Det er en kendsgerning, at der i det 19. og 20. århundrede, både hvad angik ejerforhold, livsformer, erhverv, butikstilbud og boliger, var store forskelle på borgerskabets, middelklassens og arbejderklassens kvarterer i byerne.

Datidens boligbevægelse var helt klart en del af arbejderbevægelsens tre ben, som bestod af parti, fagbevægelse og kooperationen.

For især arbejderklassen var det sociale og kulturelle fællesskab i kvarterets lejeboliger og kammeratskabet på arbejdspladserne væsentligt for selve det at leve. Det almene boligbyggeri skal ses i dette perspektiv, for udover at skaffe gode og sunde boliger til almindelige arbejdere, var og er fællesskabstanken et bærende ideologisk udgangspunkt for livet i denne boligform.

Almene andelsboligforeninger

Med arbejderbevægelsen stigende betydning og styrke fik arbejderpartierne i begyndelsen af 1900-tallet magten i mange af Europas storbyer. Det betød, at der især efter Første Verdenskrig blev igangsat et massivt boligbyggeri for at skaffe arbejderfamilierne gode boliger til lave priser i nye huse med lys, luft og grønne arealer, som alternativ til byernes ellers overbefolkede og sundhedsfarlige slumkvarterer, hvor folk ofte blev sat på gaden, når de private udlejere som lukrerede på boligmanglen, satte lejen op.

Både før, under og efter den første verdenskrig tilspidsedes bolignøden i København i en sådan grad, at en samfundsmæssig indsats var uomgængelig, og de første almene andelsboligforeninger så dagens lys, drevet af en stærk boligbevægelse koblet med arbejderbevægelsens øvrige kooperative tiltag. De nye, kooperative boligforeninger, hvoraf den største var Arbejdernes Andels Boligforening, AAB, fra 1912, havde alle et veldefineret almennyttigt formål, hvilket en del forsat har.

Datidens boligbevægelse var helt klart en del af arbejderbevægelsens tre ben, som bestod af parti, fagbevægelse og kooperationen, og ud over betydningen af faglig organisering, sås dygtiggørelse af arbejderklassen som en nødvendig forudsætning i kampen for et demokratisk socialistisk samfund, hvortil de demokratiske opbyggede andelsboligforeninger, arbejderhøjskoler og AOF bidrog.

Efter krigen begyndte Københavns Kommune selv at opføre mange ejendomme, herunder blev opført boligkomplekser for tusinder af husvilde med et moderne syn på arkitektur, beboermiljø og fællesskab, som i dag for længst er revet ned. Initiativerne var udtryk for en politisk vilje, som gjorde en forskel.

Private andelsboligforeninger

Den nuværende form for private andelsboligforeninger opstod først efter Anden Verdenskrig, da det blev muligt for lejere at købe deres ejendom og drive den i fællesskab. I 1976 blev der desuden indført tilbudspligt ved salg af ejendomme så lejerne kunne købe dem, hvilket førte til en stor stigning i antallet af både nystiftede andelsboligforeninger og ejerboligforeninger.

Hvor det før primært var arbejderklassen, der boede i andelsboliger, er det i stor stil middelklassen, som er flytte ind, godt hjulpet til ved de mange forældrekøb.

Fra 1981 kunne man kombinere tilbudspligten med offentlige tilskud, idet andelsboligforeningerne fortsat blev betragtet som en slags almennyttige boliger, hvilket ofte gjorde det favorabelt at stifte andelsboligforeninger fremfor ejerboliger. Dette førte til yderligere vækst i antallet af private foreninger. Hertil kom, at Københavns kommune i 1995 solgte sine cirka 18.000 boliger, hvoraf de fleste blev overtaget som andelsboligforeninger. Dette medførte, at 33 procent af boligmassen i byen er andelsboliger mod kun 9 procent på landsplan.

I 2004 afskaffede Fogh-regeringen de offentlige tilskud, og andelskronen, som tidligere holdt priserne nede, så folk med almindelige og lave indtægter også havde råd til at bo her, blev givet fri. (Andelskrone: et tal, som bestemmer, hvad det maksimalt koster at erhverve et andelsbevis i en andelsboligforening, red.) Samtidig sank antallet af lejeboliger.

