18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

– Vi støtter dem som stemte nej til OK17

Rød 1. maj i København

– Vi støtter dem som stemte nej til OK17

Rød 1. maj i København kan snart fejre 40 års jubilæum. Men hvorfor har kommunisterne i næsten 40 år arrangeret et arrangement lige ved siden af LO's 1. maj i Fælledparken i København?

Rød 1. maj udgør et alternativ til klassesamarbejdet og repræsenterer de tusindvis af arbejdere, der stemte nej til dette års overenskomst.
FOTO: Niels Sigaard
Rød 1. maj udgør et alternativ til klassesamarbejdet og repræsenterer de tusindvis af arbejdere, der stemte nej til dette års overenskomst.
FOTO: Niels Sigaard

Det er vigtigt, at der findes et arrangement, som giver retning for kampen og svarer på de udfordringer, arbejderklassen står overfor. Det mener Torben Jensen fra Kommunistisk Parti, som står bag Rød 1. maj i København.

Rød 1. maj repræsenterer de arbejdere, der stemte nej. 
Torben Jensen, KP

Han er medlem af byledelsen i København, og har i årevis været med til at arrangere kommunisternes 1. maj, som foregår i Fælledparken side om side med en række andre arrangementer, som har hver sit program med musik, talere og paroler.

Rød 1. maj har eksisteret i mange år. Faktisk så længe, at Torben ikke præcis kan huske, hvilket år det startede, men det var vist i 1978 eller 1979. Og støt og roligt er arrangementet vokset og samlede sidste år omkring 10.000 mennesker.

Nej til OK-17

Hvis Torben Jensen skal sige, hvad der er det særlige ved Rød 1. maj, så peger han på, at det er et arrangement for de arbejdere, der stemte nej til overenskomsterne.

– Kommunisterne står for klassekamp, men LO står for klassesamarbejde. Det er den helt afgørende forskel og årsagen til, at LO og kommunisterne holder hver deres 1. maj arrangement. Vi repræsenterer de arbejdere, der er i opposition til klassesamarbejdet, siger han og tilføjer:

– Det er glædeligt, at så mange stemte nej til den elendige overenskomst. Men den blev alligevel trukket ned over hovedet på os. Det viser, at kampen mod den stigende udbytning af arbejderklassen må fortsætte og optrappes.

– Afstemningen om overenskomsten viser, at det er nødvendigt at kommunisterne holder et alternativt 1. maj arrangement. Hvor skulle dem, der har stemt nej til overenskomsterne, ellers gå hen, spørger Torben Jensen.

Blandt talerne til årets 1. maj er da også fremtrædende repræsentanter fra den nej-bevægelse, som har udviklet sig den sidste måned. 

En stemme mod ulighed

Men Rød 1. maj er ikke kun for dem, der lige har stemt om overenskomsten. Der skal også sættes fokus på den stigende ulighed.

– Vi får fortalt, at vi er ude af krisen. At det går godt igen. Åbenbart så godt, at arbejdsgiverne skal have lov til at diktere overarbejde, spare på lønudbetalingerne, være ubekymrede om social dumping og lade os knokle til vi segner af udslidthed og alderdom. Langt den største del af befolkningen betaler gildet. Uligheden bare vokser og vokser. Den udvikling bliver der talt imod på Rød 1. maj, forklarer Torben Jensen.

Et andet hovedfokus er kampen mod EU og for national selvbestemmelse.

– Rød 1. maj repræsenterer også den halvdel af befolkningen, der er imod EU, og de kræfter, der kæmper imod EU's angreb som eksempelvis handels- og investeringsaftalen CETA. På Rød 1. maj går vi imod udsalget af den nationale selvstændighed til monopolernes EU, siger Torben Jensen.

– EU er de riges klub, hvor den nyliberalistiske politik er fastsat ved lov. Den politik, som nedbryder den kollektive velfærd og skaber stadig større ulighed. Over for det sætter vi kampen for at forsvare og udvikle den kollektive velfærd og solidaritet mellem det store flertal, som i dag træller under storkapitalisternes åg overalt i verden. Som kommunister kæmper vi selvfølgelig for at erstatte kapitalismen med socialisme.

For Torben Jensen er det dog vigtigt at understrege, at der på Rød 1. maj er plads til alle, der kæmper imod kapitalismens udplyndring af det store flertal.

– Det kan man se af de mange forskellige boder, der deltager. En lang række organisationer og bevægelser, som slås for en bedre verden, er repræsenteret på Rød 1. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. apr. 2017 - 11:30   28. apr. 2017 - 11:30

1. maj

ml@arbejderen.dk
Rød 1. maj 2017
  • Kommunistisk Parti i København byder velkommen til Rød 1. maj i Fælledparken klokken 13. Det foregår på samme plads som tidligere år, tæt ved Parken. Du kommer nemt til den ved at gå ind fra Trianglen.

  • Klokken 13:15 spiller Kilby Jr. and Fistfull of Dollars.

  • Klokken 14:20 taler Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

  • Klokken 14:30 taler Jens Kirkegaard, formand for Byggegruppen i 3F BJMF (Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening).

  • Klokken 14:40 taler Arne Cheller, formand for Kommunistisk Parti i Danmark.

  • Klokken 14:50 spiller Kejser Larsen Band.

  • Klokken 15:55 taler Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti.

  • Klokken 16:05 taler Tove Jensen, Demos.

  • Klokken 16:15 taler Anders Sørensen, Liste R, Kommunisterne i København.

  • Klokken 16:30 spiller One more than twelve!

  • På pladsen kan du besøge de forskellige boder, hvor du kan alt fra at købe lidt at drikke til at få en snak med blandt andet solidaritetsorganisationer, kommunister m.fl. Du kan også tegne et abonnement på Danmarks røde dagblad, Arbejderen.