Hver morgen alle ugens hverdage starter omkring 18 børn fra 0.-3. klasse deres dag på fritidshjemmet i Rymarksvænges Aktiv Center (RYAC) i København.
Her er fuld fokus på at sikre det enkelte barn en god start på dagen, hvor alle uden stress og jag kan spise morgenmad, snakke, hygge og måske høre musik, inden de skal i skole.
- Vi tilstræber med vores morgenåbning at skabe en hjemlig atmosfære med tid og overskud til at hygge om hvert enkelt barn, siger Thomas Andersen, der er leder for fritidshjemmet.
- Mange af vores børn kommer fra hjem, hvor forældrene ikke har tid eller overskud til at sørge for morgenmad. Det får børnene så her. De skal være på resten og dagen og bruge masser af ressourcer, så det er vigtigt med morgenmad af et ordentligt kaliber, tilføjer han.
Både forældre og ansatte er parate til at tage kampen op for at bevare morgenåbningen.
Nogle af familierne har svært ved at sikre deres børn et stabilt skolefremmøde.
- Vi yder en stor socialpædagogisk indsats ved at motivere og engagere disse forældre til at tage ansvar for deres børns start på dagen. Vi oplever også, at børn ankommer til fritidshjemmet med for lidt tøj eller uden madpakke. Så kontakter vi forældrene og sender barnet retur efter varmere tøj eller en madpakke, fortæller Thomas Andersen.
Er forældrene ikke til at få fat i, sørger fritidshjemmet for madpakke og noget ekstra tøj.
Thomas Andersen understreger, at fritidshjemmet kan tage fat om disse problemstillinger, fordi de har den daglige tætte kontakt til familierne.
Men efter sommerferien i år er det slut med de trygge morgener på fritidshjemmet.
To voksne til flere hundrede børn
I forbindelse med opstarten af den nye folkeskolereform har Københavns Kommune besluttet, at der ikke længere skal være morgenåbent på alle fritidshjem og KKFO'er – de særlige københavnske skolefritidsordninger. Pengene til morgenåbningen bliver skåret af de enkelte institutioners budgetter.
I stedet bliver der morgenåbent enten på skolerne eller på en fritidsordning tæt på skolen.
Københavns Kommune adskiller sig fra landets andre kommuner ved stadig at have mange fritidshjem. I modsætning til SFO'er, der er udbredt i resten af landet, er der loft over forældrebetalingen i fritidshjemmene og de har selvstændig ledelse og budget.
Børnene på Rymarkvænges fritidshjem går på Lundehusskolen, som ligger 1,7 kilometer væk, på den anden side af Lyngbyvejen i et stærkt trafikeret område.
Her er skolens plan indtil videre, at to pædagoger skal stå for morgenåbningen, som er et åbent tilbud for op mod 275 børn. Her vil være fælles morgenmad.
- Selvfølgelig vil alle børnene ikke komme til morgenåbning. Men som forældre er vi meget bekymrede for, om to pædagoger kan nå at se og mærke alle børn og tage vare på dem. Nærværet forsvinder, det bliver kun en bespisning og opbevaring af børnene, siger Kim Matthiesen, der er far til Malthe på syv år, som går på fritidshjemmet.
Derudover er Kim Matthiesen også formand for fritidshjemmets husråd, der fungerer ligesom et forældreråd.
Forældrene på fritidshjemmet er rystede og vrede over kommunens planer om at afskaffe morgenåbningen.
Farlig skolevej
Frustrationen skyldes ikke mindst, at børnenes skole ligger så langt væk. Det er usædvanligt i København, hvor de fleste fritidshjem ligger tæt på skolen.
I dag kører børnene sammen i bus hen til skolen og tilbage til fritidshjemmet om eftermiddagen. De mindre børn bliver altid fulgt helt ind i klassen.
- Vi viderebringer ofte relevant information til lærerne. Hvis et barn har haft en skidt start på dagen, sikrer vi altid, at barnets lærer for besked, forklarer Thomas Andersen.
Både forældre og ansatte frygter, at en del børn fremover selv vil skulle cykle de små to kilometer i det stærkt trafikerede område.
I dag går Kim Matthiesens søn alene hen til fritidshjemmet om morgenen. Det er ikke et problem, fordi det ligger tæt på hjemmet. Men det vil ikke fungere at sende ham ud på en næsten to kilometer lang gå- eller cykeltur alene.
- Det er alt for farligt. Vi har ikke bil og kan ikke nå at aflevere ham på skolen med vores arbejdstider. Både min kone og jeg møder på arbejde klokken syv om morgenen. Det er utroligt, at kommunen ikke har tænkt ind, at den her institution ikke ligger lige ved siden af skolen, siger Kim Matthiesen.
- Mange af vores forældre har ikke bil og mange er eneforsørgere. Det hænger slet ikke sammen for dem at skulle aflevere børnene så langt væk, tilføjer Thomas Andersen.
Både forældre og ansatte er parate til at tage kampen op for at bevare morgenåbningen på institutionen. Husrådet arbejder lige nu på at sætte gang i en underskriftsindsamling. Der er også planer om at kontakte politikerne og skrive læserbreve til lokalpressen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278