Kommunernes Landsforening (KL) er godt træt af det bureaukratiske spil, som skal få det til at se ud som om, at den færdige finanslov er en ren gavebod.
Det havde været bedre, hvis vi kunne bruge alle pengene på velfærd og ikke på at udfylde ansøgninger og kontrolskemaer.
Martin Damm, KL
– Det er prisværdigt, at regeringen og forligspartierne med finansloven vil styrke den borgernære velfærd i kommunerne. Men det er stærkt beklageligt, at det sker i form af bureaukratiske puljer med ansøgninger og opfølgninger, siger KL's formand Martin Damm.
Han hentyder her til den delaftale om ekstra penge til børne- og ældreområdet, som regeringen, SF og Enhedslisten er blevet enige om som en del af den samlede finanslov for 2015.
– Med den ene hånd tvinger Christiansborg kommunerne til at stramme økonomien i forårets økonomiforhandlinger, hvorefter man i efterårets finanslovsforhandlinger uddeler milde gaver på de samme områder. Det skaber helt skæve forventninger i befolkningen til, hvad vi i kommunerne kan levere, siger Martin Damm.
Spildte penge på kontrol
Det er selvfølgeligt positivt, at der kommer flere penge til velfærd, end der var i regeringens finanslovsforslag. Men dels er der ikke tale om et særligt stort løft, dels sluger modellen med øremærkede puljeansøgninger og kontrolskemaer en del af pengene, påpeger Martin Damm.
– Det havde været bedre, hvis vi kunne bruge alle pengene på velfærd og ikke på at udfylde ansøgninger og kontrolskemaer. Og det undrer mig, at nogen på Christiansborg åbenbart tror, de er bedre til at prioritere midler til daginstitutioner og ældrepleje, end vi er i kommunerne, siger KL-formanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278