10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aarhus skal booste deleøkonomien

Regeringen udnævner forsøgsby

Aarhus skal booste deleøkonomien

Regeringen gør Aarhus til "deleøkonomisk forsøgsby" for at afprøve regeringens planer om at fremme platformsøkonomier indenfor især transport og overnatninger. Lokal fagforening er skeptisk.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard forsikrer, at Aarhus som forsøgsby vil skabe bedre vilkår for udviklingen af deleøkonomien,
FOTO: Henning Bagger/Scanpix
1 af 1

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) udnævnte i mandag Aarhus til "deleøkonomisk forsøgsby 2017" sammen med byens borgmester Jacob Bundsgaard (S). Erfaringerne herfra skal bruges til at få gang i væksten af de såkaldte platformsøkonomier ved at identificere "muligheder og barrierer" på området, forklarer ministeren.

Det her rejser en hel masse spørgsmål. Det er jo ikke første gang, vi har set fine formuleringer om respekt for løn- og arbejdsvilkår.
Peter Bæk, formand for 3F Transport, Logistik og Byg

– Deleøkonomien rummer en masse spændende muligheder, som både kommer forbrugerne, samfundsøkonomien og miljøet til gavn. Derfor vil vi fra regeringens side skabe gode rammer for deleøkonomien, og gøre det lettere for flere danskere at gøre brug af deleøkonomiske løsninger, siger Brian Mikkelsen.

Fra børnetøj til Uber

Deleøkonomi kaldes også platformsøkonomi, fordi omdrejningspunktet er digitale platforme, hvor forskellige tjenester bliver leveret via internet og mobilapps.

Nogle deleøkonomiske løsninger er blot reelle deletjenester uden profitformål, som Facebook-gruppen "Børne- og babygear i rotation", hvor man kan forære børneudstyr, som man ikke længere bruger, videre til andre forældre.

Andre er en videreførelse af allerede kendte, fysiske medier som Den Blå Avis, der startede op i 1981 som en papiravis, men i 2008 blev opkøbt af den USA-baserede multi-milliardkoncern eBay. Koncernen har nu lukket papiravisen, men dba.dk fortsætter og kan nu fås som en app til mobilen. Men formålet er stadig det samme: At tjene penge på at formidle handel med brugte ting mellem enkeltpersoner.

Andre "deleøkonomiske løsninger" udfordrer de nuværende arbejdsmarkeder, fordi de baserer sig på en digital form for løsarbejde. Et kendt eksempel herhjemme er Uber, hvor bilejere eller -lejere kører uorganiseret taxakørsel mod en afgift til moderselskabet Uber Technologies Inc., en it-virksomhed med base i San Francisco i USA, som har en anslået markedsværdi på 450 milliarder kroner.

Ubers chauffører hyres af kunder via en app, og selskabet hævder derfor, at de blot er formidlere af taxature via en digital platform, og at deres chaufføer derfor ikke kan betragtes som ansatte, med en ansats rettigheder. I Danmark er Uber-kørsel foreløbig blevet kendt ulovlig, da de ikke overholder de gældende regler for taxi-kørsel.

Spørgsmålet er dog, om Uber vil tilpasse sig den danske lovgivning – eller om den danske lovgivning vil tilpasse sig Uber. EU-kommissionen lægger op til en EU-lovgivning, der vil føre til det sidste. Og regeringen har bebudet, at den i år vil præsentere en strategi for platformsøkonomien, som blandt andet skal udstikke retningslinjer for, hvordan lovgivningen skal tilpasses udbredelsen af denne form for virksomhed.

Brian Mikkelsen erklærer i den forbindelse, at hans mål er at gøre Danmark til "et af de førende lande indenfor deleøkonomi og digitale løsninger".

Forsøgsby

Nu er Aarhus så blevet forsøgsby for deleøkonomi, angiveligt fordi byen er udnævnt til europæisk kulturhovedstad 2017, og den forventede øgede tilstrømning af turister giver gode muligheder for platformsøkonomier i forbindelse med transport og overnatning, vurderer regeringen.

Som eksempel herpå var den Århus-baserede platformsvirksomhed Mineisyours indbudt til lanceringen af forsøgsby-projektet. Mineisyours tjener penge på at formidle udlejning mellem enkeltpersoner af biler, både, campingvogne og cykler mod at udlejeren betaler en afgift på 15 procent af lejen til virksomheden.

Som en del af projektet får Aarhus kommunes jobcenter også til opgave at teste nye retningslinjer fra Beskæftigelsesministeriet, som skal præcisere, hvordan jobcentrene vejleder dagpengemodtagere om regler for "deleøkonomiske aktiviteter".

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard forsikrer, at Aarhus som forsøgsby vil skabe bedre vilkår for udviklingen af deleøkonomien, men understreger samtidig, at forsøgsprojektet skal udvikles i dialog med virksomheder og øvrige interessenter.

– Og så skal vi samtidigt sikre, at deleøkonomien ikke kommer til at underminere vores løn- og arbejdsvilkår, men lever op til de krav, der ellers er gældende på arbejdsmarkedet, siger Jacob Bundsgaard.

Advarselslamper hos 3F

En af disse interessenter er fagforeningen 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus. Fagforeningens formand Peter Bæk er ikke lige så begejstret for forsøgsprojektet som borgmesteren.

– Det her rejser en hel masse spørgsmål. Det er jo ikke første gang, vi har set fine formuleringer om respekt for løn- og arbejdsvilkår. Men det har ikke forhindret omfattende brug af udenlandsk arbejdskraft til dumping-lønninger her i kommunen. Vi er selvfølgelig mest opmærksomme på, hvad det her projekt vil føre med sig indenfor transport, siger Peter Bæk til Arbejderen.

Et estisk Uber-lignende selskab, Taxify, har luftet planer om at etablere sig i Aarhus. Taxify bliver finansieret af blandt andet Skype og  kapitalfonden TMT Investments. 3F-afdelingen har dog endnu ikke set tegn på, at platformsvirksomheden er kommet til byen, oplyser Peter Bæk.

– Men de her nye retningslinjer til jobcentrene om "deleøkonomiske aktiviteter" er også en af de ting, der gør, at dette her projekt absolut ikke vil havne nederst i vores arbejdsbunke, understreger 3F-afdelingens formand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2017 - 14:50   17. jan. 2017 - 16:19

Deleøkonomi

he@arbejderen.dk