Andelsboligejere fik lov at optage lån i boligen, og dermed indledtes en kapitalisering af andelsboligerne, som i dag opfattes som personlig formue og som gør, at fattige og bistandsklienter tvinges til at tage lån eller sælge og flytte for at leve af disse penge, uanset at man ikke kan anvise dem anden bolig. Den almene funktion og sikkerhedsnettet for ikke at blive sat på gade er helt væk. Ved spekulations- og profitmuligheder er både det almene sigte og fællesskabstanken forsvundet, og hvor det før primært var arbejderklassen, der boede i andelsboliger, er det i stor stil middelklassen, som er flytte ind, godt hjulpet til ved de mange forældrekøb.

Socialt boligbyggeri

Først med Kanslergadeforliget i 1933 blev der for alvor blev banet vej for almene, sociale boligselskaber. Med en lov om støtte til boligbyggeri blev der afsat millioner af kroner til opførelse af boliger for de mindrebemidlede. Boligselskabernes vedtægter skulle godkendes af Indenrigsministeriet, og al afkast skulle geninvesteres i nyt boligbyggeri. Hermed blev den almennyttige tankegang regulært lovfæstet. Byggeaktiviteten kulminerede i 1935 med 23.000 boliger, hvoraf halvdelen blev bygget i hovedstaden.

Målet var at bygge boliger til en lav leje med gode fællesrum og kollektive faciliteter, dels for at skabe forudsætninger for sociale fællesskaber og dels for at imødekomme ændrede familiemønstre.

Ved krigens afslutning i 1945 var boligmanglen enorm, men der var politisk vilje til at løse problemerne, og den 30. april 1946 vedtog Rigsdagen enstemmigt den såkaldte Byggestøttelov, Danmarkshistoriens til dato mest progressive boliglovgivning. Det var først med denne, at udtrykket "socialt boligbyggeri" dukkede op - det var byggeri med fokus på det sociale og på fællesskaber.

Målet var at bygge mange boliger til en lav leje med gode fællesrum og kollektive, fælles faciliteter, som vaskerier, restaurant, daginstitutioner, indkøbsmuligheder med mere, dels for at skabe forudsætninger for gode, sociale fællesskaber, og dels for at imødekomme ændrede familiemønstre med flere og flere udearbejdende husmødre.

Perioden i 50'erne til omkring 1960 var en gylden tid for det almene boligbyggeri i Danmark, blandt andet fordi politiske visioner i form af fremsynet lovgivning og gunstige finansieringsvilkår gik hånd i hånd med socialt engagerede og fagligt kompetente arkitekter, som allieret med entusiastiske boligforeningsfolk byggede et utal af gode, smukke bebyggelser med fine, fælles anlæg ude som inde.

De gunstige vilkår blev dog udvandet i løbet af 1950'erne, og ikke mindst i 60’erne, hvor politikerne liberaliserede boligpolitikken. Deres fokus ændrede sig henimod parcelhusbyggeri og private ejerboliger.

Det sociale boligbyggeri og mange villakvarterer bygget før 1957 blev finansieret af særlige statsbyggelån med lave renter. Denne lavrentepolitik var et politisk valgt instrument, der som led i at løse boligproblemet handlede om, at mindrebemidlede skulle kunne få råd til at bo ordentligt både i det private byggeri og i det sociale- og almennyttige boligbyggeri.

I 1950 fordelte boligbyggeriet sig med 50 procent på privat byggeri og 50 procent på det sociale byggeri. Men fra 1960 udgjorde det private byggeri 75 procent af byggeriet. Det var hovedsageligt parcelhuse, der byggedes, for samtidig ophørte det private etagebyggeri totalt for først igen at få fodfæste, da man vedtog en ejerlejlighedslov i 1966, en tidligere helt ukendt boligform.

Drømmen om egen bolig

60’ernes parcelhusbyggeri havde nok sine kernefamiliemæssige fordele, men er meget lidt social i sin grundidé i modsætning til det sociale boligbyggeri.

