Antallet af civile ofre for den USA-ledede koalitions bombekrig i Irak stiger fortsat.
Onsdags i sidste uge blev ni civile dræbt og 16 såret af et koalitions-luftangreb i Mosul, ifølge Iraks Nationale Nyhedsbureau (NINA). Det bringer det samlede antal civile ofre op på 92, siden de danske F-16 fly begyndte at bombe i Irak den 16. oktober sidste år.
Indtil nu har det ikke været muligt at få svar på, om bombardementerne i Irak har medført civile tab.
Nikolaj Villumsen, Enhedslistens forsvarsordfører
Tirsdag i denne uge offentliggjorde Værnsfælles Forsvarskommando sin ugentlige Mission Update om de danske F-16 flys bombetogter i Irak. Heraf fremgår det, at de danske fly den seneste uge har fløjet ti missioner og kastet ti bomber.
Bomberne er kastet i Ninawa-provinsen, hvor Mosul er hovedby. Altså netop den by, hvor der senest har været civile ofre - dræbt af koalitionens bomber.
Forsvarsministeriet afviste i december overfor Arbejderen at have hørt om civile tab i forbindelse med danske bombardementer. Og - "af hensyn til piloternes sikkerhed og de øvrige koalitionspartnere" ønskede ministeriet heller ikke at give oplysninger om, præcis hvor og hvornår de danske fly havde fløjes sine missioner.
Forsvarsministeriet indrømmede dog, at det ikke vil "kunne udelukkes, at følgeskader ved angreb mod mål på jorden kan koste civile tab".
Mangler at svare Folketinget
I Folketinget mangler forsvarsminister Nicolai Wammen dog fortsat at svare på en række spørgsmål om de civile ofre i Irak.
Spørgsmålene blev stillet af Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen allerede før jul, efter at Arbejderen i samarbejde med den britisk-amerikanske ngo, Iraq Body Count, kunne afdække, at mindst 79 irakere havde mistet livet som følge af bombeangreb foretaget af koalitionen i de samme områder og på de samme tidspunkter, hvor danske fly havde kastet bomber.
Ministeren skal blandt andet svare på, hvilken sikkerhed regeringen har for, at det vil blive grundigt undersøgt, om der har været civile tab i forbindelse med de danske bombardementer i Irak. Han skal også svare på, om han kan udelukke, at danske fly har deltaget i bombardementer, som formodes at have medført civile tab.
Ligeledes skal Nicolai Wammen svare på, om pårørende til civile dræbte - som følge af de danske bombardementer i Irak - kan få afprøvet ved en domstol, om bombardementerne er i tråd med krigens love.
Endelig skal ministeren redegøre for, hvilke muligheder irakiske pårørende til civile ofre fra koalitionens bombardementer har for at finde ud af, om angrebet var udført af Danmark.
Skal offentliggøre oplysninger om ofre
I et interview til dagbladet Information i sidste uge lovede forsvarsminister Nicolai Wammen dog, at hvis de danske F-16 fly i Irak rammer civile, så skal befolkningen have det at vide.
- Hvis vi finder ud af, at der har været civile tab i forbindelse med danske styrkers indsættelse, mener jeg, at det er naturligt, at vi oplyser om det, sagde ministeren til Information.
Enhedslistens forsvars- og udenrigsordfører Nikolaj Villumsen er glad for ministerens udmelding, men efterlyser handling:
- Jeg vil opfordre forsvarsministeren til at gøre ord til handling. Indtil nu har det ikke været muligt at få svar på, om bombardementerne i Irak har medført civile tab. Forsvarsministeren har sågar overskredet Folketingets normale tidsfrister og endnu ikke svaret på mine spørgsmål om civile tab. Spørgsmålet er, om udmeldingen vil ændre dette, siger Nikolaj Villumsen til Arbejderen.
- Den hidtidige mørklægning er dybt problematisk, fordi den kortslutter den demokratiske debat og gør det umuligt at lære af eventuelle fejltagelser. Min bekymring har hele tiden været, at bombardementerne ville medføre store civile tab, og at krigsdeltagelse dermed vil styrke ekstremisterne fra Islamisk Stat.
Siden det første danske bombetogt i Irak i oktober sidste år, har de danske F-16 fly fløjet i alt 173 missioner og kastet 115 bomber.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278