Sygeplejerske Lene Bonnesen er netop kommet hjem efter en uge på den græske ø Lesbos.
Her brugte hun 15 timer hver dag på stranden.
Ikke på at bade eller tage sol - men på at tage imod hundredevis af desperate flygtninge i overfyldte gummibåde.
Kort efter ankommer de første gummibåde med flygtninge. Jeg tænker "Det her er ikke sandt. Det er ikke menneskeligt".
Lene Bonnesen, sygeplejerske
- Bådene væltede ind. 60 den ene dag. Og 50 den næste... Nogle både er fyldt med flygtninge, der bare er glade for at være i sikkerhed. Andre både med paniske flygtninge med angst i øjnene, der er bange og græder, og hvor det er mere tydeligt, at de har været igennem en hård sejlads. Det er hårdt, fordi du aldrig ved, hvad der venter dig, fortæller Lene Bonnesen til Arbejderen.
Vil gøre en forskel
Første gang hun møder flygtningene er i starten af september på fjernsynsskærmen hjemme i sit trygge hus lidt udenfor Roskilde.
- Jeg følte, at jeg måtte gøre noget. Jeg fik ondt i maven af at kigge på det kaos, der mødte de her mennesker på flugt. Jeg besluttede mig for at tage afsted. Jeg følte, at der var brug for mig og mine evner som sygeplejerske.
Dagen efter får hun afspadsering og bytter vagter med kollegaerne på hendes arbejdsplads på lukket retspsykiatrisk på Sct. Hans hospital i Roskilde, så hun kan holde fri i en uge.
Hun kontakter Facebookgruppen "Nurses for refugees - flygtninge på Lesbos - vi kan gøre en forskel" for at få tips til, hvordan hun kan hjælpe, og hvor der er brug for hende.
Hun spørger sin veninde, Pia Stangerup, der også er sygeplejerske, om hun vil med.
Ingen af de to sygeplejersker har i virkeligheden råd til at betale flybillet, hotelophold og mad i en hel uge på en græsk ø. Men de har fået nok af mediernes beretninger om forkomne, desperate flygtninge, der kommer ind i små gummibåde. De er uddannede sygeplejerske og ved, at de kan gøre en forskel.
De beslutter sig for at tage afsted sammen.
Meget uorganiseret
Lene Bonnesen går igang med at indsamle 40 kilo tøj, som hun vil tage med til flygtningene. Hun aftaler med rejseselskabet at hun kan tage 40 kilo ekstra bagage med.
Søndag morgen stiger hun sig ombord på flyet. Få timer efter lander hun på den græske ø i 30 graders varme.
- Vi forsøger straks at opsøge forskellige mennesker og organisationer for at få at vide, hvor og hvordan vi kan hjælpe. Vi er jo bare - lidt naivt - taget afsted for at hjælpe. Men alting er meget uorganiseret.
Dagen efter får de kontakt til det engelske ægtepar Philippa og Eric Kempson, der har boet på Lesbos de sidste 17 år og er dybt involveret i solidaritetsarbejde med de mange flygtninge, som i årevis er ankommet til øen.
Herudover får kvinderne kontakt til den norske organisation "En dråpe i havet", den franske organisation "Waha" og hollandske "Boat Refugee Foundation". De er meget interesseret i at få hjælp fra de to sygeplejersker. Deres eneste sygeplejerske er nemlig lige taget hjem.
- Vi lejer straks en bil, så vi kan køre turen fra hotellet til stranden, hvor vi har aftalt at mødes.
På havnen møder de endnu en dansker, Ditte Clemen, som også er taget til Lesbos for at hjælpe.
- Det er ikke sandt...
Kort efter ankommer de første gummibåde med flygtninge.
- Jeg tænker "Det her er ikke sandt. Det er ikke menneskeligt". Vi tager imod flygtningene. Nogle af dem har sår. Der er også gravide kvinder og ældre ombord i en af bådene. Vi prøver at berolige dem, så godt vi kan. Nogle er dehydrede efter langt tid på flugt på veje og på havet. Dem giver vi vand. Og så fortæller vi dem, hvilken vej de skal gå, for at komme til busopsamlingsstedet.
Vejen til busopsamlingsstedet må gravide kvinder, børn og svagelige ældre gå de otte kilometer i stejle bjerge i 30 grader.
- Mange af flygtningene måtte vente indtil næste dag på at blive samlet op og kørt hen for at blive registreret. Og før de kan blive registreret må de vente i timevis under åben himmel. På et tidspunkt sidder der 1500 flygtninge og venter på at blive registreret.
Når et hold flygtninge er taget imod, er det videre til den næste gummibåd.
- I en båd opdager vi et sæt tvillinger, der kun er 25 dage gamle. Dem kører vi i bil til busopsamlingsstedet.
Lene Bonnesen kom hjem søndag nat og mødte på arbejde næste dag klokken syv.
- Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker. Jeg har lyst til at tage afsted igen. Der kommer hele tiden nye flygtninge, der har brug for hjælp. Men lige nu skal mine oplevelser lige bundfælde sig. Og jeg kan også være aktiv herhjemme, slutter hun sin beretning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
