Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sagde i efteråret, at de bebudede ændringer af fleksjob- og førtidspensionsreformen ville blive fremlagt til februar. Nu er vi i april, uden at der er noget nyt.
Det har trukket ud og trukket ud. Når vi tænker på dem, der er i klemme i reformen, burde det have gået hurtigere.
Ellen Lykkegård, 3F
I fredags diskuterede Folketinget endnu engang reformen på initiativ fra Enhedslisten. Her oplyste beskæftigelsesministeren, at partierne bag reformen skal mødes den 25. april for at se på konkrete ændringsforslag.
Siden reformen trådte i kraft den 1. januar 2013, er kritikken af den vokset år for år i takt med beretningerne om syge mennesker uden arbejdsevne, der nægtes førtidspension og trækkes gennem udsigtsløse arbejdsprøvninger.
Langsom proces
I debatten fredag kritiserede Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti, der alle står udenfor forligskredsen bag reformen, at tiden går, uden at der rettes op på reformen. Kritikken deles af de 64 fagforbund og sociale organisationer, der er med i initiativet Værdig Reform.
– Det har trukket ud og trukket ud. Når vi tænker på de borgere, der er i klemme i reformen, burde det have gået hurtigere. Måske ønsker man reelt, at det trækker ud til efter folketingsvalget, siger Ellen Lykkegård, der er socialpolitisk ansvar i 3F, som er med i Værdig Reform.
Bag reformen står Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. S og SF gjorde klart i folketingsdebatten, at de også er utilfredse med den langsomme proces.
– Det har taget for lang tid. Sidste møde i forligskredsen var i januar, og i går blev vi så meget belejligt indkaldt til mødet den 25. april, sagde Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører.
Troels Lund Poulsen afviste kritikken og henviste til den lille ændring af reformen, regeringen fik gennemført sidste år.
Her blev det præciseret, at syge og handicappede ikke skal i ressourceforløb, hvis der ikke er en reel mulighed for at udvikle arbejdsevnen. Tidligere var det nok begrundelse, at man ikke kunne udelukke, at arbejdsevnen kunne udvikles i et ressourceforløb.
Små justeringer
Finn Sørensen fra Enhedslisten forsøgte at få forligspartierne til at løfte sløret for, hvilke øvrige ændringer de lægger op til. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Alternativet opfordrede til, at der bliver taget udgangspunkt i de seks krav fra Værdig Reform.
De foreslå, at mennesker med en arbejdsevne på under syv timer om ugen skal have mulighed for selv at vælge, om de vil på førtidspension, i fleksjob eller i et ressourceforløb. Blandt de andre krav er, at et ressourceforløb højest skal kunne vare i fem år, og at ydelsen i ressourceforløb skal være på dagpengeniveau i stedet for som nu på kontanthjælpsniveau.
Men debatten fredag afslørede, at der ikke er lagt op til ændringer i den størrelsesorden. SF støtter som det eneste forligsparti kravene fra Værdig Reform, mens Radikale og Liberal Alliance understregede, at de ikke er med på ændringer, der gør det lettere at få førtidspension.
Socialdemokratiet og Venstre var forsigtige med at pege på konkrete ændringer, men nævnte blandt andet nødvendigheden af at se på indhold i ressourceforløb og øgning af timetallet for dem, der er ansat i fleksjob på meget få timer. Konservative deltog ikke i debatten.
Et forslag fra Enhedslisten om, at SF og Socialdemokratiet sammen med partierne udenfor forliget går til valg på et løfte om sammen at sikre markante forbedringer af reformen, faldt ikke i god jord. SF og Socialdemokratiet er ikke indstillet på at bryde med de andre forligspartier.
– Det ville ellers give god mening at lave en sådan aftale om ændringer, der baserer sig på kravene fra Værdig Reform, konstaterer Ellen Lykkegård.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278