22 Sep 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bekymrede, men kreative lærere underviser online

Coronaramt folkeskole

Bekymrede, men kreative lærere underviser online

Lærerne fortsætter undervisningen af landets skolebørn digitalt. Mange nye tiltag sættes i værk, og mange slags bekymringer melder sig.

Så længe skolerne er lukket ned, foregår undervisningen hjemme.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Mandag den 16. marts blev landets folkeskoler lukket for lærere og elever på grund af fare for coronavirussmitte.

Lærerne måtte over weekenden overveje, hvordan de digitalt kunne tilrettelægge undervisningen for deres elever, som nu sidder derhjemme, hver for sig.

Det er svært at følge, hvordan hver af klassens 25 elever griber opgaverne an, og det bliver der brug for, hvis der går længere tid.
Helene Shoesmith, lærer

Helene Shoesmith startede som nyuddannet lærer på Islev Skole i sommer. Hun er lige nu i gang med at klæde en af skolens 9. klasser på til deres afgangseksamen i matematik. 

– Vi vidste onsdag aften i sidste uge, at vi skulle til at arbejde hjemmefra. Vi kunne så bruge torsdag på sammen at forberede de kommende to uger hjemme. Lige nu synes jeg, det går fint. Det handler meget om at lægge relevante opgaver på nettet til eleverne, som de skal øve sig på. Det går, hvis det er for en kortere periode, siger Helene Shoesmith til Arbejderen og fortsætter:

– Hvis perioden bliver forlænget, bliver jeg nødt til at finde kreative løsninger, som for eksempel videoundervisning. Det er svært at følge, hvordan hver af klassens 25 elever griber opgaverne an, og det bliver der brug for, hvis der går længere tid.

Kræver planlægning 

Helene bor sammen med mand og tre børn, og det er hårdt at være på arbejde og passe børn samtidigt. Hun og børnenes far har derfor lavet et skema for dagen, så det ligger fast, hvem der tager sig af børnene hvornår. Hun fortæller:

– Det handler om at passe på os selv og hinanden og at tage det hele, som det kommer.

Lærernes fagblad Folkeskolen har hver dag nye eksempler på, hvordan lærerne finder løsninger på deres uvante arbejdsforhold.

For eksempel har musiklærer Lone Christiansen fra Absalonskolen i Holbæk oprettet en masse små videoer, som skal bruges til morgensang hver dag klokken 7.45. Hun underviser en førsteklasse, hvor flere elever har brug for, at noget er, som det plejer, fortæller hun til Folkeskolen og fortsætter:

– Vi plejer at få vores elever samlet ved en stor skærm i indskolingen klokken 8. Jeg har allerede fået en hel masse beskeder fra forældre, der fortæller, at børnene synger med. Jeg tror, at der er en del flere end mine elever, der synger med. Min teammakker deler nemlig de links, jeg laver på Facebook.

Google Hangout som dagligt mødested

Gitte Ladegaard underviser i dansk, engelsk og tysk. Hun fortæller til Folkeskolen:

– Jeg har en aftale med mine elever om, at vi starter dagen med at mødes på Google Hangouts klokken 10 hver dag. Her kan vi tale sammen, få sagt dav til hinanden og lige få klaret verdenssituationen. Og så har de mulighed for at stille spørgsmål til de opgaver, jeg har lagt.

Hun fortæller, at de efter det fælles møde hver især kan maile og spørge til råds om opgaverne, som tit er anderledes end sædvanligt. Hun forklarer, at eleverne eksempelvis skal lave tyske sætninger, som fortæller, hvordan aftensmåltidet i familien foregår. Eller at de skal skrive forholdsord, som de finder i naturen, så det sikres, at de kommer lidt ud og væk fra skærmen.

Fire timer om dagen

På Skovvangskolen i Aarhus er der en retningslinje for, hvor ofte lærerne tjekker mails fra eleverne, og der er udstukket et fast krav til elevernes daglige arbejdstid.

– Hos os har vi aftalt, at eleverne skal arbejde fire timer om dagen. Men det kan jo være lidt vanskeligt at vurdere, hvor lang tid de opgaver, vi lægger ud, tager. Derfor har vi bedt eleverne om at melde ind i forhold til, om de synes, at det er for meget eller for lidt, fortæller Bjarne Czelot, som underviser i dansk, engelsk og tysk.

Ingen erstatningsundervisning

De nye forhold for skoleverdenen medfører mange slags spekulationer og bekymringer.

Alle børn i skolealderen har ifølge folkeskoleloven krav på et skoletilbud af et vist omfang. Der er derfor i flere kommuner opstået en vis nervøsitet for, om Undervisningsministeriet vil kræve dokumentation for omfanget af den aktuelle nødundervisning. Nervøsiteten går på, om Undervisningsministeriet vil kræve dokumentation for, hvor meget hjemmeundervisning eleverne har fået, når krisen er overstået. Kommunebudgetterne tager nemlig ikke højde for mulig erstatningsundervisning som følge af coronavirusepidemien.

Sønderborg Kommunes stedfortrædende skolechef Erling Andersen har derfor ifølge Folkeskolen bedt sine skoleledere om at lave et internt system for de enkelte klasser, som skal vise mængden af undervisning. Kravet har skabt en vis opstandelse blandt kommunens lærere, og skoleledernes formand Claus Hjortdal har præciseret, at lærernes undervisning lige nu er "nødundervisning", og at der ikke bagefter kommer erstatningsundervisning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. mar. 2020 - 11:35   19. mar. 2020 - 12:13

Undervisning

sb@arbejderen.dk