Næsten 690 millioner mennesker i verden – svarende til hvert 11. menneske – havde ikke nok at spise sidste år. Det er en stigning på 60 millioner på bare fem år.

Det fremgår af FN's årsrapport om fødevaresikkerhed, som fem FN-organisationer, heriblandt FN's fødevareorganisationen (FAO), står bag.

Handelsaftaler reducerer mad til en vare i stedet for en rettighed. Der er meget landbrugsjord i de fattige lande. Men jorden bliver ved hjælp handelsaftaler kontrolleret af nogle få.
Mathilde Goldschmidt Andersen, Global Aktion

FN kalder udviklingen for "alarmerende".

Faktisk er der masser af mad i verden. Men maden er ulige fordelt og går ofte til spilde. En tredjedel af al mad går til spilde. Det globale madspild udgør 1,3 milliarder ton om året. Det er nok til at brødføde tre milliarder mennesker, ifølge FN's fødevareorganisation.

Det er især i Afrika, at mennesker sulter. Næsten hver femte i Afrika – 19 procent – sulter. Det er dobbelt så mange som i resten af verden i gennemsnit. Hvis udviklingen fortsætter, kan hvert fjerde menneske i Afrika komme til at sulte, advarer FN.

Skævt fordelte kalorier

Den danske ulands- og solidaritetsorganisation Global Aktion og deres samarbejdspartnere i de fattige lande er heller ikke i tvivl om, at store dele af verdens sult kan tilskrives den ulige fordeling af fødevarer.

– Der produceres i dag kalorier nok til at brødføde hele verdens befolkning. Men kalorierne er skævt fordelt. Ressourcerne til at producere mad er ulige fordelt. EU forbruger 43 procent mere landbrugsjord, end der findes inden for EU’s grænser for at understøtte sit forbrug af landbrugsprodukter, fortæller aktivist i Global Aktion Mathilde Goldschmidt Andersen til Arbejderen.

I Vesteuropa sidder de fem største supermarkedskæder på mere end 50 procent af markedet i de fleste lande. De fire største forarbejdningsvirksomheder sidder på 62 procent af morgenmadsprodukterne og 60 procent af babymaden globalt. Samtidig ejer tre firmaer cirka 65 procent af landbrugskemikalierne og de kommercielle frø på verdensplan. 

– Det er nogle få, der har magt til at bestemme, hvad der skal produceres og til hvem. Magtkoncentrationen betyder, at nogle få virksomheder – godt hjulpet på vej af handels- og investeringsaftaler – beslutter, hvad der bliver produceret og hvordan, siger Mathilde Goldschmidt Andersen.

Den skæve fordeling af afgrøder og fødevarer skyldes især den frie handel med fødevarer og afgrøder, som frihandels- og investeringsaftaler presser på for.

– Handels- og investeringsaftalerne fremmer landbrug, der er baseret på eksport til verdens rige lande i stedet for at være lokalt forankrede, konstaterer Mathilde Goldschmidt Andersen.

Hun har blandt andet været i Sydafrika på researchrejse for at kigge nærmere på klimaets og handelsaftalers konsekvenser for småbønderne og fødevareproduktionen i landet. 

– Handelsaftalerne reducerer mad til en vare i stedet for en rettighed. Der er meget landbrugsjord i de fattige lande. Men jorden, og hvad der skal dyrkes på den, bliver – ved hjælp handels- og investeringsaftaler – kontrolleret af nogle få store fødevareproducenter i de rige lande. Det betyder, at store dele af afgrøderne ikke kommer den lokale befolkning til gode, men bliver eksporteret til de rige lande, forklarer Mathilde Goldschmidt Andersen.

– Handelsaftalerne øger harmoniseringen af fødevareproduktionen. Det centrale i aftalerne er, at fødevarer skal kunne sælges på tværs af landegrænser. Produktionen målrettes efter, hvad de rige lande efterspørger – eksempelvis dyrefoder som majs og soja og kaffe og te, tilføjer hun.

Bønder skal selv kunne bestemme

Ifølge Global Aktion skyldes en stor del af verdens sult, at de fattige lande reelt ikke selv bestemmer, hvad der skal produceres.

Derfor er kampen mod sult også en kamp for madsuverænitet, så landene i højere grad selv bestemmer, hvad der skal dyrkes, mener Global Aktion.

– I dag handler fødevaresikkerhed om at sikre adgang til fødevarer til de rige lande. I stedet bør vi sikre madsuverænitet. Madsuverænitet er et alternativ til det industrielle madsystem, hvor nogle få aktører afgør, hvilken mad der er tilgængelig for hvem, og hvordan maden bliver produceret. Madsuverænitet giver magten tilbage til dem, der dyrker jorden, og demokratiserer ejerskabet over jorden, modsat den stigende magtkoncentration, der foregår i det industrielle system, siger Mathilde Goldschmidt Andersen.

