24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Social dumping i royalt kvarter

Fagforening truer med konflikt

Social dumping i royalt kvarter

Malernes Fagforening truer med konflikt i dronningens baggård. To polske ansatte, som renoverer en ejendom klods op af Amalienborg, ved nemlig ikke hvad de får i løn.

Det er her, klods op af Amalienborg, malerne truer med at starte en faglig blokade.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Det kan ende med faglig konflikt og blokade få skridt fra dronningens hjem.

Ifølge Malernes Fagforening, som har besøgt arbejdspladsen, ved de polske arbejdere ikke, hvad de får i løn.

Det fortæller Malernes Fagforening i København, efter at de har snakket med to polske malere, som renoverer en af de store flotte ejendomme på Amaliegade i det royale kvartér.

Ifølge Malernes Fagforening, som har besøgt arbejdspladsen, ved de polske arbejdere ikke, hvad de får i løn.

- De oplyser, at de er ansat i J.G.S. Det er et polsk registreret firma, som er blokeret af 3F samt ramt af sympatikonflikt på grund af manglende overenskomst, fortæller Bo Rosschou, som er formand for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn.

Udover at de ansatte på byggepladsen ikke ved, hvilken løn de arbejder for, er det polske firma, som har ansat dem, ikke korrekt registreret.

- J.G.S. er ikke RUT- registreret på arbejdspladsen. Det er ellers et lovkrav, at alle udenlandske virksomheder skal RUT-registreres på alle adresser, hvor de har ansatte gående. Det er jo suspekt, mener Bo Rosschou.

Derfor forsøger fagforeningen at få fat i den polske virksomhed, men uden held.

Krav om overenskomst

- Vi finder ud af, at bygherre og ejer af ejendommen er den fynske byggematador Karsten Bill Rasmussen, der har indgået aftale om renoveringsarbejdet med elektrikerfirmaet Anders Fischer.dk ApS, som har hyret J.G.S. til at udføre renoveringsarbejdet, fortæller malerformanden.

Anders Fischer er medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening og oplyser, ifølge Malernes Fagforening, at han bruger polsk arbejdskraft, fordi han ikke kunne finde andre.

- Da vi ringer til Anders Fischer, siger han, at han ikke har valgt at bruge polsk arbejdskraft på grund af prisen. Derfor går vi ud fra, at han ikke har noget imod at betale polakkerne det samme i løn som danske arbejdere. Så jeg forventer, at han skriver under på det fremsendte overenskomstkrav, siger Bo Rosschou.

Hvis ikke Anders Fischer skriver under på overenskomstkravet, vil Malernes fagforening gå i konflikt med Fischer.

- Så hedder det i første omgang blokade og derefter sympatikonflikt. Det tror jeg bestemt ikke, han er interesseret i.

Anders Fischer

Anders Fischer, som har entreprisen på renoveringen, kender imidlertid ikke til noget polsk firma da Arbejderen kontakter ham:

- Jeg har ikke entrepreneret med et polsk firma. Og jeg er meget overrasket, hvis det skulle vise sig, at de har hentet folk ind fra et polsk firma. Jeg har lavet aftale med Scandica, som er et dansk firma, og jeg forventer selvfølgelig, at de følger danske love og regler, siger han til Arbejderen.

- Reglerne skal jo selvfølgelig overholdes. I vores firma bruger vi kun organiseret dansk arbejdskraft. Derfor vil jeg nu tage fat i min kontakt i Scandica og sørge for, at de får styr på RUT-registrering og løn. Hvis ikke der er styr på det, og de, der går der, arbejder for en konfliktramt virksomhed, så stopper vores samarbejde selvfølgelig omgående.

Med hensyn til malernes overenskomstkrav stiller Anders Fischer sig dog uforstående.

- Det undrer mig, at malernes fagforening sender et overenskomstkrav til mig. Jeg har jo ikke nogen malere ansat. Kravet må vel sendes til Scandica, siger han.

Ejeren af ejendommen Karsten Bill Rasmussens er på ferie, men hans kontor bekræfter, at man har gang i en renovering efter en fraflyttet lejer på ejendommens første sal. At arbejdet skulle blive udført af udenlandske arbejdere, kender kontoret tilgengæld ingenting til. Man har udelukkende indhentet tilbud fra danske virksomheder, og den umiddelbare holdning er, at man ikke vil samarbejde med et konfliktramt firma.

Det har ikke været muligt for redaktionen, at komme i kontakt med Scandica, da virksomhedens kontor er ferielukket.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jul. 2013 - 06:45   15. jul. 2013 - 06:45

Social dumping

as@arbejderen.dk