En borgergruppe, som kalder sig "CPH uden udvidelse", og som alle bor tæt på Københavns Lufthavn, kæmper for, at den igangværende udvidelse af lufthavnen standses.
Lufthavnen har gennem en årrække arbejdet for en fordobling af kapaciteten. I 2018 betjente Københavns Lufthavn 30,3 millioner passagerer og har nu sat sig som mål, at der skal være 40 millioner passagerer om året.
Lufthavnens egne tal viser også, at støjen er steget. Men da støj udregnes som et gennemsnit, er det meget svært at se, om grænserne bliver overholdt.
Helene Bach, "CPH uden udvidelse"
Borgergruppen, som blev startet i maj i år, er ikke imod lufthavnen, men kræver, at udviklingen i lufthavnen skal følge en demokratisk og gennemsigtig høringsproces, hvor der foretages og tages hensyn til nye, uafhængige målinger af støj- og luftforureningen.
Udvidelsen af lufthavnen er gennem årene sket gradvist, uden at lokalbefolkningen har haft mulighed for at følge med i den politiske beslutningsproces. Og luft- og støjgener foretages ikke i tilstrækkeligt omfang eller på en tilfredsstillende måde, hedder det på gruppens hjemmeside.
Støj- og luftgenerne er blevet værre
Helene Bach, som er medlem af borgergruppen, har gennem de seneste ni år boet i Tårnby Kommune, som også huser Københavns Lufthavn. Hun fortæller til Arbejderen:
– Jeg har i løbet af de sidste tre til fire år mærket, at støj- og luftgenerne fra lufthavnen er blevet værre. Jeg hører det samme fra folk fra Kastrup, at støjen er blevet værre. Lufthavnens egne tal viser også, at støjen er steget siden 2015.
Borgergruppen efterlyser reelle målinger af støjgenerne. I dag opgøres de kun som et gennemsnit for et helt døgn ad gangen og ikke for eksempel time for time.
– Så når en borger føler, at flyene larmer mere, og klager, så ser lufthavnen på deres data, og så siger de, at nej, beregningerne viser, at flyene ikke larmer mere. Men da støj udregnes som et gennemsnit, er det meget svært at se, om grænserne bliver overholdt, siger Helene Bach.
Ingen formel godkendelse af udvidelsen
Folketinget har endnu ikke formelt godkendt lufthavnens udvidelse, og der er ikke lavet miljømæssige vurderinger af, hvad udvidelsen betyder for klimaet og for lufthavnens nærmiljø, beskriver borgergruppen på sin facebookside.
– Men der er givet dispensation til, at lufthavnen er begyndt at bygge, uden der er taget stilling til hele projektet i Folketinget. Vi vil gerne have åbnet den demokratiske proces, så man sikrer, at borgerne bliver hørt, før der bygges, fortæller Helene Bach.
Borgergruppen har henvendt sig til de forskellige partier i Københavns Borgerrepræsentation og til Folketingets partier med 12 spørgsmål, som kan give dem ny viden og afklaring af, hvordan de kan komme videre med kravene.
Henning Hyllested fra Enhedslisten har videregivet spørgsmålene til transport- og boligminister Benny Engelbrecht (S) og fortæller til Arbejderen, at tiden er ved at være inde til at rykke for svar.
Københavns Kommune måler luftforurening
Københavns Kommune har indledt et samarbejde med Google om målinger af luftforureningen i Københavns Kommune. De målinger viser tydeligt, at man på visse små villaveje tæt på lufthavnen udsættes for luftgener, som kan sammenlignes med det, som man udsættes for på byens store indfaldsveje.
I Tårnby Kommune har man aldrig selvstændigt lavet målinger af lufthavnens luft- og støjgener. Det er Miljøstyrelsen, som har ansvaret for, at grænseværdierne overholdes, og det er lufthavnen selv, som foretager målingerne.
Det er ikke et krav, at der foretages målinger for eksempel tæt på daginstitutioner eller skoler. Helene Bach fortæller:
– Mine to børn går i skole på Kastrupgårdsskolen, som ligger lige op ad lufthavnen og motorvejen. Nogle dage lugter det meget fra flyene. Det er ikke særlig betryggende.
Målinger i Tårnby Kommune
Helene Bach er derfor glad for, at Tårnby Kommunes kommunalbestyrelse i november besluttede enstemmigt, at kommunen nu vil til at undersøge, hvad der allerede kan ligge af målinger af støj- og luftgener i beboelsesområder i kommunen, og hvad der skal suppleres med.
Hun håber, at undersøgelserne kommer til at omfatte måling af forekomsten af ultrafine partikler i luften, og at den vil inddrage den nyeste forskning vedrørende de skadelige følger af støjgener som eksempelvis søvnforstyrrelser og risiko for indlæringsvanskeligheder.
Også i Jylland bekymrer naboer sig om støj- og lugtgener fra fly. Det gælder således naboerne til flyvestation Skrydstrup, hvor militærets nye F-35 kampfly skal lande og lette få hundrede meter fra deres boliger.
>>LÆS OGSÅ: Naboer kræver åbenhed om kampfly-støj
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278