19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Amnesty: Koalition underdriver antallet af bombeofre

Minister skal redegøre for civile ofre

Amnesty: Koalition underdriver antallet af bombeofre

Den USA-ledede koalition tager ikke de nødvendige hensyn til civiles sikkerhed og ejendom, mener Amnesty International, som har undersøgt 11 angreb, der har kostet 300 civile livet. Koalitionen vil kun indrømme ét enkelt drab på civile.

En irakisk kvinde og børn samler træ og metal i et sønderbombet område lige syd for Mosul, Irak, der blev ramt af kampfly for få dage siden.
FOTO: Bulent Kilic/AFP/Scanpix
1 af 1

Mange flere civile bliver dræbt af koalitionens bomber i Syrien, end koalitionens hovedkvarter i USA vil indrømme.

Sådan lyder vurderingen fra Amnesty International, der ved hjælp af satellitbilleder, vidneudsagn og videooptagelser har analyseret 11 af koalitionens bombeangreb i Syrien.

>> Læs hele Amnesty-rapporten

Koalitionen har kun anerkendt ét enkelt civilt tab i de 11 angreb, men ifølge Amnesty er omkring 300 civile blevet dræbt i angrbene. Amnesty konkluderer, at styrkerne ikke tager det fornødne hensyn til civiles sikkerhed i sine bombeangreb.

Vores analyse tyder på, at koalitionen ikke tog de nødvendige hensyn for at minimere risikoen for civiles sikkerhed.
Lynn Maalouf, Amnesty

– Vi frygter, at den USA-ledede koalition i høj grad undervurderer den risiko, som dets angreb i Syrien udgør for de civile. Vores analyse tyder på, at koalitionen ikke har taget de nødvendige hensyn for at minimere risikoen for civiles sikkerhed og for civil ejendom, siger Lynn Maalouf, der er research-chef på Amnestys kontor i Beirut.

Ifølge Amnesty er der "overbevisende" beviser på, at flere hundrede civile er blevet såret og dræbt i koalitionens flyangreb.

Flere af koalitionens luftangreb er i strid med international ret, fordi koalitionen ikke har taget de nødvendige forholdsregler for at undgå civile tab, mener Amnesty og påpeger, at flere af angrebene kun ramte civile. Og i samtlige angreb var antallet af civile ofre så højt, at det ikke stod mål med de militære fordele, koalitionen kunne opnå ved angrebene.

Minister i samråd

Amnesty International har afleveret rapporten til USA's militære hovedkvartér og opfordrer de amerikanske myndigheder til at iværksætte en grundig efterforskning af de civile dødstab samt at efterladte og ofre får erstatning for deres tab.

Danmark er en del af den USA-ledede koalitions bombekrig i Irak og Syrien. Og danske F-16 fly bomber næsten dagligt i de to lande.

I dag skal forsvarsminister Peter Christensen svare på spørgsmål om Amnestys rapport og de civile ofre for koalitionens bombetogter.

Det er Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm, der har kaldt ministeren i samråd i forsvarsudvalget.

– Der er sket et skred, så koalitionen bomber tættere i byområder i Syrien og Irak. Danske kampfly deltager også i bombninger, der med stor risiko kan koste civile mænd, kvinder og børn livet. Forsvarsministeren bør presse på for bedre beskyttelse af civile, og kræve åbenhed om koalitionens bombninger, siger Eva Flyvholm.

– Sandsynligvis bliver langt flere almindelige mennesker ramt af koalitionens bombninger, end hvad vi har hørt om indtil nu. Det er ødelæggende for de familier det rammer. Og store civile tab, kan desværre øge opbakningen til ekstreme kræfter som IS.

– Der er behov for mere ærlighed og registrering af hvad der i virkeligheden sker. Når menneskerettighedsorganisationer gang på gang kan rapportere, at mange flere civile bliver dræbt i bombningerne end hvad koalitionen oplyser, bør det få alarmklokkerne til at ringe, også i Forsvarsministeriet.

Bomber i millionby

Også ngo'en Airwars, der systematisk registrerer de civile ofre for bombekrigen mod IS i Irak og Syrien, stiller spørgsmålstegn ved det glansbillede, som koalitionen forsøger at tegne og de officielle opgørelser over civile ofre.

Airwars har de seneste to år fulgt koalitionens bombekampagne i millionbyen Mosul i Irak, og vurderer at mere end 450 civile har mistet som følge af bombardementerne.

>> Læs rapporten fra Airwars

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2016 - 11:46   11. nov. 2016 - 17:43

Danmark i krig

ml@arbejderen.dk
Civile ofre i Syrien

Amnesty International har ved hjælp af satellitbilleder, vidneudsagn og videooptagelser analyseret 11 koalitions-angreb i Syrien. Ifølge Amnesty er omrking 300 civile blevet dræbt i angrebene fra den USA-ledede koalition, som også Danmark er en del af.

Ifølge Amnesty International har koalitionen ikke taget det fornødne hensyn til civiles sikkerhed.

Den USA-ledede koalition har foreløbigt kun indrømmet ét enkelt civilt dødsoffer i de 11 koalitionsangreb.