17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F'ere vil ikke spændes for Thornings valgvogn

Frustration i baglandet

3F'ere vil ikke spændes for Thornings valgvogn

Mens Socialdemokraterne forsøger at formilde det faglige bagland op til partiets sommergruppemøde, er de lokale 3F-afdelinger skeptiske overfor at kaste sig ind i valgkampen. Regeringens egen politik har skylden, lyder det.

FOTO: Keld Navntoft/Scanpix
Medlemmer og tillidsvalgte i 3F var ekstra aktive op til folketingsvalget i 2011 for at få en ny regering og en ny politik. Siden har 3F'erne deltaget i mange protester mod regeringen reformer.
FOTO: Mette Kramer Kristensen

Når Socialdemokraterne i dag holder sommergruppemøde, vil statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøge at formilde det utilfredse faglige bagland med et forslag om at fordoble fradraget for faglige kontingenter.

Dybest set har reformerne banet vejen for, at Venstres Lars Løkke Rasmussen igen kan indtage statsministertaburetten.

Bjarne Høpner, 3F København

Men meget tyder på, at hun får svært ved at få medlemmerne i landets største fagforbund 3F til at kaste sig ind i valgkampen op til næste folketingsvalg.

Sådan lyder det samstemmende fra en stribe lokale afdelinger, som Arbejderen har ringet til.

Bekymrede 3F-afdelinger

Bestyrelserne i 3F's 67 lokale afdelinger skal netop i disse dage tage stilling til spørgsmålet om valgkamp, fordi 3F's hovedbestyrelse har besluttet, at der skal sættes gang i en ny kampagne frem mod det folketingsvalg, der skal afholdes senest den 14. september 2015.

Op til valget i 2011 knoklede tusindvis af 3F's medlemmer i den såkaldte Skævt-kampagne for at få en ny regering og en ny politik.

Men de er siden blevet fælt skuffede over regeringens politik, lyder det fra de lokale afdelinger, som Arbejderen har talt med.

Afdelingerne er enige om, at det ikke kan lade sig gøre at gentage Skævt-kampagnen. De er bekymrede for at blive spændt for den socialdemokratiske valgkampagne, hvilket bestemt ikke betyder, at de foretrækker Lars Løkke.

– Afdelingerne rundt om i landet er da utroligt frustrerede over den situation, vi er havnet i. Vi har ikke været enige med regeringen i dens mange reformer, som har ramt vores medlemmer hårdt. Dybest set har reformerne banet vejen for, at Venstres Lars Løkke Rasmussen igen kan indtage statsministertaburetten, siger Bjarne Høpner til Arbejderen.

Han er formand for 3F's største afdeling, 3F København.

Skævt-kampagnen gav pote

Over 500 personer fra hans fagforening iførte sig i 2010/2011 de gule veste med Skævt-logoet, der var indbegrebet af 3F's kampagne. I løbet af et års tid ringede aktivisterne på døren hos 10.000 ud af 13.000 vælgere i fagforeningens lokalområde i Københavns nordvest-kvarter.

Kampagnens politiske indhold vandt gehør og aktivisternes indsats var den direkte årsag til, at Lars Løkke Rasmussens VK-regering blev væltet og erstattet af Helle Thorning-Schmidt som ny regeringsleder.

Valgresultatet var meget tæt. Blot 16.984 stemmer skilte rød og blå blok.

Når spørgsmålet, om de gule veste skal støves af og bruges igen, er blevet aktuelt, hænger det sammen med, at 3F's hovedbestyrelse har besluttet, at der skal sættes gang i en ny kampagne frem mod det folketingsvalg, der skal afholdes senest den 14. september 2015. 

Men flere af afdelingerne frygter at blive spændt for en socialdemokratisk valgvogn, og at de skal stå på mål for regeringens politik.

