EU-modstanden er sikret endnu fem år i Parlamentet.
183.493 vælgere satte deres kryds ud for Folkebevægelsen mod EU's liste N. Det svarer til 8,1 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 0,9 procentpoint i forhold til sidste valg.
Det er vigtigt, at få en grundlæggende systemkritik af EU's indre marked ellers opnår vi kun lappeløsninger.
Rina Ronja Kari.
- Vi gik til valg på at genvinde vores mandat i EU-parlamentet. Og det har vi gjort. Samtidig er det lykkedes os at få fremgang for andet valg i træk, og vi har opnået det bedste resultat i tyve år, siger Folkebevægelsens spidskandidat RIna Ronja Kari til Arbejderen.
Liste N har en unik position
Valgforsker Rebecca Adler-Nissen fra Københavns Universitet er ikke i tvivl om, hvorfor Folkebevægelsen er gået frem på trods af, at man har foretaget et generationsskifte kort før valget.
- Forud for valget havde valgforskere og politikere dømt Folkebevægelsen og EU-modstanden ude af EU-parlamentet. Men det holdt ikke stik. Valgresultatet viser, at Folkebevægelsen har været i stand til at opnå et mandat hos de danske vælgere. Det er udtryk for, at der findes en stor gruppe EU-modstandere i Danmark, som Folkebevægelsen har godt fat i, siger Rebecca Adler-Nissen til Arbejderen.
Hun uddyber:
- Folkebevægelsens gode valg er udtryk for, at bevægelsen indtager en positition, som ingen andre partier gør. Bevægelsen har i sin valgkamp sat fokus på social retfærdighed og solidaritet. Socialdemokraterne fokuserer også på EU's sociale konsekvenser. Men her er løsningen mere pragmatisk at arbejde for ændringer i EU. Folkebevægelsens fokus er, at presset på velfærdssamfundet og arbejdspladserne kommer fra det indre marked.
Nødvendigt at gøre op med indre marked
Og netop holdningen til det indre marked er en af de ting, som adskiller Liste N fra Dansk Folkepartis EU-kritik.
- Dansk Folkeparti fokuserer alene på velfærd og social dumping, og forsøger at få nogle undtagelser. Men det er selve EU's indre marked, der er årsag til problemerne. Det er vigtigt, at få en grundlæggende systemkritik af EU's indre marked ellers opnår vi kun lappeløsninger, siger Rina Ronja Kari.
- Ideen med EU's Indre Marked er at flytte arbejdskraften rundt over hele EU, hvor der er brug for den. Formålet er at øge udbudet af arbejdskraft, så virksomhederne lettere kan presse lønninger og arbejdsvilkår, fordi mange arbejdere kæmper om de samme job.
- Hvis man vil gøre op med social dumping en gang for alle, er det nødvendigt at gøre op med den frie bevægelighed af arbejdskraft over grænserne. Det opgør vil Dansk Folkeparti – modsat Folkebevægelsen – ikke tage, lyder det fra Rina Ronja Kari.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278