Dongs aktier blev solgt alt for billigt til USA's største investeringsbank Goldman Sachs.
Det mener Enhedslisten, der i dag havde finansminister Bjarne Corydon i samråd i Folketingets finansudvalg.
Hvorfor blev alle relevante dokumenter ikke lagt frem for finansudvalget og hvorfor gav man ikke mere tid til at overveje salget, når det var muligt.
Frank Aaen, Enhedslisten
Solgte for billigt
Samrådet kommer efter et svar fra Finansministeriet til Folketinget, som viser, at Kammeradvokaten kort før salget gjorde det klart, at det var både muligt og lovligt at bremse salget af Dongs aktier til Goldman Sachs, hvis der var tvivl om, hvorvidt Dong blev solgt til den rigtige pris. Alligevel nægtede finansministeren at oplyse finansudvalget om eventuelt andre bud.
- Vi vil bruge samrådet til at kritisere finansministeren for at have solgt Dongs aktier alt for billigt. Der er flertal i Folketinget for at sælge endnu flere Dong-aktier, så det er vigtigt, at man ikke gentager de samme fejl næste gang, siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen til Arbejderen.
Han kræver nu en uvildig redegørelse af hele forløbet.
Notatet fra Kammeradvokaten blev ikke fremlagt for Finansudvalget forud for regeringens omstridte salg af aktier i Dong sidste år. Ifølge det hemmeligholdte notat skulle Finansudvalget bremse salget af Dong-aktierne, hvis der blev givet et højere bud end de otte milliarder, de blev solgt for.
Frank Aaen er vred over finansministerens hemmelighedskræmmeri.
- Hvorfor blev alle relevante dokumenter ikke lagt frem for Finansudvalget, og hvorfor gav man ikke mere tid til at overveje salget, når det var muligt. Dong stod ikke overfor konkurs men havde brug for langsigtede investeringsmidler, og Kammeradvokaten, statens egen advokat, udtrykte klart i et nu offentliggjort dokument, at det var muligt at stoppe salget og starte en ny procedure for at finde de nødvendige midler til Dong.
Aktier på himmelflugt
Samtlige partier minus Enhedslisten og Dansk Folkeparti vedtog i januar sidste år at sælge 19 procent af aktierne i Dong til Goldman Sachs. Enhedslisten mener, at Dong-aktierne blev solgt for billigt. Der var nemlig milliarder af kroner på vej til Dong i form af tre havvindmølleparker, som Dong opførte bare tre måneder efter salget af aktierne. Men da salgsprisen for aktierne skulle fastsættes, medregnede man ifølge Enhedslisten ikke værdien af havvindmølleparkerne.
Vindmøllerne øgede, ifølge beregninger som Politiken har fået foretaget, Dong’s værdi med 21 milliarder kroner. Goldman Sachs nyindkøbte aktier steg da også med over én milliard kroner bare ni måneder efter, at den amerikanske finansgigant havde købt dem.
Minister forsvarede Goldman Sachs
På samrådet forsvarede Finansministeren forsvarede, at man havde valgt at sælge aktierne til Goldman Sachs. Ministeren mente ikke at Goldman Sachs kunne være sikker på at de tre havvindmølleparker ville skabe værdi til Dong.
- Der knytter sig en række væsentlige risici ved sådanne store investeringer. Store anlægsprojekter indebærer store risici i form af forsinkelser, budgetoverskridelser og så videre, forklarede finansminister Bjarne Coridon.
Han afviste, at man burde have udskudt salget af Dong-aktierne til Goldman Sachs og i stedet have ventet på et bedre bud:
- Hvis beslutningen var blevet udskudt havde det skabt usikkerhed om statens vilje til at sikre ny kapital til Dong. Og det havde fået betydning for kreditvurderingsbureauernes vurdering af Dong. Det havde været at spille hasard med selskabet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278