Hvis miljøkonsekvenserne bliver for store, kan regeringen sige nej til skifergas.
Sådan lød udmeldingen fra miljøminister Kirsten Brosbøl, da hun i sidste uge mødtes med Skifergas Nej Tak.
Vi savner at få miljøministeren på banen. Indtil videre har det for regeringen kun handlet om at få afdækket, om der er skifergas i den danske undergrund.
Carsten Cederholm
- Vi vil holde miljøministeren op på hendes udmelding, siger en af de to aktivister, der deltog i mødet, Carsten Cederholm fra Skifergas Nej Tak.
Han uddyber:
- Det var en vigtig udmelding. Vi frygter jo, at hvis først regeringen og Total bruger hundredevis af millioner af kroner alene på prøveboringen, ja så vil det være svært at rulle den beslutning tilbage. Derfor var det vigtigt at få ministerens tilsagn om, at hun fortsat kan hive i nødbremsen, hvis konsekvenserne bliver for store i forhold til forurening af grundvand og jorden og klimaet i det hele taget.
Carsten Cederholm henviser blandt andet til, at når prøveboringen er slut, skal der laves en ny såkaldt VVM-undersøgelse, der skal afdække de miljømæssige konsekvenser for grundvandet og for undergrunden, før Total får lov til at bruge den omstridte fracking-metode til at hente skifergas op af undergrunden.
Foreløbigt budget på 300 millioner kroner
Det var daværende energiminister Lykke Friis (V), der i juni 2010 gav det franske energiselskab Total licens til at efterforske og udvinde skifergas i Nordjylland og Nordsjælland. Total har lejet et areal i den nordjyske by Dybvad, hvor selskabet er igang med at etablere sin efterforskningsboring efter skifergas.
Total håber på at finde masser af lettilgængelig skifergas. Hvis det er tilfældet, vil Total gennemføre en produktionstest. Dette gøres ved hjælp af hydraulisk frakturering. Metoden går ud på at pumpe en blanding af vand, sand og tilsætningsstoffer ind i skiferlagene under højt tryk. Herved frigives naturgassen.
Totals budget til efterforskningsboringen i Dybvad er på 300 millioner kroner. Planen er at bygge støjvolde omkring borepladsen og forsøge at sikre jorden ved pladsen imod udslip af kemikalier og andre skadelige stoffer. Total håber på, at selskabet i midten af 2015 ved, om der er skifergas under Nordjylland, og om det er rentabelt at hente den op.
- Vi savner at få miljøministeren på banen i den her sag. Indtil videre har det kun handlet for regeringen om at få afdækket om der er skifergas i den danske undergrund og om den er til at få fat i. Nu må miljøministeren sikre, at vores natur og drikkevand ikke bliver ofret for nogle kortsigtede økonomiske gevinster, siger Carsten Cederholm om baggrunden for mødet.
Flere aktiviteter igang
Mødet med ministeren er kun en lille del af de mange aktiviteter, som modstanderne af skifergas har gang i i disse dage:
I sidste uge var der demonstrationer i Frederikshavn og København, da Frederikshavns byråd gav Total lov til at bruge 3500 kubikmeter grundvand til sin prøveboring. De mange liter grundvand skal blandt andet bruges til at nedkøle det bor, som bruges til prøveboringen, som foregår i Dybvad uden for Frederikshavn. Der er endnu ikke foretaget nogen beregninger af, hvor meget grundvand der vil blive brug for, hvis en egentlig produktion af skifergas skal igangsættes.
Den 7. september er der folkemøde i Sæby om skifergas. Og i morgen deler aktivister flyers ud på Kongens Nytorv i København.
I øjeblikket arbejder Skifergas Nej Tak og Camp Total, den protestlejr, som aktivister har oprettet ved siden af Totals boregrund, på at udbrede deres succes med at vise film om problemerne med skifergas-udvinding.
Aktivisterne arbejder i øjeblikket med at lave undertekster og få rettighederne til at lave fremvisninger i mindre biografer og distribuere flere dokumentarfilm til hjemmebiograferne rundt om i det danske land.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278