Mindst 49 danske firmaer tjener penge på Israels ulovlige besættelse og bosættelser i Palæstina. Det afslører rapporten "Forretning på Forbudt Land", som researchcenteret DanWatch står bag.
Vi er der for at lave forretninger. Vi laver ingen forretninger, som vi ikke kan stå inde for.
Kenth Kærhøg, ISS
De 18 største danske pensionskasser og investeringsforeninger har tilsammen investeret omkring 1,7 milliard kroner i virksomheder - eksempelvis Caterpillar, G4S og Veolia - som bidrager til enten drift eller konstruktion af checkpoints, muren eller bosættelser.
Pensionskassen PFA er med investeringer for i alt 295 millioner kroner den største investor i selskaber, der bidrager til de ulovlige bosættelser eller besættelsesstrukturer.
>> Se listen over de firmaer, der tjener penge på Israels ulovlige bosættelser
Aktiviteterne sker selvom FN, EU og den danske regering fraråder engagement i bosættelser.
I juni 2014 opfordrede FN's Menneskerettighedsråd alle virksomheder med direkte og indirekte forbindelse til aktiviteter på de besatte områder om at være bevidst om risikoen for meddelagtighed i menneskerettighedskrænkelser, som drab på civile, ulovlige eksproprieringer og nedrivning af palæstinesernes boliger og indskrækning af palæstinensernes bevægelsesfrihed.
I september sidste år gjorde handelsminister Mogens Jensen i TV2 det klart, at "Regeringen har ved flere lejligheder mindet offentligt om, at den fraråder danske borgere og virksomheder at indgå i engagementer, der kan gavne israelske bosættelser".
Op til virksomhederne selv
På et samråd i juni forklarede Mogens Jensen dog, at det er op til virksomhederne selv at følge regeringens og FN's anbefalinger.
Ifølge verdenshandelsorganisationen OECD er den danske regering forpligtet til at føre en politik og have lovgivning og retningslinjer, der sikrer, at handel og investeringer sker i overenstemmelse med menneskerettighederne.
SF's Trine Mach opfordrer regeringen til at stramme op på den danske lovgivning:
- Men kunne godt sige, at vi ønsker ikke at have varer i danske supermarkeder og butikker, som man ikke kan dokumentere ikke er produceret i bosættelser.
>> Læs hele rapporten "Forretning på Forbudt Land" på DanWatch' hjemmeside her
Catering, vagter og frugt
Rengøringsgiganten ISS har, ifølge DanWatch, en cateringkontrakt i bosættelsen Maale Adumim på den besatte Vestbred og to rengøringskontrakter i bosættelsen Katzrin i de besatte Golanhøjder. Og kontrakten på Vestbredden vil ikke blive forlænget, forsikrer ISS' kommunikationschef Kenth Kærhøg overfor Arbejderen.
- Vi er kun tilstede i disse områder, hvis det sker som en del af større internationale eller regionale kontrakter. Vi er der for at lave forretninger. Vi laver ingen forretninger, som vi ikke kan stå inde for. Tilsammen har disse kontrakter kun under 20 medarbejdere, lyder det fra kommunikationchefen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278