22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ansatte betaler altid prisen ved udlicitering

Internationale undersøgelser

Ansatte betaler altid prisen ved udlicitering

Danske forskere har sammenfattet konsekvenserne af udlicitering for tusindvis af ansatte over hele verden. Resultatet er entydigt: Det går ud over både løn og arbejdsforhold, når offentlige opgaver udliciteres.

På tværs af lande og på tværs af sektorer er resultatet stort set det samme: Udlicitering har en overvægt af negative effekter for de ansatte.
FOTO: PN
1 af 1

Arbejdsglæden og lønnen falder. Til gengæld stiger arbejdstempoet og usikkerheden i ansættelsen. Sådan lyder reaktionerne fra offentligt ansatte verden over, efter at de er blevet udliciteret. 

Det fremgår af en international undersøgelse, som er gennemført af tre danske forskere fra Roskilde Universitet, Københavns Universitet og KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Hvis man skal vurdere, om det er godt eller dårligt at udlicitere, er det nødvendigt også at se på de ansattes vilkår.
Ulf Hjelmar, forsker hos KORA

De tre danske forskere har undersøgt, hvordan det påvirker de ansatte, når offentlige opgaver bliver udliciteret. Forskerne har gennemgået i alt 26 studier om udlicitering i perioden 2000 til 2012. Undersøgelserne er gennemført i vidt forskellige lande som USA, Storbritannien, Irland, Spanien, Norge, Sverige og Danmark og omfatter flere hundrede tusinder arbejdere - enten via direkte interviews eller ved at undersøge registre om eksempelvis løn- og arbejdsforhold.

- Vi har gennemgået, hvad der ligger af dokumentation om, hvordan udlicitering påvirker de ansatte. Vi kan se, at på tværs af lande og på tværs af sektorer er resultatet stort set det samme: Udlicitering har en overvægt af negative effekter for de ansatte, siger en af de tre forskere, Ulf Hjelmar fra KORA, til Arbejderen.

Fem negative konsekvenser

Undersøgelsen viser, at især fem negative konsekvenser går igen ved udlicitering.

- Arbejdsstyrken bliver ofte reduceret efter udlicitering. Til gengæld bliver tempoet sat i vejret. Herudover er der en tendens til, at arbejdsgiverne efter en udlicitering bruger mindre uddannet arbejdskraft, der skal have mindre i løn. Herudover bliver løn- og arbejdsforholdene forringet, fortæller Ulf Hjelmar.

Han er ikke i tvivl om, hvad der skyldes de ringere forhold efter en udlicitering.

- Det firma, der vinder opgaven, har en interesse i at tjene penge og samtidig være konkurrencedygtig. Det er især ideen bag at ansætte færre og mindre uddannet arbejdskraft og give mindre i løn.

De negative konsekvenser af udlicitering er stort set de samme - uanset om det er rengøring, madlavning eller andre sektorer, der bliver udliciteret - og uanset om udliciteringen finder sted i Danmark, USA, Norge eller et andet land.

Flere undersøgelser på vej

Ulf Hjelmar mener, at det er vigtigt netop at undersøge forholdene for de udliciterede ansatte:

- Debatten om udlicitering handler mest om "kan det betale sig" perspektivet. Men hvis man skal vurdere, om det er godt eller dårligt at udlicitere, er det nødvendigt også at se på, om de ansatte får bedre eller ringere vilkår. Det er vigtigt, at politikerne træffer deres beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt - og her spiller forholdene for de ansatte en stor rolle.

Det er ikke den sidste kortlægning af udliciteringernes konsekvenser, som forskerne har lavet. De går nu i gang med 12 delstudier, som skal belyse udlicitering indenfor eksempelvis ældreområdet, daginstitutioner og vej og teknik.

Forskerne vil også undersøge, hvor meget det koster at udbyde offentlige opgaver - det vil sige kigge på mange penge, der bliver brugt på at udarbejde udbudsmateriale og vurdere tilbud.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. feb. 2015 - 09:55   14. feb. 2015 - 10:00

Udlicitering

ml@arbejderen.dk
FAKTA: Forskning om udlicitering
  • Tre danske forskere har opdateret forskningsoversigten "Effekter ved udlicitering af offentlige opgaver" fra 2011

  • Forskernes artikel er netop udgivet i det anerkendte amerikanske tidsskrift, ROPPA

  • De tre forskere er Ole Helby Petersen, lektor ved Roskilde Universitet, Ulf Hjelmar fra KORA og Karsten Vrangbæk fra Københavns Universitet

  • De tre danske forskere har undersøgt, hvordan det påvirker de ansatte, når offentlige opgaver bliver udliciteret. Forskerne har gennemgået i alt 26 studier om udlicitering i perioden 2000 til 2012. Undersøgelserne er gennemført i vidt forskellige lande som USA, Storbritannien, Irland, Spanien, Norge, Sverige og Danmark og omfatter flere hundrede tusinder arbejdere - enten via direkte interviews eller ved at undersøge registre om eksempelvis løn- og arbejdsforhold