Overtrådte regeringen grundloven, da den bandt Danmark til Lissabonforfatningen?

Det er stridens kerne i den såkaldte Lissabonsag, som Højesteret afslutter i dag. 34 sagsøgere - heriblandt Niels Hausgaard og Hanne Reintoft - har sat daværende stats- og udenrigsminister Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller på anklagebænken.

Vi giver dig et overblik over sagen her:

Det siger sagsøgerne 

Ifølge sagsøgerne og deres advokater, Ole Krarup og Karen Dyekjær, indfører Lissabon-forfatningen flertalsafgørelser på mere end 40 områder - indenfor eksempelvis landbrugspolitik, handelspolitik og udenrigspolitik.

Dermed forsvinder Danmarks mulighed for at nedlægge veto. Og dermed overføres der mere magt til det overstatslige EU.

De store lande i EU får mere magt, fordi der nu også skal være flertal blandt befolkningerne i EU. Dermed bliver Danmarks selvstændighed endnu mere udhulet, fordi vi kun kan stemme med vores cirka 5,5 millioner indbyggere. Desuden skrives den Europæiske Menneskeretskonvention ind i forfatningen. Det bliver EU-domstolen, der skal fortolke disse nye rettigheder. Dermed får også EU-domstolen mere magt.

Med forfatningen bliver EU en juridisk person, der kan træffe bindende beslutninger i internationale fora - eksempelvis indenfor handel og udenrigspolitik - på vegne af medlemslandene.

Herudover afskaffer forfatningen vetoretten, og indfører flertalsafgørelser på 40 nye områder - eksempelvis landbrugspolitik, handelspolitik og energipolitik.

Princippet om enstemmighed har ellers hidtil sikret at alle medlemslande, herunder Danmark, til enhver tid kan blokere for EU-vedtagelser, som vi ikke ønsker at tilslutte os. Men fremover risikerer Danmark altså at blive stemt ned på en række nye områder, men skal alligevel gennemføre de beslutninger, som de andre lande har vedtaget. Den danske regering kan altså ikke længere forhindre, at der bliver truffet beslutninger som går længere end regeringen kan tilslutte sig.

 Sagsøgerne mener, at det er i strid med grundlovens paragraf 20, der slår fast, at politikerne skal have mandat fra enten befolkningen eller et flertal fra fem sjettedele af Folketinget bag sig, hvis de vil overføre suverænitet til en fremmed magt.

Ole Krarup og Karen Dyekjær vil på den baggrund argumentere for, at den tidligere regering overtrådte grundloven, da de bandt Danmark til Lissabonforfatningen uden at spørge befolkningen eller i det mindste have fem sjettedels flertal i Folketinget bag sig.

Det siger de anklagede

Regeringens forsvarer, kammeradvokaten, mener ikke, at grundloven blev overtrådt, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller den 13. december 2007 underskrev Lissabon-forfatningen, og et almindeligt flertal i Folketinget kort efter vedtog en lov, der sluttede Danmark til forfatningen.

Forfatningen overgiver ikke nye beføjelser til EU, mener kammeradvokaten.

EU har nemlig tidligere taget beslutninger med flertalafgørelser. Lissabon-forfatningen udvider blot EU's muligheder for at træffe flertalsafgørelser. Så selvom Lissabon-forfatningen indfører flertalsafgørelser, og dermed afskaffer vetoretten på en række nye områder, er der ingen grund til bekymring.

Det er blot fortsættelse af business as usual: Der er intet nyt ved selve metoden, lyder kammeradvokatens argument.

Selvom Lissabon-forfatningen indfører nye afstemningsregler, der giver de store lande mere magt, så ændres der ikke grundlæggende ved EU's måde at træffe beslutninger på.

Og selvom der bliver indført kvalificeret flertal på 40 nye områder - indenfor eksempelvis handel og energi - så har EU i forvejen kunnet beskæftige sig med disse områder - dog hidtil med enstemmighed. Men når Danmark først har overladt et politikområde til EU, ja så har EU beslutningskompetencen - også i  de til­fælde, som før Lissabon-forfatningen krævede enstem­mighed og Danmark dermed kunne nedlægge veto. Så selvom Lissabon-forfatningen afskaffer vetoretten på en række områder til fordel for kvalificeret flertal - ja så medfører det ikke, at Danmark afgiver suverænitet til EU, lyder logikken fra statsministerens og udenrigsministerens forsvarer.