26 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Antiracister stopper Pegida-moddemoer

København for Mangfoldighed trapper ned

Antiracister stopper Pegida-moddemoer

Kun 24 deltog i Pegida-DK's seneste mandags-gåtur. Initiativet København for Mangfoldighed kalder Pegida for "en fuser" og indstiller fra april sine moddemonstrationer.

Der bliver færre og færre til Pegida-DK's mandagsdemonstrationer, som blandt andre samler flere højreekstreme. Her ses den tidligere talsmand fra Danish Defence League, André Eiby (med skilt i hånden), der deltog i demonstrationen den 16. marts.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Ved udgangen af marts stopper initiativet København for Mangfoldighed sine ugentlige mandagsdemonstrationer. 

Initiativet har arrangeret moddemonstrationer hver gang Pegida-DK er gået på gaden for at markere sine antimuslimske holdninger. 

København for Mangfoldighed kalder Pegida for "en fuser", som aldrig har opnået den folkelige opbakning, de havde håbet. 

Mangfoldigheden vandt heldigvis denne gang, og Pegida blev en fuser.
Marianne Rosenkvist​, København for Mangfoldighed

- I København for Mangfoldighed er vi glade for, at Pegida aldrig nogen sinde fik folkelig opbakning i København. De har udråbt sig selv som en bevægelse af såkaldt "bekymrede borgere", men enhver har kunnet høre og se, at Pegida står for fremmedhad og racisme, siger Marianne Rosenkvist, talsperson for København for Mangfoldighed.

- Deres talsperson Nicolai Sennels er kommet med udtalelser, som at "næsten halvdelen af verdens muslimer er indavlede", og der er blevet heilet fra deres demonstration. Den slags bevægelse har heldigvis ikke tiltrukket mennesker i København. Derfor har København for Mangfoldighed besluttet at stoppe mandagsdemonstrationerne. Mangfoldigheden vandt heldigvis denne gang.

København for Mangfoldighed opfordrer alle københavnere til at deltage i den sidste demonstration, som er på mandag klokken 17 fra Skt. Hans Torv. Demonstrationen slutter på Gammel Torv med fællessangen Kringsatt av Fiender.

- Vi vil gerne afslutte vores række af mandagsdemonstrationer med manér. Der bliver god musik og gode talere. Vi glæder os meget, siger Marianne Rosenkvist.

Jubilæums-gåtur gik i vasken

Den danske antiislam-organisation Pegida-DK gik i mandags for tiende gang gennem København. Men de fik ikke den jubilæums-manifestation, de havde drømt om.

Kort før Pegida-tilhængerne skulle samles, dukkede en større gruppe antifascister op på Axeltorv og gjorde området til en antifascistisk zone. Politiet rykkede hurtigt ind, og i 10-15 minutter var de få fremmødte Pegida-racister omringet af politi, der igen var omringet af antifascister.

Før marchen kom afsted sparkede en Pegida-deltager ud efter en antifascist. Det resulterede i, at en større gruppe antifascister gik til modangreb, og kun en hurtig indgriben fra en deling civilbetjente reddede racisten fra at komme galt afsted efter sit angreb. En antifascist blev anholdt.

Herefter hastede Pegida-DK folkene afsted mod søerne omringet af politi. De første par hundrede meter tæt forfulgt af råbende antifascister, men omkring Imperial lykkedes det politiet at afskære de fleste antifascister muligheden for at følge efter, skriver den antifascistiske researchgruppe PojektAntifa på sin hjemmeside.

Da marchen passerede Imperial blev den talt til 24 deltagere, det hidtil laveste antal i Pegidas ti demonstrationer. Pegida-samlingen talte blandt andet folk fra den højreekstreme organisation Danish Defence League (DDL).

Pegida skifter navn

Kort efter den mislykkede demonstration annoncerede Pegida-DK, at man skifter navn.

Det sker ifølge foreningens stifter og talsperson, Nicolai Sennels, for at få et navn, der giver mening på dansk. Han regner med, at foreningen fremover kommer til at hedde "For frihed".

Talspersonen har været under skarp beskydning fra blandt andet 11 skolepsykologer i København. Sennels er nemlig ansat som børnepsykolog i Københavns Kommune, hvor han blandt andet arbejder med muslimske unge.

Skolepsykologerne har sendt et fælles brev til Børne- og Ungeudvalget i Københavns Kommune, hvor de udtrykker stor faglig mistillid til Nicolai Sennels.

I brevet beklager Sennesl kolleger, at han "underbygger sine påstande med, at han er skolepsykolog", og de tvivler på, om han er i stand til at holde sine personlige holdninger til muslimer adskilt fra sit professionelle arbejde med muslimer. Psykologerne kalder hans udtalelser for "fagligt uforsvarlige i en folkeskole, som netop arbejder på rummelighed, inklusion og accept af forskelle".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. mar. 2015 - 18:09   25. mar. 2015 - 18:10

Pegida

ml@arbejderen.dk
Baggrund: Hvad er Pegida?
  • Pegida er en forkortelse for "Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes", "Patriotiske Europæere mod Islamisering af Aftenlandet". Aftenlandet er en nationalkonservativ betegnelse for Vesten.
  • Bevægelsen er udspringer af højreekstreme kræfter i Dresden i det gamle Østtyskland, hvor de har kunnet samlet tusindvis af mennesker til marcher mod en såkaldt islamering af Tyskland og Vesteuropa og for at bremse indvandringen.
  • Både højrepopulister, højreekstremister, nynazister og hooligans er blevet koblet til Pegida-bevægelsen.
  • I Danmark forsøger den tidligere folketingskandidat for Dansk Folkeparti Nicolai Sennels at stable en dansk Pegida-bevægelse på benene under navnet Pegidadk.

>> LÆS ALLE ARTIKLER OM PEGIDA HER