Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti råber bankotal op og laver flæskesteg.
De næste fire dage er stort set enhver folketingspolitiker med respekt for sig selv at finde på solskinsøeen
Omtrendt samtidig forsøger unge hjemløse at råbe politikerne og andre deltagere op og fortælle om deres desperate situation.
Ikke langt derfra har 3F inviteret til debat om den massive mangel på lærepladser.
Folkemødet på Bornholm byder på et væld af meget forskellige arrangementer. Mere end 2000 er der i det omfangsrige program.
I disse dage er stort set enhver folketingspolitiker med respekt for sig selv at finde på solskinsøeen. Øens 40.000 indbyggere bliver invaderet af tusindvis af især politikere, lobbyister, virksomheder og aktive i fagforeninger og græsrodsorganisationer. I alt ventes op mod 80.000 mennesker at kigge forbi folkemødet.
Den lille nordbornholmske by Allinge er fra torsdag til søndag forvandlet til en sand myretue, hvor politikere, lobbyister og græsrordsorganisationer optræder på slap line og debatterer politik i ét stort virvar.
Pia Kjærsgaard som travkusk
Politikerne gør en ihærdig indsats for at være folkelige. For eksempel kører de fire folketingspolitikere – Hans Christian Schmidt (V), Jeppe Kofod (S), Manu Sareen (R) og Pia Kjærsgaard (DF) – på lørdag trav på Allinge Stadion.
Der er mange, som gerne vil have politikerne i tale. Erhvervslivets lobbyister er også med.
Danmarks Rederiforening har inviteret erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen og Rederiforeningens adm. direktør Anne H. Steffensen til et møde om, hvordan branchen og beslutningstagere kan formulere fælles visioner indenfor blandt andet vækst og skat.
Skattespørgsmålet optager også arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, der har inviteret skatteminister Morten Østergaard til debat om erhvervslivets skattebetaling.
En af verdens største tobaksproducenter Philip Morris stiller spørgsmålet: Hvor går grænsen for skat på tobak?
Og Grundfos inviterer til debat om, hvordan man kan sikre en stærk vandindustri. Du kan også få en snak med Danske Banks topchef Thomas Borgen, der byder på både mad og drikke til alle, der kigger forbi.
Våbenindustri på spring
Tager man en tur ned til havnen kan børnene blive malet i ansigtet som en rigtig soldat, mens de voksne får en snak med forsvarsminister Nicolai Wammen.
Ikke langt derfra står våbenindustrien på spring: Et par af verdens allerstørste våbenproducenter BAE Systems og SAAB Defence & Security inviterer til debat under overskriften "Forsvar dansk industri".
Men fagforeninger og græsrodsorganisationer er også massivt tilstede i Allinge og rejser en række aktuelle debatter.
FOA, Socialpolitisk Forening, Stop Fattigdom Nu initiativet, BUPL og andre sætter fokus på konsekvenserne af regeringens reformer, mens FTF – hovedorganisationen for 450.000 offentligt og privat ansatte spørger: Hvordan får vi en stærk fagbevægelse i fremtiden?
Fredsbevægelsen sætter fokus på problemerne med dansk krigsdeltagelse, Amnesty International sætter spørgsmålstegn ved om overvågningen er gået for vidt, mens miljøorganisationen Greenpeace sætter spot på problemerne ved at satse på skifergas.
Banker søm for flere praktikpladser
Hvis du går efter lyden af hamren metal efter metal kommer du frem til 3F's telt.
Her står 3F's ungdomsbygge-repræsentant Dennis Gartig og opfordrer forbipasserende til at prøve at banke blankle stålsøm i en meter lang spånplade.
- Vi har købt 12.000 søm - et for hver ung som mangler en praktikplads i dagens Danmark. Vi vil gerne synliggøre, hvor meget 12.000 egentlig er. Når vi har fyld pladen ud med søm vil vi sende den ind til Folketinget og kræve en garanti for, at de unge kan få en praktikplads, fortæller Dennis Gartig til Arbejderen.
Han mener, at regeringen må pålægge arbejdsgiverne at oprette praktikpladser.
- Hvis de unge ikke får en praktikplads, kan de ikke gennemføre deres uddannelse. Så vil Danmark komme til at mangle arbejdskraft. Risikoen er, at vi må importere arbejdskraft - med de konsekvenser som det indebærer af risiko for løndumping og pres på arbejdsvilkår og sociale ydelser, advarer Dennis Gartig.
Om to uger tager 3F på en rundtur sammen med unge, der mangler praktikpladser. Sammen vil de troppe op på virksomheder i Ringsted, Sorø, Slagelse, Nykøbing Falster og Næstved for at tilbyde deres arbejdskraft og gøre opmærksom på manglen på praktikpladser.
Kontrasternes topmøde
"Folkemødet har noget for enhver smag", fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt, da hun torsdag klokken 14 åbnede folkemødet.
Og det må man sige, at hun har ret i.
Nede ved havnen og med havudsigt holder den amerikanske lobbyorganisation AmChams til. På bordene står hvidvin og pistacenødder.
Oppe på et podie hævet over tilhørerne står en række slipseklædte herrer i mørkt jakkesæt - heriblandt USA's ambassadør i Danmark Rufus Gifford. De er enige om, at Danmark skal gøre mere for at tiltrække og bevare udenlandske inveteringer fra multinationale firmaer.
Seancen slutter af med, at ordstyreren opfordrer de tilstedeværende til at lægge deres visitkort i en stor bowle. Herefter vil der blive trukket lod om 12 flasker god hvidvin og 12 flasker god rødvin.
Udenfor reklamerer store, farverige, glitrende plakater for mødet: "In it for the money? What do foreign companies bring to Denmark?"
- Vi vil prøve at nuancere det negative syn på multinationale virksomheder, som offentligheden ofte giver. Nogle af de myter, der findes, er, at multinationale snyder eller ikke bidrager til samfundet. I stedet for at kriminalisere de store virksomheder, bør man fokusere på at multinationale virksomheder rent faktisk står for tyve procent af de danske job, siger Stephen Brugger til Arbejderen. Han er executive director i lobbyorganisationen AmCham.
Han stikker mig en tyk pjece med overskriften "McDonalds contribution to the Danish society" ("McDonalds bidrag til det danske samfund") i hånden.
700 pressefolk
Pressen er massivt tilstede på folkemødet. I alt ventes op mod 700 pressefolk at invadere øen til vands og i luften.
Ifølge DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup sender DR i alt 150 til at dække folkemødet, der kommer 81 fra TV2 og 40 fra Politiken.
Politikere, journalister og organisationsfolk fylder godt på folkemødet. Men der er også repræsentanter for folket med. En af dem er pensioneret postarbejder Ole Hansson fra Rønne. Han synes folkemødet er en god ide.
- Det er rart at opleve politikerne live og se dem i øjnene i stedet for kun at se dem i fjernsynet. Det er jo ikke fordi politikerne ellers overrender øen. Det er kun, hvis fiskerne eller slagteriarbejderne har problemer. Så kommer de herover og fortæller, at de vil hjælpe os, uden at love noget som helst konkret. Så når politikerne nu endelig kommer til øen, overfalder vi dem for at få nogle svar, siger han.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278