Udviklingen over mod prioritering af det private boligbyggeri skal ses fra to vinkler:

60’ernes parcelhus-byggeri havde nok sine kernefamiliemæssige fordele, men er meget lidt social i sin grundidé i modsætning til det sociale boligbyggeri.

Man ønskede, af ideologiske grunde, at skabe en folkelig opbakning til liberalismens ide om ejendomsretten som grundelement i samfundskulturen og som altafgørende for økonomisk vækst. Den generelle velstandsstigning gav, kombineret med en skattepolitik med fradragsmuligheder, folk muligheder for at optage lån for at få deres drøm om eget hus opfyldt – noget der understøttede en finansiel udvikling, hvor lånoptagning i banker og kreditforeninger fik afgørende betydning for samfundsøkonomien, og som direkte peger frem mod den udvikling, man kan se i dag, hvor den spekulative kapital har taget magten over en socialt retfærdig byudvikling.

I midten af 60’erne var det slut med politikken med de lave statslån, og herefter steg renterne til uhørte højder op igennem 80’erne, hvilket også fik betydning for prisen på alt, der blev bygget. Det betød også, at huslejerne i Brøndby Strand eller Farum Midtpunkt ikke var til at betale for lavindkomstgrupperne. Og for middelklassen blev det billigere at købe egen bolig, grundet de gode skattefradrag, som diverse regeringer til stor gavn for bankerne, som i årevis lukrerede på op til 25 procent i renter, sørgede for.

Følgerne af denne udvikling betød, at de almene bebyggelser visse steder fik en stor koncentration af mindrebemidlede, godt hjulpet til af saneringspolitikken i København og genhusningspligten. Man var derfor nødt til at indføre en boligsikring for at få lejlighederne fyldt op – noget der fortsat er afgørende for de lavindtægtsgrupper, der bor i disse boligområder, eftersom husleje og indtægt slet ikke hænger sammen takket være de store forringelser, som mange grupper på overførselsindtægter har oplevet i de senere år. Desuden har man nu reduceret boligstøtten, så hvis man er endt på den lavest ydelse eller anden lav overførselsindtægt, kan det ende med, at man bliver sat ud.

Det almene nybyggeri fik det svært i 60’erne, også fordi Boligministeriet sideløbende satsede på en rigid industrialisering af byggeriet, der førte til de stærkt kritiseret kæmpebebyggelser rundt om i landet, udformet af store, kapitalstærke entreprenørfirmaers ingeniører. Bebyggelserne blev, sammenlignet med 50’ernes fine byggerier, også i datiden kritiseret for oplevelsesfattigdom, dårlig arkitektur og ringe materialer. Kritikken indebar derfor et boom med tæt-lavt boligbyggeri ud fra ideen om at styrke det nære samfund i landsbyagtige fællesskaber, som krævede et helt andet fysisk udtryk end det, de store ensartede betonbebyggelser frembød.

Man kan ikke komme uden om, at både de funktionalistisk orienterede danske arkitekter og planlæggere og kapitalen ønskede en ny, skarp adskillelse af produktion, erhverv og boliger, i modsætningen til den koncentration af alskens funktioner, der tidligere lå samlet i byen. Forurening var en årsag, infrastruktur og rationelle koncentrationer af særlige funktioner en anden, og en ændret handels- og butiksstruktur henimod centerdannelser en tredje.

Hermed opstod de mange funktions- og oplevelsesfattige bykvarterer og bydele, såvel i parcelhusområder som rækkehus- og etageboligkvartererne, og sammen med velstandsstigningen skabte det, at der blev råd til bil og sommerhus, forudsætningerne for en omfattende regional pendling, som med årene er øget enormt.

Men uanset grimme eller smukke boligbebyggelser, er det vigtig at ihukomme principperne og det ideologiske udgangspunkt, som er baggrunden for de almene, sociale bolig- og byfællesskabers eksistens og deres formål, nemlig "frigørelse, lighed og fællesskab".

