10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Aktivister anholdt under blokade af oliehavnen i Aarhus

Blokerede olietransport

Aktivister anholdt under blokade af oliehavnen i Aarhus

Under en fredelig civil ulydighedsaktion i Aarhus blev 11 klimaaktivister i morges anholdt af politiet, da de blokerede vejen for olietankbiler. Aktionen blev udført af klimabevægelsen Extinction Rebellion.

FOTO: Extinction Rebellion
FOTO: Extinction Rebellion
FOTO: Extinction Rebellion

11 klimaaktivister blev i morges anholdt under en protest ved oliehavnen i Aarhus. Protesten var organiseret af klimabevægelsen Extinction Rebellion.

Ved at blokere oliehavnen blokerer vi for leverancerne af benzin og diesel til transportsektoren. Vi lammer den ved roden.
Astrid Pedersen, aktivist

Ifølge en pressemeddelelse fra Extinction Rebellion var formålet med aktionen at gøre opmærksom på "de massive klimaproblemer, som venter os". Og blokaden af olietankbiler skulle sætte fokus på "et helt konkret område, hvor det er muligt at sætte ind allerede i dag for at komme klimakatastrofen til livs".

– CO2-udledningen er i 2018 særligt steget i transportsektoren. Det vil jeg kaste lys på. Det er løgn, når regeringen siger, vi er klimadukse, foregangsland eller har den grønne førertrøje på. Ved at blokere oliehavnen blokerer vi for leverancerne af benzin og diesel til transportsektoren. Vi lammer den ved roden. Det er selvfølgelig symbolsk, så længe vi ikke er flere. Men jo værre klimakrisen bliver, des flere bliver vi også, siger 70-årige folkepensionist og aktivist Astrid Pedersen.

'Tag situationen alvorligt'

Extinction Rebellion kræver, at de politiske ledere tager biodiversitets- og klimakrisen alvorligt og erklærer en nødsituation samt bringer Danmarks CO2-udslip til netto nul i 2025.

Extinction Rebellion har ifølge deres pressemeddelelse erklæret et oprør mod beslutningstagerne, da deres "manglende respons på den akutte klimakatastrofe truer vores fælles fremtid".

Bevægelsen kritiserer Danmarks Folketings flertal for utilstrækkelig og mangelfuld handling i forhold til klimaforskeres advarsler:

"Som følge heraf mener Extinction Rebellion, med 174 danske forskere i ryggen, at fredelig og ikke-voldelig civil ulydighed er det mest forsvarlige og effektive middel til rådighed for at presse den nødvendige handling igennem", som bevægelsen skriver.

Bevægelsen består ifølge Extinction Rebellion selv af et "bredt udsnit af den danske befolkning", der "uanset politisk tilhørsforhold mener, at tiden er kommet til at udøve civil ulydighed som en sidste metode i kampen for omgående klimahandling".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2019 - 14:24   03. jun. 2019 - 16:00

Civil ulydighed

as@arbejderen.dk