For kun 50 år siden var det almindeligt, at svært udviklingshæmmede levede deres liv i en seng på en af landets store åndsvageinstitutioner.

Det oplevede ekspert i handicaphistorie dr. pæd. Birgit Kirkebæk, da hun i slutningen af 60'erne besøgte en række af de store statslige institutioner.

- Det var en skræmmende rejse. Her lå voksne mænd i overdimensionerede barnesenge med en uro eller lignende hængt op over sengen. Det var al den stimulering og aktivering, de blev tilbudt, fortæller Birgit Kirkebæk.

Der er ikke noget teoretisk belæg for at påstå, at de her børn ikke kan udvikle sig.
Birgit Kirkebæk, dr. pæd.

Med de seneste års udvikling på handicapområdet frygter hun, at vi er på vej tilbage til den tids vurdering og behandling af mennesker med handicap som værdiløse og uden udviklingsmuligheder.

Det er ikke mindst kravet fra Aarhus Kommune om, at forældre nu skal betale for deres handicapppede børns institutionsophold, som bekymrer Birgit Kirkebæk.

70 aarhusianske forældrepar til børn med svært handicap er blevet pålagt en betaling på op til 4300 kroner om måneden. Derudover mister de børnefamilieydelsen og eventuelt tilskud til handicapbil. For mange af familierne betyder det, at økonomien ikke kan hænge sammen.

Kommunens argument er, at hvis der ikke er udsigt til, at det handicappede barn kan udvikle sig betydeligt ved anbringelsen, skal forældrene betale. De henviser til en principafgørelse fra Ankestyrelsen fra 2012. Flere andre kommuner er i gang med at indføre samme praksis. 

Alle kan udvikle sig

- Den holdning, at nogle mennesker ikke har mulighed for udvikling, gjorde vi op med i 60'erne og 70'erne. Nu skrues de ting tilbage. Det er kynisk og brutalt, og der er ikke noget teoretisk belæg for at påstå, at de her børn ikke har udviklingspotentiale, siger Birgit Kirkebæk, der har forsket i Åndsvageforsorgens historie og skrevet en række bøger om emnet.

Hun frygter, at den tankegang på sigt vil føre til et opgør med de svært handicappede børns ret til undervisning. At kommunerne af sparehensyn vil konkludere, at når børnene efter deres vurdering ikke har mulighed for at udvikle sig, så er det spild af penge at betale for undervisning af dem.

I 1980 blev det i forbindelse med udlægningen af Åndsvageforsorgen fra staten til amterne indført, at alle børn uanset handicap har ret og pligt til undervisning. I samme forbindelse blev en række af de store statslige institutioner nedlagt og erstattet af mindre boenheder.

Birgit Kirkebæk blev en af pionererne i forhold til at gennemføre undervisning af svært handicappede børn. Hun arbejdede fra 1976 til 1988 som leder af Skolen på Taxvej i Bagsværd, en amtslig specialskole.

Næsten ingen af børnene på skolen havde modtaget nogen form for undervisning før, stort set alle sad i kørestol og de fleste havde intet talesprog. 

- Vi begyndte at arbejde med andre kommunikationsformer og opdagede, at børnene var meget forskellige, og at de godt kunne udvikle sig, når de fik muligheden, siger Birgit Kirkebæk.

Hun husker en dreng på 14-15 år, der både var spastiker og multihandicappet. Han kom fra en af de store statslige institutioner. Normalt hang hans hoved passivt ned.

- Men da vi gik med ham i kørestol ned i Bagsværd By, havde han hovedkontrol hele vejen. Han kiggede rundt hele tiden. Det var en fantastisk oplevelse for ham, han havde aldrig været udenfor institutionen før, fortæller Birgit Kirkebæk.

Hun ser det som helt centralt, at et samfund baserer sin handicappolitik på, at alle mennesker har ret til undervisning, udvikling og et værdigt liv. 

- Der er en række milepæle, som vi kæmpede for i 60'erne og 70'erne: Nedlæggelse af de store institutioner, alles ret til undervisning og alles ret til et dagligt miljøskift, så man ikke skal være på den samme institution altid, siger Birgit Kirkebæk.

Tilbage til start

Hun konstaterer, at de fremskridt, der blev opnået dengang, er under angreb nu. For at spare penge begynder mange kommuner at bygge store institutioner og nedlægger de små boligenheder. Og der bliver skæret ned på hjælpemidler, ledsagere og andet, som kan sikre handicappedes inklusion i samfundet.

- Det her sker jo, fordi kommunerne skal spare penge. Men dybest set handler det om, hvilket samfund, vi vil have, og hvilket menneskesyn, vi ønsker. Skiftet fra velfærdssamfundet til konkurrencestaten betyder, at mennesker skal bevise, at de er noget værd, før de bliver regnet med, erklærer Birgit Kirkebæk.

Hun er en af oplægsholderne, når Det Centrale Handicapråd, der rådgiver regeringen og andre i handicapspørgsmål, på sit årsmøde på tirsdag sætter spørgsmålet om retten til ligeværd til debat.