18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

60 procent mod kampfly

Klar besked til Stoltenberg

60 procent mod kampfly

Hvis den almindelige dansker kunne bestemme, skulle de 30 milliarder kroner, som flertallet af Folketingets partier vil bruge til nye kampfly, i stedet bruges på velfærd.

NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg kræver at militæralliancens medlemslande bruger to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på militæret.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg landede i går i et land, hvor 60 procent af befolkningen er imod indkøb af nye kampfly og hellere vil bruge pengene på velfærd.

Meningsmålingen viser, at de øvrige partier i Folketinget er ude af trit med befolkningen, når de vil bruge 30 milliarder på kampfly.
Nicolai Villumsen, Enhedslistens forsvarsordfører

En meningsmåling foretaget af Gallup for Enhedslisten viser, at næsten 60 procent af danskerne er enige eller overvejende enige i at droppe det planlagte indkøb af kampfly til fordel for renovering og forbedring af skoler, daginstitutioner, plejehjem og hospitaler.

Under en tredjedel af befolkningen står bag partierne fra SF til Dansk Folkeparti, der vil købe nye kampfly for 30 milliarder kroner. 1046 danskere har deltaget i målingen.

NATO kræver oprustning

NATO's generalsekretær var på officielt besøg i Danmark i går og holdt møder med både forsvarsminister Nicolai Wammen og med statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Stoltenberg har tidligere gjort sig til talsmand for, at NATO-landene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) på militæret. Det vil betyde en voldsom oprustning for Danmark, der i øjeblikket bruger cirka 1,4 procent af sit BNP på militæret. 

- Selvom Danmark er et lille land, har vi vist, at vi kan gøre en stor forskel. Og der er ingen i tvivl om, at Danmark løfter sin del af byrden, understregede forsvarsminister Wammen.

- Vi havde et rigtig godt og konstruktivt møde, hvor forholdet til Rusland naturligvis var øverst på dagsordenen. Den komplekse sikkerhedspolitiske situation tester NATO-alliancen, men NATO-landenes modsvar har været klart: endnu mere sammenhold bakket op af konkrete handlinger, sagde forsvarsminister Nicolai Wammen efter mødet.

Men Danmark er mere truet af klimaforandringer end af russisk invasion, mener Enhedslisten:

- Meningsmålingen viser, at de øvrige partier i Folketinget er ude af trit med befolkningen, når de vil bruge 30 milliarder på kampfly. Befolkningen vil heller bruge pengene på at klimarenovere vores skoler, plejehjem og andre offentlige bygninger end at bruge milliarder på kampfly, så vi kan deltage i nye forfejlede krige, siger Enhedslistens forsvarsordfører Nicolai Villumsen.

Ø kræver åbenhed

Debatten om indkøb af kampfly er indtil videre i høj grad foregået bag lukkede døre i forsvarsforligskredsen, men det forsøger Enhedslisten nu at ændre på. Partiet står udenfor forsvarsforliget og har som det eneste kritiseret det dyre militære indkøb.

Folketinget skal inden længe drøfte et beslutningsforslag fra Enhedslisten, som pålægger forligspartierne mere åbenhed omkring flyindkøbet, og sikrer at Folketinget bliver orienteret om processen.

Herudover har Enhedslisten indkaldt en forespørgselsdebat i Folketinget for at drøfte om Danmark overhovedet har brug for nye kampfly.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2015 - 07:25   14. sep. 2015 - 15:09

Kampfly

ml@arbejderen.dk
Fakta: Nye kampfly
  • Dansk militær står overfor Danmarkshistoriens største våbenindkøb. Flyvevåbnets F-16 fly skal udskiftes med 27 Joint Strike Fighter (F-35) kampfly.

  • Regeringen, Socialdemokraterne, De Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgik den 9. juni 2016 en aftale om at købe 27 F-35 kampfly. Den samlede regning over de kommende 30 år forventes at blive på 56,4 milliarder kroner.

  • Fredsbevægelsen i Danmark har igangsat en kampagne mod indkøb af nye kampfly. Læs mere på Facebook Nej tak til nye kampfly.

  • Du kan skrive under mod de nye kampfly her. Og du kan udskrive underskriftslister, som du kan tage med dig her.

  • Læs mere på Arbejderens temaside her.