Omkring 80 unge arbejdere var lørdag den 6. februar samlet til fest i Danmarks største byggefagforening. Det lyder måske ikke så banebrydende, men det var faktisk lige hvad det var.
Det er vigtigt, at vi står sammen og ikke ser hinanden som konkurrenter eller trusler.
Helga Mathiassen, BJMF Ungdom
Festen var nemlig arrangeret i et samarbejde mellem danske unge fagligt aktive fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) og unge tillidsrepræsentanter blandt de mange udenlandske arbejdere, som de senere år har knoklet for at få hovedstadens metrolinje klar til brug.
– Vi synes, det er så fedt, at vores udenlandske kollegaer er begyndt at melde sig i fagforening. Med den globale konkurrence er det vigtigt, at vi står sammen og ikke ser hinanden som konkurrenter eller trusler, siger formand for BJMF Ungdom Helga Mathiassen til Arbejderen.
Mange nye medlemmer
Fra dag ét har metrobyggeriet været omgærdet af skandaler, og for fagbevægelsen har byggeriet været en historisk stor udfordring.
Med et enormt antal af udenlandske, uorganiserede arbejdere og firmaledelser, der har været mere fjendtligt indstillet overfor fagbevægelsen, end vi er vant til i Danmark, har den københavnske fagbevægelse haft nok at se til.
Men efter mange års hårdt arbejde begyndte fagbevægelsen for lidt over et år siden at høste frugterne af indsatsen. BJMF har i dag mere end 600 metroarbejdere på medlemslisten.
Helga Mathiassen, som selv er tømrerlærling, er helt overbevist om, at et stærkt fællesskab er vigtigt, når man skal sikre gode arbejdsforhold på landets byggepladser. Derfor er hun også godt tilfreds med festen, fordi de unge ved at møde op har vist, at de vil hinanden - vil fællesskabet.
"Vi skal se hinanden i øjnene"
– Folk var rigtig glade, og vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger her bagefter. For de unge i fagforeningen er det vigtigt, at vi har fået set hinanden i øjnene. Metroarbejderne går jo rundt i en meget lukket verden. Arbejder bag de grønne mure rundt omkring i byen og bor i skurbyer, siger hun og fortsætter:
– Solidaritet og medmenneskellighed kræver, at man kender hinandens situation. Derfor er det vigtigt at møde hinanden. At se hinanden i øjnene. De er jo nye medlemmer af vores fagforening.
Helga Mathiassen mener, festen var en succes. Ud af 80 deltagere var omkring de 60 udenlandske metroarbejdere.
– Der var folk, som ikke kunne et ord engelsk, men så kommunikerede vi ved hjælp af Google Translate på mobilerne, siger Helga Mathiassen.
Hun fortæller, at det trods sprogvanskeligheder lykkedes deltagerne at få snakket arbejdsforhold og erfaringer fra fagligt arbejde.
– Vi har fundet ud af, at rigtig mange gerne vil være aktive, men hvor starter man, når man ikke taler sproget og ikke kender kulturen? Nu kender vi hinanden og har udvekslet telefonnumre og facebookkontakter. Det er et vigtigt første skridt til at styrke fællesskabet, mener den kvindelige tømrerlærling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278