09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Besparelse ved udlicitering er væk

Skandale i Hillerød

Besparelse ved udlicitering er væk

Regnefejl, ekstraregninger og kontrol af privat firma har snart spist den lovede besparelse på 5,2 millioner kroner ved at udlicitere det grønne område i Hillerød

I Hillerød Kommune har politikerne måtte sande, at den forventede besparelse, ved at udlicitere det grønne område, slet ikke var så stor som forventet.
FOTO: HedeDanmark
1 af 1

Det kommer nu til at koste borgerne i Hillerød dyrt, at de lokale politikere sidste år valgte at udlicitere kommunens grønne område. 

Alt i alt risikerer udbuddet at ende med at blive dyrere end kommunens eget tilbud. Det var præcis det, vi advarede imod.
Tue Tortzen, Fælleslisten

Det viser sig nemlig, at den lovede besparelse på 5,2 millioner kroner ved at lade det private selskab HedeDanmark stå for vedligeholdelsen er langt mindre end hidtil antaget. 

– Fælleslisten advarede om, at man ikke kunne stole på de tal, Byrådet fik forelagt, og det viser sig nu, at vi havde ret, siger Tue Tortzen til Arbejderen. 

>> LÆS OGSÅ: Den forventede besparelse på udbud er tvivlsom

Han er medlem af Hillerød byråd for Fælleslisten og formand for kommunens teknik- og miljøudvalg. Han er også formand for den lokale 3F i Frederiksborg.

– Da kommunen sammenlignede det kommunale tilbud med HedeDanmarks tilbud har man - bevidst eller ubevidst - ikke taget med i sine beregninger, at den kommunale Drift & Service faktisk havde indtægter for op mod 4,1 million kroner, fordi man lavede opgaver for Hillerød Forsyning og andre kommunale afdelinger samt den lokale handelsstandsforening, 

– Fordelen ved at udlicitere er altså slet ikke er så stor, som politikerne troede. Så nu skal vi skal tage stilling til, hvor vi skal skære de penge, vi troede vi havde sparet, lyder det tørt fra Tue Tortzen.

Samtlige partier i Hillerød Byråd - minus Fælleslisten og SF - besluttede sidste år at udlicitere vedligeholdelsen af de grønne veje og parker, som kommunen ellers selv havde stået for. Den 1. oktober sidste år overtog HedeDanmark vedligeholdelsen. Kommunen solgte samtidig alt sit udstyr og overdrog 27 kommunale vej- og servicearbejdere, hvoraf næsten halvdelen blev fyret.

Tue Tortzen frygter, at de seneste omkostninger kun udgør toppen af isbjerget, og at det i sidste ende bliver dyrere, at det private selskab står for driften:

– Beregningerne forud for udbudet anslog, at HedeDanmarks tilbud kun risikerede at blive én procent dyrere på grund af ekstraregninger. Men erfaringerne fra 3F er, at private selskabers tilbud ender med at blive fire til otte procent dyrere, fordi de sender ekstraregninger, hver gang de skal løse en opgave, der ikke står i kontrakten. 

– Sådan er det også med HedeDanmark. Det er et privat selskab, der er sat i verden for at tjene penge. De laver ikke penge på deres billige udbud, de tjener penge på at udskrive ekstraregninger. Mens vores kommunale afdeling var sat i verden med det formål at pleje kommunen og kommunale interesser, siger Tue Tortzen.

Han har bedt om en opgørelse over HedeDanmarks foreløbige ekstraregninger. Dem får han efter påske. Men HedeDanmark oplyser overfor Arbejderen, at man har sendt regninger til kommunen, fordi HedeDanmark har løst opgaver, som ikke stod i udbuddet. Det gælder eksempelvis snerydning på kommunens skoler, daginstitutioner og plejehjem. HedeDanmark ønsker ikke at oplyse, hvor store regningerne er.

Men ekstraregningerne stopper ikke her:

– Da kommunen opgjorde besparelsen ved at udlicitere driften, medregnede man ikke udgiften til den "controller", der skal kontrollere, at HedeDanmark laver de opgaver, de bliver betalt for. Alt i alt risikerer udbuddet at ende med at blive dyrere end kommunens eget tilbud. Det var præcis det, vi advarede imod, lyder det fra Tue Tortzen. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. mar. 2016 - 10:41   22. mar. 2016 - 13:55

Udlicitering

ml@arbejderen.dk