Danmarks største 3F afdeling, 3F København, stiller krav til de medlemmer af fagforeningen, som stiller op til kommunal - og regionsvalget på tirsdag.
Fagforeningen har vedtaget et valgprogram, der blandt andet kræver flere arbejds- og praktikpladser, bedre og billigere boliger og en velfungerende infrastruktur.
Kravene blev for 14 dage siden præsenteret på et valgmøde i fagforeningen.
Vi kunne godt tænke os at holde løbende møder med politikerne.
Bjarne Høpner, formand 3F København
- Det er da vigtigt, at det er de rigtige folk, der bliver valg. At vi får nogle politikere ind i borgerrepræsentationen og regionsrådet, som vil varetage vores og medlemmernes interesser, siger formand Bjarne Høpner til Arbejderen.
Hertil hører altså, at medlemmerne får lettere til arbejde, uddannelse og en bolig de har råd til.
Husk at stemme
Til mødet var inviteret de 21 medlemmer af fagforeningen, som lige nu kæmper om vælgernes stemmer for at blive én af 55 medlemmer i Københavns Borgerrepræsentation, som bystyret i hovedstaden hedder, eller én af 41 medlemmer af regionsrådet i Region Hovedstaden.
3F København har en bestyrelsesbeslutning om ved folketingsvalg at støtte S, SF og Enhedslisten, som i forvejen sidder i Folketinget. Men til de lokale valg er der også medlemmer, som stiller op på fælleslister, blandt andet Kommunisterne, og de er også budt med i denne omgang.
Det er endt med at ialt 11 af de 21 medlemmer, som er valgbare for de fire partier/lister, har lovet, at de vil arbejde for fagforeningens valgprogram.
"Din stemme gør en forskel! Som medlem af 3F København, er du en del af en fagforening, der stiller krav til politikerne til det kommende kommune- og regionsrådsvalg. Ved at stemme personligt på en af de kandidater, der har tilsluttet sig kravene, kan du gøre en forskel til valget den 19. november", står der i det brev med navn og billeder på kandidaterne som i disse dage ryger ud til cirka 10.000 medlemmer, som kan stemme i København.
Det lover vi
På spørgsmålet om, hvordan fagforeningen vil sikre, at de medlemmer, som eventuelt opnår valg, rent faktisk overholder det, de har lovet, svarer Bjarne Høpner.
- Vi har nogle overvejelser, og kunne godt tænke os som en udløber af den her proces, at vi holder jævnlige møder med politikerne. Det kunne også være i samarbejde med andre fagforeninger.
3F København - der tidligere hed Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund - var også yderst aktiv i forbindelse med folketingsvalget 2011.
Aktive medlemmer ringede på døre i lokalområdet for at få folk til at stemme og og nok så vigtigt stemme på en politiker, der ville bryde med den forrige regerings borgerlige politik. På selve valgdagen tilbød fagforeningen at køre folk til valgstederne.
Afdelingsbestyrelsen har været inde i nogle af de samme overvejelser i forbindelse med lokalvalgene.
- Vi har tilbudt kandidaterne at lave en håndholdt indsats. Hvis nogle af de lokale kandidater havde lyst til sammen med os at gå rundt og stemme dørklokker, så ville vi stille med folk. Det samme i forhold til at køre rundt i lokalområdet for at folk til at stemme, fortæller 3F formanden.
Aarhus-aftale
Ud over brevet, der anbefaler at stemme på et 3F medlem, har bestyrelsen også opfordret til, at der bliver holdt valgmøder på arbejdspladserne, men må konstatere, at kun er sket nogle ganske få steder.
Aftalen i 3F København adskiller sig fra en hel ny valgaftale, som LO Aarhus og S, SF og Enhedslisten har underskrevet.
Mens 3F København har formuleret sit eget valgprogram, som kandidaterne herefter tager stilling til om de kan støtte, har LO Aarhus i flere måneder holdt møder med repræsentanter fra de tre partier.
Resultatet er aftalen - "Overskrifter og fokuspunkter til Kommunalvalg 2013 og samarbejde i valgperioden 2013-2017".
I aftalen forpligter de tre partier sig til i de kommende fire år at arbejde tæt sammen med fagbevægelsen "på en lang række områder", som beskæftigelse, aktivering og i indsatsen mod social dumping.
Aftalen er blevet kritiseret for at være for svag på spørgsmålene om både udlicitering og brug af frivillig arbejdskraft.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278