18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bruger humor i kamp mod sparekrav

Sygeplejersker mod to procent-kravet

Bruger humor i kamp mod sparekrav

En ny kampagne har bredt sig via videoer på Facebook. Sygeplejerskerne bag kampagnen har et klart budskab: Kravet om effektivisering på to procent hvert år skal væk.

To patienter om én hospitalsseng er blot én af de ideer, som "entusiastiske" sygeplejersker fra #2pctVÆK-kampagnen byder ind med.
FOTO: DSR Kreds Hovedstaden
1 af 1

En flok sygeplejersker fra Dansk Sygeplejeråds Kreds Hovedstaden har fået nok af det konstante krav om effektiviseringer på hospitalsområdet - det såkaldte to procent-krav.

Mange politikere er imod det, Danske Regioner er imod og fagforeningerne er imod. 
Ditte Krøyer, #2pctVÆK

Sygeplejerskerne har derfor sat gang i en kampagne med det formål at få effektiviseringskravet afskaffet - og gør det vel at mærke med humoren som våben.

– Mange politikere er imod det, Danske Regioner er imod og fagforeningerne er imod. Lige nu er der faktisk en realistisk mulighed for at komme af med effektiviseringskravet, men det er vigtigt at der kommer pres på, nu hvor forhandlingerne mellem regeringen og Danske Regioner om næste års økonomi går i gang, siger Ditte Krøyer til Arbejderen.

Den 32-årige sygeplejerske, der til daglig arbejder på Hvidovre Hospital, har fået ideen til kampagnen #2pctVÆK, og den er realiseret sammen med deltagere på Kreds Hovedstadens ''Meningsdanneruddannelse'.

Otte videoer

På foreløbig otte videoer - lagt ud på Facebook - kan man blandt andet se, hvordan uddeling af mad foregår hurtigere, hvis man i stedet for sko tager rulleskøjter på; en oppustelig dukke i sygeplejeuniform, der holder en ældre patient i hånden eller to patienter i én hospitalsseng.

– Vi tænkte; vi må prøve noget helt andet. På videoerne vender vi det hele på hovedet. Her fortæller entusiastiske sygeplejersker, at "regnedrengene jo har ret, vi skal bare work smarter not harder", og kommer med eksempel på, hvordan det kan gøres, uddyber Ditte Krøyer.

Kravet om, at sygehusene hvert år skal skrue to procent op for produktiviteten uden brug af flere ressourcer, blev indført i 2002 for at tvinge hospitalerne til at gøre noget ved de lange ventelister på operationer og behandlinger på sygehusene.

– Men man altså ikke blive ved at spare to procent oveni de krav om nedskæringer, som vi får fra regionen. Det er ikke noget med, at det kommer til at gå ud over patientsikkerheden. Det gør det allerede, mener den sjællandske sygeplejerske, der kender til og hører om fejl, der sker i en fortravlet hverdag.

Politisk flertal for afskaffelse

Ved udgangen af 2016 tegnede det til, at et politisk flertal uden om regeringen var klar til helt at afskaffe eller i hvert fald slække på effektiviseringskravet. Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten erklærede, at tiden var moden til et opgør med to procent-kravet.

Ifølge fagbladet Sygeplejersken lyder der nye toner fra Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). I et skriftligt svar til Sygeplejersken på spørgsmålet om, hvorvidt hun stadig vil stå fast på kravet om de årlige to procent produktivitetsstigninger, lyder det:

"Jeg er fuldt ud opmærksom på, at der løbes rigtig stærkt flere steder i vores sundhedsvæsen. Og jeg tager opråbene fra sygeplejersker, læger og andre medarbejdergrupper i sundhedsvæsnet meget alvorligt," skriver hun og fortsætter: "I regeringen er vi helt åbne over for at se på, om vi kan styre økonomien på sygehusene anderledes, og det er også derfor vi sammen med regionerne har igangsat en række forsøg rundt om på landets sygehuse, hvor man afprøver alternative styringsmodeller."

Den 6. juni bliver nævnt som dato for en mulig aftale i økonomiforhandlingerne mellem regeringen og Danske Regioner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. maj. 2017 - 16:18   24. maj. 2017 - 16:20

Indland

noc@arbejderen.dk