– Vi kan ikke forsvare den politik, regeringen har ført, siger Peter Bæk, der selv er socialdemokrat og afdelingsformand i 3F Transport, Logistik & Byg Aarhus, til Arbejderen.

Thorning gør det svært

Afdelingens medlemmer og især dem, der opfordrede vælgerne til at stemme for et mindre skævt Danmark, husker udmærket Helle Thorning-Schmidts forsikring om, at en ny regering ville lave de usolidariske dagpengeregler om.

Som bekendt er det endnu ikke sket, og nu vil statsministeren udskyde spørgsmålet til efter et valg, uanset forudsigelserne fra A-kassernes interesseorganisation om at cirka 60.000 arbejdsløse til den tid vil have mistet retten til dagpenge.

– Statsministeren gør det ikke nemt for os. Regeringen havde ellers et sidste skud i bøssen ved finanslovsforhandlingerne. Her kunne den passende rette op på de værste urimeligheder i dagpengesystemet, men det vil regeringen ikke, konstaterer Peter Bæk.

Han forudser derfor, at det bliver op ad bakke med mobiliseringen til en valgkampagne.

Hovedbestyrelsens beslutning om at gennemføre en ny kampagne op til næste valg blev præsenteret for afdelingerne på en workshop i går. Kampagnen skal foregå under overskriften "Godt arbejde - ordentlig løn".

Indhold efterlyses

Arbejderen har ringet til syv afdelinger, og de giver alle initiativet en blandet modtagelse. Hele vejen rundt kritiseres den syv siders kampagneplan for at indeholde for lidt politik, men afdelingerne ønsker ikke at stå frem med kritikken.

De vil ikke "bare skyde en valgkampagne ned", fordi de faktisk synes, det er godt, at forbundet blander sig i politik. Endelig skal en kritik nødig opfattes "som en støtte til Lars Løkke og hans kompaner", som en af afdelingsformændene udtrykker det.

Bjarne Høpner, der som medlem af hovedbestyrelsen har stemt for, at der gennemføres en valgkampagne, forklarer at det først er fra nu af, at kampagnens politiske indhold skal på plads, og at det kræver afdelingernes aktive medvirken.

–  3F er nødt til at forholde sig til valget og diskutere, hvad der gavner medlemmerne bedst. For mig handler det om at finde ud af, hvad  3F vil, uden at blive spændt for den ene eller anden vogn, og uden at komme til at gå Dansk Folkepartis eller Venstres ærinde, siger den københavnske fagforeningsformand og understreger, at det ikke er i 3F's interesse, at Venstre får regeringsmagten tilbage.

Forbundsformand Per Christensen er helt klar over medlemmernes skuffelse over og kritik af regeringen. Han deltog søndag i Socialdemokraternes sommermøde, hvor han gjorde det klart, at 3F ikke gennemfører en valgkampagne for et parti men for medlemmerne. 

– Jeg kan lige så godt sige det lige ud. Hvis DF og andre støtter vores krav, så skal de være velkomne. Hvis de vel at mærke mener det og handler derefter. 3F er ikke et politisk parti. 3F er en fagforening.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. aug. 2014 - 07:12   19. aug. 2014 - 17:19

Valgkamp

noc@arbejderen.dk
3F i tal
  • 3F har 309.218 medlemmer (opgjort 20. januar 2014).

  • Af 3F's 309.218 medlemmer er 85.444 kvinder.

  • 3F har både faglærte og ufaglærte medlemmer. De arbejder inden for seks hovedområder: Industri, Bygge og anlæg,Transport, Den offentlige sektor, Privat service, Hotel & Restauration, og Den grønne gruppe.

  •  3F har 50.262 medlemmer af anden etnisk herkomst end dansk. Det svarer til 13 procent.

  • 3F har 67 lokale afdelinger. Der findes 3F-kontorer i 116 byer i Danmark

  • 3F har 14.428 medlemmer med et eller flere tillidshverv.

Kilde: 3F