den sag, man er i gang med at bygge op imod Cipa.

– Jeg fik tillid til 3F lige med det samme. Efter at jeg havde siddet og talt med Silas og Elo i fire timer. De lovede mig ingenting, men sagde at de ville gøre, hvad de kunne for at hjælpe mig.

– De viser mig nogle lønsedler og stiller mig en masse spørgsmål. De fortæller, at de mangler et italiensk vidne, og jeg beslutter, at det vil jeg gerne. Det betyder, at mit navn kommer ud, og jeg er selvfølgelig bange for at blive fyret. Men jeg havde tillid til 3F. Det havde jeg bare.

Beslutningen får da også umiddelbare sociale konsekvenser for Pasquale, som får en kollektiv kold skulder af kollegaerne i de efterfølgende tre måneder:

– Det er ikke mange af mine kollegaer, som taler til mig, og der er faktisk heller ikke rigtigt nogen, som tror på, at sagen kommer til at betyde noget som helst for nogen. Men efter sagens afslutning ændrede det sig. For der er jeg jo blevet takket af mine kolleager for, at jeg gjorde det, jeg gjorde. Og det har jo også betydet, at de har fået nogle meget bedre arbejdsforhold.

Ligepludselig uden varsel, bliver vi hentet og kørt til Ringsted.
Vincenzo Pascale

Pasquales kollega Vincenzo Pascale husker også, hvordan det var ugleset at melde sig i fagforening. Han kom til Danmark fem måneder, inden slaget mellem 3F og Cipa bliver endeligt afgjort. Han husker også det skift, som sagens udfald fører til:

– Pludselig siger virksomheden: "Ved i hvad drenge? I kan godt melde jer ind i en fagforening".

Vincenzo melder sig dog ikke i fagforening, før han et års tid senere kommer ud for en ulykke på jobbet. En historie vi vender tilbage til.

Et nedlagt plejehjem og en meget lille villa

Vincenzo Pascale kommer fra Napoli, hvor hans ukrainske hustru og fire børn stadig bor. Ligesom de øvrige tilstedeværende drømmer Vincenzo og hans familie om at flytte permanent til Danmark. Det på trods af at Vencenzos tur til Danmark ikke var lige så frivillig som Pasquales:

– Vi havde det godt i Italien, men der var ikke noget arbejde at få, så da jeg fik muligheden for at tage til Danmark og arbejde, gjorde jeg det, siger Vincenzo Pascale, som op til den dag, han lander i Kastrup Lufthavn, aldrig før har været uden for Italiens grænser og heller aldrig har haft noget behov for det.

– Vi bliver hentet i lufthavnen og bliver kørt ud på Hotel Bel Air. Der er vi så en måneds tid. Så en søndag, lige pludselig uden varsel, bliver vi hentet og kørt til Ringsted. Vi kommer til at bo i et hus ude på landet. Langt ude på landet. Der er ikke noget varme, og det er koldt. Der er vi i tre måneder. Vi betalte selv vores husleje derude. Så efter tre måneder bliver vi flyttet igen til der, hvor jeg bor nu, og det er på det hostel, som er i Ringsted, som også Pasquale har boet på.

Som udgangspunkt har Cipa altid forsøgt at hjælpe og gøre så meget, de kunne for de folk, som kommer hertil.
Gianluca Aprea

Den bygning, som både Pasquale og Vincenzo bliver indlogeret i, er faktisk ikke et hostel, men et nedlagt plejehjem, som ifølge de to i dag huser omkring 200 Cipa-arbejdere fra Rumænien, Italien og Polen.

Ejeren af bygningen er Michael Lerner, som har købt det tidligere plejehjem af Ringsted Kommune. Lerner er ifølge TV Øst kendt for at have købt en del tilsvarende bygninger i de omkringliggende kommuner. Udover Cipa lejer Ringsted Kommune en del af bygningen til en offentlig børneinstitution.

– Det første stykke tid betalte vi 2.780 kroner, men nu har Cipa sat huslejen ned, så nu er vi nede og betale 2.400 kroner. Huslejen bliver trukket automatisk på vores lønseddel hver måned. Og med vores godkendelse, betaler de så huslejen til ejeren af det sted, vi bor, fortæller Vincenzo, der den eneste af de fire stadig bor på det nedlagte plejehjem.

