01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Airwars efterlyser åbenhed om danske bomber

F-16 fly til Irak og Syrien

Airwars efterlyser åbenhed om danske bomber

De danske bomber, som er på vej til Syrien, vil øge antallet af civile ofre, advarer Airwars, der tæller de civile døde for koalitionens bomber i Syrien og Irak. Airwars håber på, at dansk militær vil være mere åbne om sine bomber end man var i Irak.

Bomberne rammer civile, advarer ngo'en Airwars der registrerer de civile ofre for koalitionens bomber i Irak og Syrien.
FOTO: Abdalrhman Ismail/Reuters/Scanpix
1 af 1

Når Danmark snart sender bombefly til Irak og Syrien, skal det danske militær være mere åbne om, præcist hvor og hvornår man kaster bomber.

Det mener organisationen Airwars, der systematisk opgør de bomber, der bliver kastet i Syrien og Irak, og de civile der bliver dræbt og såret, når bomberne slår ned.

Det er svært at tjekke, om koalitionen rammer civile, fordi de enkelte lande er meget sparsomme med oplysninger om præcist, hvor de bomber.
Chris Woods, Airwars

Hvis ikke denne åbenhed er til stede, er det umuligt at vide, om bomberne rammer civile, og hvilket lands militær der i givet fald er ansvarlig for døde og sårede civile. Ifølge den USA-ledede koalitions egne retningslinjer er det nemlig hvert land i koaltionen, der er ansvarlig for de bomber, der bliver kastet.

– Det er svært at tjekke, om koalitionen rammer civile, fordi de enkelte lande er meget sparsomme med oplysninger om, præcist hvor de bomber, siger Chris Woods til Arbejderen. Han er leder af Airwars, som består af et hold uafhængige undersøgende journalister.

Civile tab

– Luftkrigen mod IS i Syrien og Irak er meget intens. Koalitionen har kastet mere end 40.000 bomber og fløjet næsten 11.000 missioner i Irak og Syrien - heraf næsten 3800 angreb i Syrien, hvor situationen er meget kaotisk. 

– USA er det eneste land i koalitionen, der indrømmer, at man har dræbt civile. Ifølge USA's officielle tal er der "kun" dræbt 22 civile som følge af koalitionens luftbombardementer i Syrien. Vi vurderer at tallet er langt højere. Ifølge vores opgørelse er der alene i Syrien blevet dræbt mindst 476 civile på grund af koalitionens luftbombardementer, siger Chris Woods.

>> Se Airwars opgørelse over bombeangreb og ofre her

Den danske regering er imidlertid ikke så bekymret over civile tab. De danske F-16 fly vil blive sendt afsted med mandat til at kaste bomber mod IS - også selvom de risikerer at ramme civile. I et svar til Folketinget gør forsvarsminister Peter Christensen det klart, at eventuelle civile tab skal vejes op mod den militære nødvendighed.

De civile tab skal vejes op mod "den forventede konkrete og direkte militære fordel ved angrebet", skriver forsvarsministeren blandt andet i et svar til Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen

Risiko for blamegame

Airwars advarer også om, at hvis koalitionen ikke bliver mere åbne omkring deres bombetogter, risikerer vi et blamegame, hvor krigens parter kaster skylden på hinanden. 

– Det er ikke nok, at de enkelte lande offentliggør, hvor mange bomber man har kastet i Syrien, og i hvilke regioner man har bombet. Der er en række lande med forskellige interesser, der bomber på samme tidspunkt i de samme regioner. Det er et meget mere mudret billede, end da Danmark bombede i Irak, uddyber Chris Woods.

Det danske militær vil imidlertid ikke oplyse, hvor mange informationer man vil give om sine bombetogter i Syrien.

"Åbenheden og detaljeringsgraden af, hvad vi kan sige, kan dog blive begrænset af sikkerhedsmæssige-  og operative hensyn, som vi ikke vil gå på kompromis med", skriver pressechef ved Værnsfælles Forsvarskommando, Karsten Nielsen, i en mail til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. apr. 2016 - 11:18   19. apr. 2016 - 11:21

Danmark i krig

ml@arbejderen.dk
Danmark i krig i Syrien og Irak
  • Den 19. april 2016 vedtog Folketinget et beslutningsforslag fra udenrigsminister Kristian Jensen om "udsendelse af yderligere danske militære bidrag til støtte for indsatsen mod ISIL i Irak og Syrien".

  • Regeringen vil styrke det danske bidrag i seks måneder med syv F-16 kampfly (heraf tre i reserve) og 110 personer (teknikere, logistikere m.fl.) samt et C-130J transportfly og 60 personer. Hertil kommer specialoperationsstyrker på op til 60 personer som udsendes uden hjemtagelsesdato.

  • I forvejen har Danmark 170 mand i Irak og en radar, der overvåger luftrummet i Irak og det østlige Syrien.

  • Samtlige danske militære bidrag skal kunne indsættes i både Irak og Syrien. Det vil være første gang, Danmark kaster bomber i Syrien.

  • Den militære intervention sker uden et FN-mandat, og uden at den syriske regering har godkendt, at Danmark sender bomber og soldater til Syrien.

  • Forslaget bliver bakket op af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale og Konservative. Enhedslisten, SF og Alternativet er imod.

  • Læs alle artikler om emnet på Arbejderens temaside.

  • Foto: Morten Hausborg/HOK