Der er fokus på de igangværende finanslovsforhandlinger. Mere overset er det, at der samtidig skal vedtages en lov om udgiftslofter for kommunerne de næste fire år.
Får regeringen sit lovforslag igennem, bliver det lovfæstet, at kommunerne skal spare op mod 7,5 milliarder kroner i perioden 2016-2019.
Jeg er voldsomt bekymret for, hvad der kommer til at ske med velfærden.
Dennis Kristensen, FOA
Det er det såkaldte omprioriteringsbidrag, der er med i lovforslaget. Det betyder, at kommunerne i 2016 skal spare 0,2 procent af deres serviceviceudgifter, og derefter en procent hvert af de følgende tre år.
– Det vil komme til at berøre den helt borgernære velfærd i for eksempel daginstitutioner, folkeskoler og på ældreområdet, siger Martin Damm, der er Venstre-mand og formand for Kommunernes Landsforening (KL).
Han opfordrer Folketingets partier til at forhindre vedtagelse af loven.
14.400 færre ansatte
En nedskæring på 7,5 milliarder kroner svarer til, at der vil blive omkring 14.400 færre kommunalt ansatte, viser beregninger fra den faglige hovedorganisation FTF.
Kravet om yderligere nedskæringer vil ramme ekstra hårdt, fordi der allerede med de nuværende økonomiske rammer er lagt op til, at der kommer til at mangle penge til velfærd, understreger fagforbundet FOA.
Skal kommunerne opretholde det nuværende serviceniveau overfor børn, ældre og mennesker med handicap, skal de bruge 4,4 milliarder mere på service om fem år end i dag, viser beregninger, FOA har lavet. Behovet for flere penge skyldes især flere ældre.
– Jeg er voldsomt bekymret for, hvad der kommer til at ske med velfærden i kommunerne i de kommende år. Med omprioriteringsbidraget vil det ganske enkelt ikke hænge sammen, siger Dennis Kristensen, FOA's formand.
FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening og HK Kommunal er gået sammen i en appel til politikerne om at droppe nedskæringerne.
Med Danmarks tilslutning til EU's finanspagt i 2012 blev det et krav, at der skal fastlægges udgiftslofter for kommuner, regioner og staten fire år frem i tiden.
Lovforslaget om udgiftslofterne for 2016-19 blev førstebehandlet i Folketinget den 22. oktober sammen med finansloven. Her markerede Enhedslisten, SF og Alternativet sig som modstandere af loven.
Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, afviste i debatten at give et klart svar på, om partiet vil stemme imod regeringens lovforslag.
– Vi går ikke ind for minusvækst, men jeg vil også være helt klar og sige, at vi jo ønsker at komme med i en finanslovsforhandling, og derfor vil jeg ikke på forhånd stille barrierer op, sagde Benny Engelbrecht.
Efterfølgende har Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen sagt, at partiet ikke vil lægge de afgørende stemmer til regeringens forsøg på at sænke det kommunale udgiftsloft.
DF klar med forslag
Den melding øger presset på Dansk Folkeparti, der i valgkampen lovede, at partiet ville kæmpe for flere penge til velfærd.
Under førstebehandlingen af lovforslaget erklærede Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen sig som modstander af omprioriteringsbidraget, men lagde samtidig vægt på, at der jo var lavet en økonomiaftale med KL for 2016, hvor omprioriteringsbidraget er med, og at han respekterer aftalesystemet.
Selv siger KL, at de har sagt god for omprioriteringsbidraget i 2016, efter et løfte om at nedskæringen blev på 0,2 procent i stedet for en procent. Men at de ikke har accepteret det for de kommende år.
Overfor Arbejderen forklarer René Christensen, at Dansk Folkeparti ikke kan acceptere det lovforslag, der ligger nu, hvor alle kommuner skal skære én procent. Partiet vil ikke afvise omprioriteringsbidraget, men ønsker at bruge det til at sikre en omfordeling melllem kommunerne, til fordel for økonomisk belastede yderkommuner.
– Hvis vi skal sige ja til et omprioriteringsbidrag, må det samlet set ikke forringe kommunernes økonomi, siger René Christensen.
Dermed afviser han, at nogle af de sparede penge fra kommunerne kan bruges til skattelettelser, som Venstre har åbnet for.
Lovforslaget om udgiftslofter kommer til anden behandling den 4. december og forventes vedtaget den 17. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278