Politisk ideologi og bolig- og byudvikling over 40 år

I 2001 kaldte Anders Fogh Rasmussen til liberal værdi- og kulturkamp til trods for, den venstredrejede kulturkamp lå helt underdrejet.  Individualiseringen, den kapitalistiske, kommercielle forbrugsudvikling og socialdemokratiernes bekendelse til den neoliberalistiske økonomi, var allerede en realitet, med stigende fattigdomsproblemer og et nyt pjalteproletariat til følge i det man dengang kaldte for totredjedelssamfundet, i og med at en tredjedel af befolkningen var på overførselsindtægt.

Sammen med at arbejderklassen og den industrielle by forsvandt, blev den erstattet af middelklassen i den tænkende by, hvis udvikling er overladt til spekulanter, banker, pensionskasser og multinationale.

Liberalismen og kapitalismen har altid gået hånd i hånd for at nedbryde arbejdernes og i tidligere tider almuens sociale og kulturelle fællesskaber til fordel for individet, der ses som en profitskabende produktions- og forbrugsenhed, der er sig selv nok.

De socialistiske ideer og arbejderbevægelsen har altid set folk som en del af et solidarisk kollektiv, der ville indgå i de nye fællesskaber, som opstod af feudalismens sammenbrud og kapitalismens overtag; holdninger der indtil cirka1960 gjaldt for både Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen i Danmark.

I dette historiske lys skal vi se det paradigmeskift, som Socialdemokratiet som tidligere magtbærende parti siden 60’erne har foretaget, hvori indgår støtte til privatiseringer og fremme af den hellige, private ejendomsret og salg af offentlig infrastruktur og ejendom til spekulanter af forskellig art. Det er derfor den politiske magt over bolig- og byudvikling og planlægning er forsvundet. Sammen med at arbejderklassen og den industrielle by forsvandt, blev den erstattet af middelklassen i den "tænkende by", som Københavns kommunen kalder den nye bykonstruktion, men hvis udvikling nu er overladt til spekulanter, banker, pensionskasser og multinationale virksomheder.

Naturligvis gælder den neoliberale udvikling også på synet på de almene boliger, der bygger på Socialdemokratiets tidligere tro på universelle rettigheder. Med den liberalistiske og individuelle identitetspolitiks stigende betydning i samfundskulturen er der skabt gode forudsætninger for modsætningen mellem mit og dit og dem og os.

Spekulative developere

Ser vi på byudviklingen i København siden 1990’erne, kommer initiativerne i København i dag ikke fra politikere, men fra spekulative developere. Eksempelvis blev ideen om Ørestaden undfanget i 1987 i en alliance mellem nyliberalister og planbureaukratiske betonhoveder som Henning Christoffersen (V), borgmestrene Weidekamp (S) og Jens Kramer Mikkelsen (S) med henblik på at udvikle byen som en finansiel metropol, der kunne tiltrække udenlandske investorer.

Stat og kommune har ageret bannerfører for disse developere, og det ironiske er, at det var den socialdemokratiske nestor, Mogens Lykketoft, som i sin tid fik oprettet de nye statslige og kommunale ejendomsselskaber, der solgte ud af vores fælles ejendom. Senere overgik de i København til konstruktionen "By og Havn", hvis skamløse spekulation har bidraget til grundprisernes himmelflugt.

Grundpriserne skaber problemer ved, at al jord og ejendomme til almene formål er urimeligt dyre både for kommunen selv og for de almene selskaber, der gerne vil bygge, for det er kun markedsprisen, der gælder, alle sociale hensyn underordnes investorernes profitmargen.

Det socialdemokratiske ideal har dog, siden Urban Hansen (S) sad som overborgmester i 60’erne, altid handlet om at bygge nyt og meget, altid med påstanden om, at det er for almindelige mennesker, men som vi kan se, synes byens boligtilbud forsat alene som værende af kvantitativ art, men nu med priser og bebyggelsesprocenter der var uhørt før i tiden. Boligproduktionen i byerne er i dag først og fremmest et spørgsmål om udbud og efterspørgsel til dem, der har råd til at betale prisen. Med det store fald i antallet af private udlejningsboliger, der engang var til betale, er det er ikke så underligt, at visse almene boligområder får et stort kontingent af beboere på overførselsindkomster.

