18 kommuner i Københavnsområdet og Nordsjælland har 1. juli sammen indgået aftale med 12 private behandlingsskoler. Skolerne skal løse opgaver for 4,8 milliarder kroner over de næste 5 år.
Kommunen har også et stort ansvar for at sikre, at løn- og ansættelsesvilkårene er i orden, og at pengene bliver brugt på opgaven.
Katrine Fylking, KLF
Fem af behandlingsskolerne er samtidigt midt i en arbejdskonflikt med Lærernes Centralorganisation (LC), fordi de ikke har indgået overenskomst med det læreruddannede personales fagforening.
Disse skoler er Sputnik, Basen, Isbryderen, Skolen ved Sorte Hest og Vikasku.
Skuffet lærerformand
Lars Sørensen er formand for Københavns Lærerforening (KLF). Han fortæller til Arbejderen, at han havde håbet på, at skolernes manglende overenskomst med LC og de medfølgende problemer med at rekruttere kvalificerede lærere, havde medført, at de konfliktramte skoler fik færre opgaver fra kommunerne. Men sådan blev det ikke.
Her i starten af august sætter LC sig planmæssigt til forhandlingsbordet med arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, som forhandler for de fem skoler. Lars Sørensen tvivler dog på, at der kommer noget ud af forhandlingerne nu, hvor skolerne har lavet en aftale med kommunerne med et lønniveau for lærerne, som er lavere end det, som LC vil forlange for sine medlemmer. Han tilføjer, at LC siden 2014 har forsøgt at få en aftale med Sputnik, som er den største af skolerne – uden resultat.
At de fem konfliktramte skoler har svært ved at rekruttere kvalificerede lærere, bygger lærerformanden på følgende:
– De er ude med stillingsopslag på lærernes uddannelsessteder. Det gør man kun, hvis man mangler personale. Og på orienteringsmøder, som vi afholder for ansatte på skolerne, fortæller lærere fra de fem skoler, at flere og flere kollegaer søger over til lærerstillinger i det offentlige.
Konfliktens forløb
Sputnik er den ældste og største af de konfliktramte skoler. Sputniks ledelse meldte sig ind i Dansk Erhverv i 2018 og indgik overenskomst med Socialpædagogernes Landsforbund (SL). Ledelsen besluttede, at denne overenskomst også skulle gælde for deres læreruddannede personale, selv om overenskomsten er udformet efter socialpædagogisk arbejde og ikke rummer bestemmelser om undervisningsarbejde.
Lærernes Centralorganisation kunne ikke acceptere SL-overenskomsten for sine medlemmer og startede en blokade af skolen fra oktober 2018.
>> LÆS OGSÅ: Kræver overenskomst på Sputnik
Sputniks ledelse indberettede derefter blokaden til Arbejdsretten, som i januar 2019 afgjorde, at blokaden var lovlig, fordi man ikke kan påtvinge en fagruppe at følge en helt anden faggruppes overenskomst.
>> LÆS OGSÅ: Blokade mod privatskole er lovlig
Basen, Isbryderen, Skolen ved Sorte Hest og Vikasku er – ligesom Sputnik – medlem af Dansk Erhverv, og LC startede blokade af disse skoler fra 1. marts i år.
Unfair konkurrence
Katrine Fylking er bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening og indgår i Danmarks Lærerforenings overenskomstudvalg. Hun har flere gange været ude og møde kollegaer, som arbejder på Sputnik.
– Ved at lade lærere arbejde på en ikke-læreroverenskomst får Sputnik mulighed for at sænke udgifterne til løn. Det er dybt problematik, for så kan virksomheden både underbyde det offentlige og private virksomheder, som har tegnet overenskomst med den faglige organisation, der har retten til at tegne overenskomst på området, fortæller hun til Folkeskolen.dk:
Katrine Fylking, som ikke er meget for den kommunale udlicitering af undervisningsopgaverne, tilføjer:
– Kommunen kunne selv undervise de behandlingskrævende elever, men man har politisk besluttet, at det vil man ikke. Jeg vil fortsat opfordre politikerne til at være meget kritiske i deres valg af udbydere, for sårbare elever har ret til samme undervisning som i almindelige skoletilbud. Derfor skal de undervises af læreruddannede. Kommunen har også et stort ansvar for at sikre, at løn- og ansættelsesvilkårene er i orden, og at pengene bliver brugt på opgaven.
Behandlingsskolerne ApS, som er Danmarks største private dagbehandlingsskole med i alt 16 behandlingstilbud fordelt ud over landet, var tidligere omfattet af overenskomsten mellem SL og Dansk Erhverv. De valgte i 2019 at droppe at være en del af den langvarige konflikt med lærernes fagorganisation. De indgik derfor ifølge Folkeskolen.dk kort før første juni sidste år en aftale med LC for deres læreruddannede personale.
Borgmester: Udbudsreglerne skal følges
Arbejderen har spurgt Københavns Børne- og Ungeborgmester Jesper Christensen hvorfor kommunen har lavet en aftale om dagbehandling med skoler, som ikke har overenskomst på undervisningsområdet, og borgmesteren har givet dette skriftlige svar:
"Som kommune må vi ikke stille krav i vores udbud om, at private leverandører skal indgå overenskomster eller med hvem. Men i København lægger vi vægt på ordentlige løn- og ansættelsesforhold ved, at leverandørerne skal leve op til kommunens arbejdsklausuler. De stiller krav om, at løn- og ansættelsesvilkår for de enkelte medarbejdere, svarer til minimumsniveauet i den nationalt gældende overenskomst på det pågældende område.
Der har ved en kontrol været et eksempel på, at pensionsindbetalingerne på en af de private dagbehandlingsskoler ikke levede op til kommunens arbejdsklausuler. Det er der blevet rettet op på. Hvis nogen har viden eller konkret mistanke om, at der er leverandører, der ikke lever op til kommunens arbejdsklausuler, så vil jeg opfordre til, at man melder dem til kommunens enhed for social dumping, der har mulighed for at kontrollere løn og ansættelsesvilkår på personniveau.
Der foregår en helt lovlig og legitim faglig kamp om at tegne overenskomst på skolerne. Jeg kan forstå, at skolerne og de relevante faglige organisationer efter udbuddet har genoptaget forhandlingerne. Jeg håber, at forhandlingerne skrider konstruktivt frem, så alle skoler og relevante faggrupper får en overenskomst i tråd med den danske model, hvor arbejdsgiver og arbejdstager sammen selv aftaler løn og ansættelsesforhold uden politisk indblanding."
Børne- og Ungeborgmesteren slutter:
"På landsplan har der været kritik af undervisningen på enkelte private dagbehandlingsskoler. Men der har ikke været kritik af undervisningen i tilbuddene i København ved de faglige tilsyn, der har været. Vi følger meget tæt op på kvaliteten af tilbuddene, og de faglige krav til de private dagbehandlingsskoler er blevet skærpet ved det nye udbud."
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278