16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

189 børn og unge i fængsel uden dom

Nye tal fra 2015

189 børn og unge i fængsel uden dom

Børn og unge under 18 år bliver sat i fængsel selvom de ikke er dømt, men kun er sigtet af politiet. Det er særligt skadelig for børn og unge at blive låst inde, fordi de ikke er fuldt udviklede.

Vestre Fængsel i København er et af de fængsler, hvor børn og unge under 18 år bliver varetægtsfængslet. I fængslet sidder også voksne, hærdede kriminelle.
FOTO: Lars Lentge Sund
1 af 1

189 børn og unge under 18 år sad sidste år varetægtsfængslet. Det oplyser justitsminister Søren Pape i et svar til Folketingets Retsudvalg.

Ud af de 189 varetægtsfængslinger var én tredjedel, 64, af varetægtsfængslingerne langvarige, det vil sige over tre måneder. Det er et fald i forhold 2014 og 2013, hvor henholdsvis 280 og 256 unge under 18 år blev varetægtsfængslet.

Det vidner om, at myndighederne ikke gør nok for helt at undgå varetægtsfængsling og begrænse omfanget.
Anette Faye Jacobsen, Institut for Menneskerettigheder

Trods faldet kritiserer Institut for Menneskerettigheder Danmarks fortsatte og massive brug af varetægtsfængslinger overfor unge under 18 år og påpeger, at FN gang på gang har kritiseret dette.

– Frihedsberøvelse er for ethvert menneske et voldsomt indgreb. Varetægtsfængsling er særlig voldsom for børn eller unge, fordi de ikke er fuldt udviklede og derfor er ekstra modtagelige over for påvirkninger fra omgivelserne, siger seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder, Anette Faye Jacobsen til Arbejderen.

– Det er en ekstremt utryg situation for den unge at sidde varetægtsfængslet. Han/hun er jo kun sigtet, og politiet er i gang med at efterforske sagen. Og i princippet er vedkommende uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det vidner om, at myndighederne ikke gør nok for helt at undgå varetægtsfængsling og begrænse omfanget.

Isolation

Når en person bliver varetægtsfængslet, har vedkommende endnu ikke fået en dom. Varetægtsfængsling sker, fordi politiet mistænker en person for en forbrydelse, og frygter, at personen vil begå en ny forbrydelse eller påvirke efterforskningen.

Unge under 18 år, der bliver varetægtsfængslet, bliver sat i både rigtige fængsler og i såkaldt sikrede døgninstitutioner. Både fængsler og sikrede institutioner er kendetegnet ved, at det er tilladt at have yderdøre og vinduer konstant aflåste, at den unges brevveksling og telefonsamtaler kan kontrolleres, at opholdsrum kan undersøges, at besøg kan kontrolleres, at den unge kan undersøges og de unge låses inde om natten.

Både Institut for Menneskerettigheder og Dansk Institut Mod Tortur (Dignity) mener, at der skal sættes en øvre grænse for, hvor længe en ung kan varetægtsfængsles. Det er der ikke i dag.

En af de unge, der kommer til at fylde i statistikken for 2016, er en 15-årig pige fra Kundby ved Holbæk. Hun har foreløbig siddet varetægtsfængslet i næsten et år uden at være dømt, heraf 14 dag i isolation.

Under isolation afskæres den indsatte for selskab i 22-23 timer i døgnet, og det bør man ikke anvende overfor mindreårige. Isolation kan føre til angst, depression, selvskadende adfærd og aggressivitet hos børnene. Derfor bør brugen af isolationsfængsling af mindreårige forbydes, mener både Amnesty, Institut for Menneskerettigheder og FN.

FN advarer

Da Danmark blev eksamineret af FN’s Menneskerettighedsråd i januar 2016, anbefalede rådet, at politikerne bør forbyde isolationsfængsling af børn, finde alternativer til varetægtsfængsling af mindreårige, samt undgå at børn afsoner i voksenfængsler.

FN's Børnekonvention slår fast, at fængsling af børn kun må ske som sidste udvej og i kortest mulig tid. Hvis børn frihedsberøves, skal de som udgangspunkt holdes adskilt fra voksne og have ret til at opretholde kontakt med deres familie gennem brevveksling og besøg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. dec. 2016 - 20:48   23. dec. 2016 - 10:07

Varetægtsfængsling

ml@arbejderen.dk
Fakta om Varetægtsfængsling
  • Varetægtsfængsling er et indgreb over for personer, som er mistænkt for at have begået en forbrydelse. De fængslede er altså ikke dømt.

  • Danmark varetægtsfængsler oftere end en række af de lande, vi normalt sammenligner os med, herunder Norge, Sverige, Finland og Island. I 2010 udgjorde andelen af varetægtsfængslede i Danmark 33 procent af det samlede antal indsatte, mens de tilsvarende tal for Norge er 26 procent, Sverige 22 procent, Finland18 procent og for Island 10 procent.

  • Hver dag sidder cirka 1400 mennesker varetægtsfængslet i Danmark. En gennemsnitlig varetægtsfængsling er på 70 dage.

  • Brugen af varetægtsfængslinger i Danmark har været stigende de seneste seks år.