Der er i det ganske land cirka 560.000 almene boliger med cirka én million beboere fordelt på 7.000 afdelinger, som fungerer godt og gnidningsløst, men folk med økonomiske og sociale problemer er, som tidligere beskrevet, koncentreret i de store byer, fordi der her stadig findes lejeboliger, fordi familie og venner bor her, og fordi man her kan opretholde håb om at finde et arbejde.

Det er helt klart finansmarkedet, der styrer boligmarkedet og de stigende grundpriser, og som vi har set, gik efterkrigens vilje til statslig regulering for at styre kapitalismen med fremkomsten af den begyndende neoliberalisme allerede i opløsning i 70’erne. En udvikling som, udover viljen til salg af offentlig ejendom, også handler om privatisering af infrastruktur og offentlig service og ydelser.

Efter Københavns kommune afhændede sine ejendomme til spotpris, ophørte den også med at føre en selvstændig boligpolitik for byens boligløse og husvilde. Siden har det været de almene boligselskabers pligt at samle op på alle, der ikke var i stand til eller ønskede at købe egen bolig, herunder arbejdsløse, psykiske syge, hjemløse, flygtninge og indvandrere, foruden alle de mange almindelige, velfungerende mennesker, som også bor der. Imidlertid forekommer det nu, at man mener, at løsningerne på de sociale og etniske problemer, som eksisterer visse steder, er at få forskellige ejerformer ind i de almene bebyggelser.

Forskel på ejere og lejere

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forsøgte i sin tid at få udstykket de almene boliger som ejerboliger, og der er fortsat mange, der taler for det ud fra argumentet om, at det er vigtig med socialt blandende miljøer. Alle har nu travlt med såkaldte bystrategiske tilgange, som handler om ændrede fysiske, organisatoriske og sociale forhold i de udsatte boligområder, dels ved at blande boligformer og dels forskønne dem og tilfører dem nye funktioner, som skulle styrke udvekslingen med resten af byen.

Man kan få en klam fornemmelse af, at man ad bagvejen gerne vil rydde de gode, almene boliger for fattige, så den bolighungrende middelklasse kan komme til.

Ingen kan benægte, at der både her og alle andre steder i landet eksisterer kultur- og klasseforskelle, også etniske danskere i mellem. I årevis har vi hørt meningsmagere og politikere udtale sig ringeagtende om syge, arbejdsløse og bistandsklienter, og ikke mindst vores indvandrere syd fra, som i dag er fulgt op med en lovgivning, der prisgiver de mange, der er endt som jobcentrenes ofre. Alle anklages for at deres situation er selvforskyldt, og alt for mange påtager sig denne skyld med depressioner og fortvivlelse til følge.

Man kan heller ikke ignorere, at der er forskel på ejere og lejere, altså også på dem og så os - os med arbejde, ejerbolig, bil, sommerhus og kredit- og lånemuligheder og de, der bor til leje, som både nasser, står i Ribers og ikke laver dagens gerning. Det ligger som holdninger i en samfundskultur, der er begyndt at individualisere alle former for ansvar, og som benægter, at det er samfundsstrukturer, der skaber forudsætningerne for, at man ender i en udsat gruppe.

Det fromme ønske om at løse sociale problemer ved at blande socialgrupper og de forskellige ejerskabsformer i de almene bebyggelser, kan ikke ske uden modsætninger og sammenstød. De vil dels være af kulturel og klassemæssig karakter, men ikke mindst vil de økonomiske forskelle tydeligt eksponere nogens rigdom og andres fattigdom. Beboerne vil også se forskelligt på udviklingen i samme boligområde; for boligejeren kan ikke se bort fra sin bolig som spekulationsobjekt og bytteværdi, hvorimod den almene bolig for lejerne først og fremme udgør en brugsværdi.