– Mad skal være en rettighed, ikke en vare. Der skal sikres en lokalt forankret produktion, hvor jorden er lokalt kontrolleret og bønderne selv bestemmer, hvad de vil dyrke og sælge på det lokale marked. Det vil både styrke de fattiges adgang til mad, klimaet og øge bæredygtighed indenfor fødevareproduktion, tilføjer hun.

Global Aktion samarbejder blandt andet med netværket La Via Campesina, der organiserer småbønder, småfiskere, jordløse og migrantarbejdere i 81 lande.

– For dem er kampen mod handels- og investeringsaftaler helt central, fordi aftalerne er en trussel mod retten til mad og jord. Handels- og investeringsaftalerne tilgodeser store virksomheder i de rige lande og ikke de små bønder i de fattige lande. Handelsaftaler bliver indgået, for at store virksomheder kan tjene penge. De handler ikke om at få mad på bordet, understreger aktivisten fra Global Aktion.

NOAH Ungdom i kampagne for madsuverænitet

I sidste måned lancerede Ungdom NOAH i samarbejde med deres europæiske netværk Young Friends of the Earth Europe og NGO'erne La Via Campesina Europe og ASEED Europe Ungdommens manifest for madsuverænitet med en række krav, der tage kontrollen tilbage over den måde, mad bliver produceret, handlet og forbrugt på.

De unge har sammen med bønder, jordløse landarbejdere, aktivister, studerende og forbrugere det seneste år samlet vidnesbyrd fra en lang række aktører inden for fødevaresystemet.

En af dem, der har været med til at udarbejde manifestet og indsamle vidnesbyrd, er Laura Bordum, som er aktivist i Ungdom NOAH.

– Vi skal stoppe med at se mad som en handelsvare og i stedet se den som en rettighed. Selvfølgelig handler vi med mad, for vi kan ikke alle sammen dyrke den selv, men det er problematisk, at mad i dag er blevet til "fødevarer" – en vare som virksomheder spekulerer i på globale finansmarkeder, siger Laura Bordum.

– Retten til mad er retten til liv. Både i Danmark og globalt. Magten og maden skal ikke ligge på få hænder. Vi skal alle sammen have adgang til mad, tilføjer hun.

FN kritiserer handelsaftaler

Det er ikke kun NGO'er i Danmark og de fattige lande, der kritiserer handelsaftalerne.

Også FN kritiserer handelsaftaler for at være styret af hensyn til store firmaers interesser og for at indskrænke folkevalgtes politikeres muligheder for at tage hensyn til fødevaresikkerheden.

"Beslutningstagere skal passe på, at handelspolitik og handelsaftaler ikke skader ernæringshensyn – især fordi disse politikker sjældent har ernæring som en del af deres grundlag", advarer FN blandt andet i sin årsrapport om fødevaresikkerhed og uddyber:

"Der er ofte en ubalance i magtforholdet mellem de lande, der indgår handelsaftaler indenfor og udenfor WTO-systemet, og handelsaftalerne kan være stærkt påvirket af multinationale selskabers interesser. Især regionale og bilaterale handelsaftaler er problematiske, fordi de indeholder hidtil usete klausuler med en stærk investorbeskyttelse med potentielle dybe indvirkninger på det indenrigspolititiske handlerum", skriver FN's fødevareorganisation og de øvrige FN-organisationer.

Corona forværrer krisen

Ifølge WHO kan coronapandemien betyde, at yderligere 132 millioner mennesker bliver underernærede alene i år.

De dystre forudsigelser vækker vrede hos ulandsorganisationen Oxfam IBIS.

– Man har sagt, at coronakrisen ikke skelner mellem rig og fattig, men det er ikke rigtigt. De nye tal viser endnu engang, at konsekvenserne af pandemien rammer verdens fattigste hårdest. Allerede inden pandemien var antallet af mennesker, der sulter, stigende. Nu står vi overfor en ekstrem situation med hungersnød, siger generalsekretær i ulandsorganisationen Oxfam IBIS Kristian Weise.

Mens yderligere millioner af verdens fattigste mennesker er i fare for at blive ramt af sult og underernæring, har otte af verdens største fødevarevirksomheder, herunder Coca-Cola, Kellogg og Nestlé, i 2020 udbetalt 120 milliarder kroner til deres aktionærer.

Det er over ti gange så meget som det beløb, der er anmodet om til fødevare- og landbrugshjælp under FN’s covid-19-humanitære appel, påpeger Oxfam IBIS.

– At verdens største fødevarevirksomheder har udbetalt milliarder af dollars til deres aktionærer, mens millioner af mennesker, selv dem der producerer og bearbejder maden, sulter verden over, er helt absurd. Det viser, at fattigdom ikke er naturgivent, men et valg. Og det illustrerer, hvor ødelagt og ulige vores fødevaresystem er, siger Kristian Weise.