For halvandet år siden og efter at have boet der i et års tid finder Pasquale sammen med en kammerat et værelse i en lejlighed i Lyngby, som de to deler den dag i dag.

Snakken om boligforhold får den tidligere hoteldirektør og jurastuderende Gianluca Aprea fra Cipas administrationskontor til at melde sig på banen. Han understreger, at virksomheden altid har bestræbt sig på at finde de bedst mulige indlogeringsforhold til de ansatte.

– Nu sidder jeg jo også på den anden side af bordet – men som udgangspunkt har Cipa altid forsøgt at hjælpe og gøre så meget, de kunne for de folk, som kommer hertil. Det er jo udlændinge, som kommer til et nyt land, som de ikke kender. Derfor var hotel-løsningen den første måde, vi valgte at indlogere folk på, fordi der kom rigtigt mange på én gang. Så valgte man så efterfølgende at finde et sted, som man kunne bruge til logi, og det skulle selvfølgelig være et sted, som var lidt billigere. Også på sigt.

Faktisk ved jeg ikke den dag i dag, om det er blevet anmeldt som en arbejdsulykke.
Vincenzo Pascale

– Virksomheden har altid stået til rådighed og har altid hjulpet deres medarbejdere. De har altid opfattet deres medarbejdere som en menneskelig kapital og har været meget imødekommende, hvis der er nogen, der har ønsket at bo et andet sted end det, virksomheden kunne tilbyde. For eksempel: Hvis man fandt et sted, man gerne ville bo og skulle betale et depositum, så har virksomheden været med til at hjælpe med det.

39-årige Gianluca Aprea, som kom til Danmark i starten af 2014, understreger også, at det ikke er Cipa, der bestemmer størrelsen på huslejen, og at firmaet faktisk flere gange har forsøgt at forhandle med udlejer for at få huslejen ned.

– Og jeg er nødt til at understrege, at vi har forhandlet meget hårdt, og det er så lykkedes, og derfor har vi her for nyligt kunne sætte huslejen ned.

Selv bor ugifte Gianluca Aprea i en lejlighed i Dyssegård nær Gentofte. Adspurgt hvorfor han ikke er indlogeret sammen med de øvrige ansatte i firmaet, forklarer Gianluca, at det ville være upraktisk.

– Da jeg fik det her job af min virksomhed, så betød det, at jeg skulle kunne komme ud på mange byggepladser, og derfor bliver jeg tilbudt at bo tættere på København, hvilket ville gøre det lettere for mig at arbejde. Og jeg har jo som mål at blive dansk på sigt, og under alle omstændigheder så er der, hvor jeg bor nu, en lejlighed, som jeg betaler af min egen løn.

Claudio Chirico, som er ufaglært, og som, før han kom her til landet, har arbejdet sort i den italienske byggebranche i 20 år, er enig med Gianluca Aprea i, at firmaets ledelse gør, hvad de kan for at sikre ordenlige forhold for de ansatte.

– De har i hvert fald altid fået løst de problemer, der har været, hvis der har vist sig at være nogle dårlige boligforhold rundt omkring. For mit vedkommende har jeg altid haft det rigtigt godt.

Da Claudio kom til Danmark i april sidste år, boede han de første seks måneder på enkeltværelse på Hotel Bel Air.

– Efter det flyttede jeg til Vallensbæk, hvor vi er flyttet ind i en villa. En helt ny villa. Der betaler vi nu 2.480 kroner om måneden i husleje, og jeg må indrømme, at jeg har faktisk været rundt for at prøve at finde noget andet, men jeg har ikke kunnet finde noget til den pris. Ikke engang en container. Den kostede 3000 kroner, da jeg undersøgte hvor meget, sådan en ville koste. Men jeg er glad for der, hvor jeg er. Det eneste er, at der er fire værelser, og vi er fem mennesker, der bor derude.

At Claudio Chirico synes, at det nogle gange kan blive lidt trangt i "villaen" i Vallensbæk kan ikke undre. En googlesøgning på adressen viser nemlig, at "villaen" i Vallensbæk i virkeligheden er et lille rækkehus på 56 kvadrartmeter.

En ubehagelig overraskelse

Som tidligere nævnt meldte Vincenzo Pascale sig først ind i 3F efter, at han for nylig kom ud for en arbejdsulykke. En bunke metal ligger på jorden i et hjørne af byggepladsen ved Københavns Hovedbanegård. Det skal flyttes, og da Vencenzo bukker sig ned og griber med favnen om den store bunke, stikker han sig på den sylespidse kanyle fra en narkomans efterladte sprøjte.

