Det er ikke kun Danmarks undtagelse fra EU's overstatslige rets- og politisamarbejde, der skal afskaffes. Regeringen ønsker også en afstemning om undtagelsen fra EU's militære samarbejde, skriver Information.
Regeringen ønsker forsvarsforbeholdet ophævet.
Forsvarsminister Carl Holst
- Regeringen ønsker forsvarsforbeholdet ophævet. Det er også den seneste forsvarskommissions anbefaling, og den tilslutter vi os, siger forsvarsminister Carl Holst (V) til Information.
Ifølge Venstres forsvarsordfører Peter Juel Jensen bør afstemningen ske "hurtigst muligt".
- Forsvarsforbeholdet begrænser Danmarks mulighed for at deltage i EU's fredsbevarende operationer, og den begrænsning ser vi gerne fjernet, siger han.
Også De Radikale, De Konservative, SF og Socialdemokraterne vil afskaffe forsvarsundtagelsen.
- Vi lever i en mere og mere urolig verden, hvor det er vigtigt, at Danmark har mulighed for at deltage i internationale missioner sammen med vores allierede i EU, siger Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen.
Præcis, hvornår danskerne skal stemme om forsvarsundtagelsen, vil hverken regeringen eller de andre partier lægge sig fast på.
Seniorforsker og centerleder Henrik Ø. Breitenbauch fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet advarer mod, at det vil skabe problemer for forsvarspolitikken, hvis vi pludselig får åbnet op for at deltage i EU-missioner.
Han mener, at det vil udstille, at vi har et forsvar, der har en meget ringe dybde, og henviser til, at de danske F-16-flymekanikere i et åbent brev til Folketingets partiformænd netop har beskrevet store problemer med mandskab og maskineri hos de danske udsendte i Irak.
- Vi er meget gode til at tale om, at vi har et stort ansvar. Men vi kan se på eksemplet med flymekanikerne, at der er nogle ret skarpe grænser for, hvor meget vi kan sende ud efterhånden, siger Henrik Ø. Breitenbauch til DR.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278