For hver almen bolig, som bygges i nye udviklingsområder, kommer der tre ekstremt dyre boliger til. Alligevel opfatter mange planlovens krav om 25 procent af nybyggeri som alment som en pragmatisk sejr og forstår slet ikke, at den moderne, globaliserede metropol og den neoliberale økonomiske udvikling med finansiel kapital ikke er egnet til at distribuere velstand ligeligt. Tværtimod udvides kløften mellem rig og fattig, og at bilde sig ind, at man løser arbejdsløshed og psyko-sociale problemer ved at blande grupperne, er ganske enkelt naivt. Der skal mere radikale politiske løsninger til. Desuden indebærer denne politik, at nogen skal ud, når andre skal ind, men hvor de så skal hen, ligger hen i det uvisse. Københavns kommunens politik har hidtil været at henvise de udstødte til andre kommuner eller til hjemløshed. Man kan få en klam fornemmelse af, at man ad bagvejen (ud fra de bedste hensigter?) gerne vil rydde de gode, almene boliger for fattige, så den bolighungrende middelklasse kan komme til.

Et andet problem ved de foreslåede løsninger er, at det alene er de almene selskaber, som skal løse byens fattigdoms-, integrations- og segregeringsproblemer. Ingen kræver der sker noget i den øvrige boligmasse i andre bykvarterer, som selvfølgelig burde indgå som en del af løsningen. Sideløbende må man i gang med iværksættelse af en lang række velfærdspolitiske tiltag, der vedrører både uddannelse og beskæftigelse, og påbegynde en integrations- og socialpolitik, som tager fat alle de komplicerede, kulturelle dimensioner, som er tilstede, hvis man ønsker at få succes med nye indsatser.

Nutidens overvældende forbrug bygger ganske enkelt på en gældsættelse, som begrænser muligheden for at bedrive en politik med større sociale og miljømæssige ambitioner. Hertil kommer, at den europæiske centralbank ECB begrænser de enkelte landes muligheder for at korrigere deres bolig-, social- og arbejdsmarkedspolitik ud fra andre politiske kriterier end økonomiske. Nutidens byers økonomi bygger hovedsageligt på finansialisering gennem en spekulativ kapital, som bygger på aktier, værdipapirer, grundspekulation, gæld og lån.

Mange borgeres liv i den privatejede boligmasse i de store byer bygger på en enorm privat og samfundsmæssig gældsættelse, som er langt større end realøkonomien, hvilket gør at mange af disse husstande er uhyggelig sårbare over for både inflation, økonomiske bobler og fald i indtægt. Det eneste logiske svar på kommende kriser og gældsbobler på boligmarkedet er at socialisere og almengøre samtlige boliger og ejendomme i de store byer. Hermed fås en fremragende mulighed for at anvise folk boliger rundt om i hele byen.

Ghettospørgsmålet

I dag ser en generation af politikere og kommentatorer, hvoraf mange er opvokset i villaområderne, ned på det almene sociale boligbyggeri ud fra den præmis, at kun det at eje sin bolig dur. Ejer man ikke noget, er man en social taber. Forståelse og respekten for det almene boligbyggeris kooperative fællesskab og dets målsætning eksisterer ikke.

Forståelse og respekten for det almene boligbyggeris kooperative fællesskab og dets målsætning eksisterer ikke.

Når sociale problemer, der har deres oprindelse i en elendig bolig- og socialpolitik, ophobes på samme sted, bliver nogle områder og bebyggelser sorteper i form af en nedvurdering af dem, der bor der, men værre er, at beboerne mister betydning som ligeværdige medmennesker. Det er der ikke noget nyt i, for det gjaldt også for fortiden overbefolkede arbejderkvarterer.

Den lovgivning, som nu er på bedding med særlige love, som kun skal gælde for folk i udvalgte bebyggelser, vil undergrave borgerrettighederne for dem, der tilfældigvis bor i de såkaldte ghetto-områder. Vedtages disse love, der blandt andet går ud på at fratage folk sociale ydelser, tvang til skoleskift og nedlæggelse af lokale institutioner, så får ordet GHETTO en konkret og meget uhyggelig reference til fortidens jødiske ghettoer. Det kan man i et demokratisk samfund ikke være bekendt.

Denne artikel har tidligere været bragt i tidsskriftet Kritisk Debat