– På det tidspunkt siger Claudio til mig, at han synes, jeg skal melde mig ind, fordi hvis der sker noget, så bliver du beskyttet af fagforeningen.

Vincenzo beskriver uheldet som en traumatisk oplevelse. Med blanke øjne fortæller han, at han fortsat mangler en vaccine i 2017, og at han stadigvæk får taget blodprøver, fordi det endnu er uvidst, om han er blevet udsat for smitte.

Jeg oplevede at danskere kom som leverendører og gav mig nogle penge i hånden og sagde: "Du får dem her, hvis du vælger mig som leverendør".
Gianluca Aprea

– Jeg sidder og krydser fingrer og håber, at der ikke er noget, men jeg bliver nødt til at vente og se, hvordan det hele kommer til at gå. Jeg kan ikke være sammen med mine børn på grund af en eventuel smittefare. Jeg er hele tiden opslugt af tanker om, hvad der skal ske med min kone, hvad skal der ske med mine børn, og jeg er bange for, at jeg har fået AIDS eller leverbetændelse.

Vincenzo understreger her, at han føler, at virksomheden er gået ind og har hjulpet og givet den opbakning, som han har haft brug for.

– Jeg har fået mulighed for at tage på ferie betalt af virksomheden, og de har i det hele taget gjort meget for, at jeg kan komme til hægterne igen. Cipa har vist, at det ikke er et koldt firma, men at de faktisk går ind og tager hånd om problemet og hjælper og konkret siger til mig: "Nu skal vi nok hjælpe dig med at komme videre".

Vincenzo ved dog ikke, om ulykken officielt er blevet erklæret for en arbejdsulykke.

– Faktisk ved jeg ikke den dag i dag, om det er blevet anmeldt som en arbejdsulykke.

– Det kan du spørge Gianluca om, afbryder Pasquale.

– Det er blevet skrevet ned, sådan som det skal være ifølge reglerne, så det er blevet optaget, svarer Gianluca, som dog mener, at der i højere grad er tale om en ubehagelig oplevelse end om en egentlig arbejdsskade.

Jeg er hele tiden opslugt af tanker om, hvad der skal ske med min kone, hvad skal der ske med mine børn.
Vincenzo Pascale

– Det der er sket vores kære Vincenzo, som sidder her, var i højere grad en psykologisk belastning, end det var nogen fysisk skade, siger han og slår ud med hånden imod Vincenzo.

Gianluca finder det alligevel nødvendigt i situationen at sørge for, at Vencenzo kommer på hospitalet.

– Jeg var personligt sammen med ham, så jeg kunne hjælpe ham med at få det bedre. Han vidste jo ikke, om han var blevet smittet eller ej, og om det var en form for straf eller ej, at han stak sig på den sprøjte. Vencenzo siger til mig: "Jeg vil gerne være sammen med min kone nede i Italien, og jeg ved slet ikke, om jeg kan være sammen med hende nu". Udover de undersøgelser jeg laver, forsøger jeg også at være en ven for ham i den situation, hvor han har brug for støtte og opbakning.

Mafia i Danmark?

Man kan jo ikke snakke metrobyggeri og italienske entreprenørfirmaer i disse tider uden samtidigt at snakke om mafia. Godt nok lader det ikke til, at politiet endnu er kommet videre i den efterforskning, som startede, da 3F i slutningen af september politianmeldte flere entreprenørfirmaer på både metrobyggeriet i København og letbanebyggeriet i Aarhus for at stå bag organiseret narkokriminalitet.

De italienske entreprenører, der angiveligt er involveret i narkosmugling, skal være styret af en af de største italienske mafiaorganisationer, kaldet N'dranghetaen. Mange af underentreprenørerne på metrobyggeriet er italienske firmaer, og det er, ifølge Weekendavisen, flere af dem, der er i politiets søgelys. Særligt virksomhederne Nicofer, Nico.fer og New World Construction.

Selvfølgelig er mafiaen her. Det har den været allerede før metrobyggeriet.
Claudio Chirico

I 3F's anmeldelse til Københavns Politi hedder det, at ”flere virksomheder på metrobyggeriet i København er en central del af en større international narkoring - styret fra Calabrien i Syditalien”.

