09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bagland lægger pres på KL-formand

Topmøde i dag

Bagland lægger pres på KL-formand

Der er lagt op til en hed debat om regeringens omprioriteringsbidrag, når kommunalpolitikere fra hele landet mødes til topmøde i Aalborg i dag.

Formand for Kommunernes Landsforening Martin Damm.
FOTO: Kommunernes Landsforening
1 af 1

Det er ikke alene blandt de kommunalt ansatte, at der er et kommunalt oprør på vej. Et stigende antal borgmestre og kommunalpolitikere kalder også til modstand mod regeringens omprioriteringsbidrag.

Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne frem til 2019 hvert år skal spare en procent på deres budgetter. Det svarer til en nedskæring i den kommunale velfærd på cirka 2,4 milliarder kroner om året.

I Ballerup har en enig kommunalbestyrelse besluttet at protestere over omprioriteringsbidraget. 

53 procent af landets borgmestre mener, at Kommunernes Landsforening (KL) skal afvise at lave en økonomiaftale med regeringen, hvor kommunerne skal spare penge, som regeringen efterfølgende kan råde over i finanslovsforhandlingerne.

Det viser en rundspørge, som Epinion har lavet for BUPL og FOA forud for dagens kommunale topmøde i Aalborg. Her mødes kommunalpolitikere fra hele landet. Et af punkterne på dagsordenen er diskussion af omprioriteringsbidraget.

Ø tog initiativet

Det er et flertal i Frederikshavn Byråd, der har fået sat omprioriteringsbidraget på topmødets dagsorden. Byrådet stiller forslag om vedtagelse af en udtalelse, der opfordrer KL's bestyrelse til at sikre en økonomiaftale for 2017, der ikke betyder minusvækst i kommunerne.

Det var Enhedslisten i Frederikshavn, der tog initiativ til udtalelsen. Det oprindelige forslag fra Enhedslisten stillede krav om, at KL's ledelse ikke indgik en aftale med minusvækst. Men den formulering fik Socialdemokraterne i byrådet blødt op.  

– Hvis omprioriteringsbidraget fastholdes i kommunernes økonomiaftale, vil det betyde besparelser i Frederikshavn Kommune på 25 millioner kroner næste år. Det vil kræve fyringer på børneområdet, skolerne og ældreplejen. Det kan serviceniveauet i Frederikshavn ikke holde til, siger Ida Skov, byrådsmedlem for Enhedslisten i Frederikshavn i en udtalelse på partiets hjemmeside.

Hele 93 procent af landets borgmestre svarer i en ny rundspørge fra Momentum, at omprioriteringsbidraget vil betyde nedskæringer på den borgernære service. Især ældrepleje, skoler og daginstitutioner vil blive ramt. Ingen områder vil slippe for nedskæringer.

Ballerup siger fra

Omprioriteringsbidraget er blevet diskuteret i flere andre byråd. I Ballerup har en enig kommunalbestyrelse besluttet at protestere over omprioriteringsbidraget. Gennemføres det, skal Ballerup spare 25 millioner kroner i 2017 og det dobbelte i 2018.

– 25 millioner kroner er rigtig mange penge, som vi kun kan finde via besparelser på et tidspunkt, hvor vi økonomisk også er pressede af flere ældre og flere flygtninge, siger Ballerups socialdemokratiske borgmester Jesper Würtzen.

Han er en af de kommunalpolitikere, der er med i den underskriftsindsamling mod omprioriteringsbidraget, som initiativet Velfærdsalliancen-DK har sat i gang.

Omprioriteringsbidraget blev også diskuteret i Randers Byråd på et møde i mandags. Her kunne der ikke skabes flertal for et forslag fra Velfærdslisten om at pålægge KL at afvise enhver aftale, der forringer kommunernes økonomi. 

Heller ikke en opfordring til KL's ledelse om ikke at indgå en aftale med forringelse af kommunernes økonomi ville Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Radikale eller Konservative støtte.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. mar. 2016 - 06:59   10. mar. 2016 - 07:00

Budget 2017

ur@arbejderen.dk