Ifølge 3F's kilder er der blevet kørt lastbiler med kokain ind på byggepladserne. Narkoen er derefter blevet leveret til flere københavnske pizzariaer, hvor kunderne kan købe kokainen.

Alle tilstedeværende har hørt om 3F's anklager, men kender de til, at der skulle foregå fordækte ting på de byggepladser, hvor de tilbringer store dele af deres tid?

– Jo, man har hørt tale om det, men... Der er blevet talt om det og sådan, men altså én ting er at snakke om det, og en anden ting om der er noget om det, siger Claudio Chirico med sin dybe bas-stemme. Han er ikke i tvivl om, at mafiaen er tilstede i Danmark.

– Selvfølgelig er mafiaen her. Det har den været allerede før metrobyggeriet, mener han.

Gianluca bryder ind. Han bryder sig ikke om samtaleemnet og taler langsomt og myndigt:

– Vi skal lige være enige om, hvad det er, vi taler om, når vi snakker mafia. For jeg tror ikke, at danskere har den samme måde at opfatte mafia på, som en italiener har. I Italien er mafia – hvis man bruger det ord – noget, som er blevet nedkæmpet.

Så længe Danmark har en stat, som tager sig af de hjemløse, fattige og arbejdsløse, kan mafiaen ikke slå rødder i landet.
Vincenzo Pascale

– I opfatter mafiaen som en organisation, vi ser det som en måde at leve på. Det betyder, at den måde at leve på den har nogle regler, der er nogle kodeks, man skal respektere, når man er inde i den måde at leve på. Så det kan blive anskuet på mange forskelige måder. Det kan godt være, at jeg har hørt et eller andet, men når jeg bliver spurgt, om jeg har set noget, så vil jeg altid svare nej. For jeg har ikke nogen beviser. Ergo er mit svar nej. Det er sådan, jeg tænker.

– Før jeg begyndte at arbejde med sikkerhed, som jeg gør nu i mit firma, da beskæftigede jeg mig også med leverendører, og der oplevede jeg faktisk her i Danmark – og du får mig aldrig til at sige nogen navne – men jeg oplevede, at danskere kom som leverandører og gav mig nogle penge i hånden og sagde: "Du får dem her, hvis du vælger mig som leverendør". I jeres øjne er det mafia. Det er det ikke i mine øjne. Så hvis du spørger, om det har været her før metroprojektet, så er jeg nødt til at svare: I mine øjne nej, men i dine øjne ja.

I modsætning til Gianluca, mener Vincenzo, at det er muligt, at mafiaen er til stede i Danmark, mens Claudio og Pasquale er helt sikre. Også på at der findes italienske entreprenørfirmaer med tråde til N'dranghetaen i Danmark.

– Italienere har en evne til at gøre sig bemærkede og gøre alt muligt, hvad end det er overalt i verden. Det er ikke for at sige noget grimt om danskere, men italienere er bare stærke folk, siger Pasquale Zaza.

Han afbrydes undervejs af Vincenzo, som himler med øjnene over kollegaens snak om stærke italienere: "Nej nej nej, Pasquale", udbryder han og tager ordet:

– Mafiaen er jo født ud af et behov, kan man sige. Fordi i Italien er der ikke arbejde at få. Der er staten, og så er der mafiaen. Når staten ikke kan finde arbejde til folk, så gør mafiaen det. Og når folk har små børn og har brug for et arbejde, så er det det, man gør. Så begynder man at arbejde for mafiaen, fordi man har en familie, man skal forsørge. Sådan er det ikke i Danmark, her bliver man hjulpet, hvis man har brug for det. Hvis man ikke har noget at spise og sådan. Så får man hjælp af staten her. Derfor har mafiaen ringe vilkår her. Men sådan er det bare ikke i Italien. Der er ikke noget arbejde, så hvis ikke man kan finde noget arbejde, så er man faktisk nødt til at sige: "Jamen, så er jeg nødt til at arbejde for mafiaen".

Derfor har Vincenzo en opfordring til danskerne. En opfordring som ligger ham meget på sinde:

– Så længe Danmark har en stat, som tager sig af de hjemløse, fattige og arbejdsløse, kan mafiaen ikke slå rødder i landet. Den dag Danmark ikke længere tager sig af de fattige, de arbejdsløse og hjemløse, den dag kan mafiaen slå rødder i landet.